Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

De Radikale tvinger armen om på Mette Frederiksen: Udskriv valg efter sommerferien

Politik

02/07/2022 20:08

Redaktionen

De Radikale ønsker et folketingsvalg, ellers vælger de at melde mistillid mod statsministeren.

Torsdag landede den længe ventede rapport fra Minkkommissionen. Den gav hidsig kritik af flere herunder statsminister Mette Frederiksen (S).

I går blev der så afholdt pressemøde netop for at forklare det dramatiske hændelsesforløb. Det kan ikke direkte udelukkes, at Mette Frederiksen har brudt ministerloven.

Dog ønsker hverken Socialdemokratiet, SF eller Enhedslisten at der skal foretages en advokatundersøgelse, som netop kan afgøre om det skulle være tilfældet.

Derfor har kritikere og særligt oppositionen sat sin lid til, at Radikale Venstre måske kunne være tilbøjelig til at stemme for det. I dag har Radikale Venstres politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, så meldt ud om partiets holdning.

"Jeg vil klart opfordre til og forventer, at statsministeren udskriver valg efter sommerferien - og inden Folketinget mødes igen. I torsdags modtog vi granskningskommissionens redegørelse. Siden er fronterne trukket meget voldsomt op på Christiansborg. Jeg er bange for, hvis stemningen fortsætter, at det vil splitte mange danskere i to store grupper. For eller imod en rigsret."

Står det til støttepartiet, så skal der altså afholdes valg inden 4. oktober, hvor Folketinget officielt åbner igen.

Vælger Mette Frederiksen derimod ikke at gøre det, så har Sofie Carsten Nielsen i en kommentar til Torsten Schack Pedersen skrevet, at man så vil stemme for et mistillidsvotum til den siddende regering.

Det vil i givet fald også betyde valg.

Slutteligt skriver Sofie Carsten Nielsen i opslaget, at “jeg tror og håber på, at et Folketingsvalg vil skabe betingelserne for en ny start. For nye tanker. Vi vil gå til valg på en bred regering bestående af både blå og røde partier.”

Mest Læste

Annonce