Foto: Kefr4000, CC BY-SA 4.0 <https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0>, via Wikimedia Commons
Foto: Kefr4000, CC BY-SA 4.0 <https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0>, via Wikimedia Commons

Meningsmåling: To partier buldrer frem

Politik

23/01/2023 12:21

J. Bøgen

Var der valg i dag, ville vi ikke få en SVM-regering.

Som bekendt var Danmark til folketingsvalg d. 1. november 2022.

Resultatet blev som bekendt, at vi for første gang i flere årtier har fået en regering over midten i form af den nuværende konstellation bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.

Men var der valg i dag, d. 23. januar 2023, ville det politiske landskab herhjemme se markant anderledes ud.

Det viser en ny meningsmåling, som Voxmeter har lavet for Ritzau.

Slag til regeringen

Alle tre regeringspartier går nemlig tilbage i den nye meningsmåling.

Socialdemokratiet fik 27,5 procent af stemmerne ved valget (50 mandater), men i den nye måling står Danmarks største parti til 24,1 procent (43 mandater).

Venstre fik 13,3 procent ved valget (23 mandater), og i den nye måling står det borgerlige parti til 11,4 procent (20 mandater).

Et af Folketingets nye partier, Moderaterne, stormede ind i Folketinget med 9,3 procent (16 mandater), men var der valg i dag, ville partiet måtte "nøjes" med 7,7 procent (14 mandater).

Samlet ville de tre regeringspartier altså kunne mønstre 80 mandater, hvilket er markant mindre end det antal, der skal bruges for at have et flertal af mandater i Folketinget.

Buldrer frem på begge sider af midten

Men når nogle partier går tilbage, er der naturligt nok andre, der går frem - og i den nye meningsmåling er fremgangen fordelt på særligt to partier.

På den røde side af oppositionen kan SF klappe i hænderne over en fremgang fra 8,3 procent (15 mandater) ved valget til 13,5 procent (24 mandater) i meningsmålingen.

På den blå side af oppositionen er det Liberal Alliance, der skummer fløden af regeringens vælgerflugt. Partiet fik 7,9 procent af stemmerne ved valget (14 mandater), men var der valg i dag, ville partiet gå frem til 10,4 procent (18 mandater).

Hvis man samler partierne i de politiske blokke, ville rød blok stå med 50,9 procent af stemmerne, imens blå blok ville få 41,2 procent af stemmerne.

Mest Læste

Annonce