Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Mette Frederiksen raser: De er "farligere end trafikken"

Politik

24/05/2023 09:21

J. Bøgen

Det er et borgerforslag, som fik sat gang i debatten i Folketingssalen.

Hvad er farligere for unge danskere end trafikken?

Spørger man statsminister Mette Frederiksen (S) skal svaret findes i vores lommer og tasker.

Under en spørgetime i Folketinget, blev statsministeren nemlig spurgt ind til, om hun mener, tech-giganter som Meta (der ejer Facebook og Instagram) skal reguleres i højere grad, end de bliver nu.

Det var Pia Olsen Dyhr (SF), der stillede spørgsmålet, og statsministerens prompte svar var ikke til at tage fejl af:

"Det er jo ikke trafikken, der er det farligste for børn nu. Det er den her," svarede statsministeren og viste sin telefon i hånden og kaldte det et fremskridt, at de nu kan tage diskussionen i Folketingssalen.

Det skriver DR.

Borgerforslag med nok underskrifter

Grunden til, at debatten om tech-giganternes magt nu er rykket ind i Folketinget, er et borgerforslag, der har fået de påkrævede 50.000 underskrifter, som skal til for, at politikerne skal diskutere emnet.

Under overskriften "Stop tech-industriens kommercielle udnyttelse af danske børn & unge!" er initiativtagerne til borgerforslaget kommet med en række forslag til, hvordan tech-giganterne bør reguleres herhjemme (find forslagene i bunden af artiklen).

Spørgsmålet er jo så, om der faktisk er politisk vilje til at sætte hårdt mod hårdt, når det kommer til selskaberne bag de sociale medier.

Statsministeren sagde under spørgetimen, at hun er klar til at regulere giganternes magt, men at der også bør ses på, hvordan man kan begrænse brugen af de små skærme i skolerne og eventuelt få dem helt ud af vuggestuer og børnehaver.

Mere konkret blev statsministeren dog ikke.

Her er borgerforslagets indhold

• Forbud mod indsamling af data fra børn under 16 år.

• Forbud mod såkaldt adfærdsbaseret markedsføring til børn under 16 år.

• Forbud mod manipulerende designpraksisser, der kan påvirke børn til at se upassende indhold eller fastholde deres opmærksomhed mod deres vilje.

• Krav om, at techvirksomheder gennemfører og offentliggør en såkaldt "Children's Impact Assessment" efter engelsk forbillede før lanceringen af en større ny service eller produkt målrettet børn og unge.

• Krav om, at tech-firmaer offentliggør deres dataindsamlingspraksis, indholdmoderationspraksis og algoritmiske brug, herunder hvilke datatyper og -mængder der indsamles og bruges til algoritmisk forstærkning eller målretning.

• Krav om klare, præcise og letforståelige politikker og procedurer for moderation af indhold og appeller af indholdsbeslutninger.

• Forbud af enhver algoritmisk proces, der resulterer i ulovlig forskelsbehandling i henhold til gældende lovgivning.

• Krav om, at tech-firmaer blokerer mindreåriges adgang til sociale medieplatforme såsom Instagram, TikTok og Snapchat, medmindre de har udtrykkelig tilladelse fra deres forældre.

• Krav om, at tech-firmaer blokerer adgangen til pornografisk materiale for mindreårige.

Kilde: Borgerforslaget 'Stop tech-industriens kommercielle udnyttelse af danske børn & unge!'

Mest Læste

Annonce