Det offentlige gør-det-selv på it

Staten og kommunerne foretrækker at varetage driften af it-miljøer på egen hånd frem for at lægge opgaven ud til private leverandører, viser tal fra Danmarks Statistik. Dansk Erhverv efterlyser et opgør med ”gør-det-selv”-attituden i det offentlige, da det kan være både billigere og bedre at lade private leverandører løse it-opgaverne.  

”Den offentlige sektor er under pres for at blive mere produktiv. I den offentlige sektor bør der – ligesom i det private erhvervsliv – være fokus på at skære ind til sine kernekompetencer, da det automatisk øger den samlede produktivitet,” siger chefkonsulent Christian Ohm fra Dansk Erhverv og fortsætter:
 

”Drift af it-miljøer er et af de områder, som man med stor fordel kan overlade til private leverandører. Der kan være mange penge at hente, og da it ikke ligefrem er et borgernært område, der kalder på varme hænder, er det svært at se ulemperne ved i højere grad at anvende private it-leverandør.”
 

Alligevel vælger mere end halvdelen af myndigheder i staten og kommunerne (58 procent) selv at stå for driften af it-miljøer ifølge Danmarks Statistiks publikation ”Den offentlige sektors brug af it 2010”. Kun 29 procent af myndighederne har i overvejende grad private leverandører til at stå for driften af it.
 

Kun få har en egentlig it-strategi
”Vi ved, at de eksisterende kunder i det offentlige er glade for den fleksible og stabile it-leverance samt forhøjede it-sikkerhed, som private serviceleverandører kan yde. Derfor undrer det, at ikke flere benytter sig af muligheden. Det skyldes måske, at under halvdelen af myndighederne har ulejliget sig med at lave en strategi for området,” siger Christian Ohm.

Ifølge Danmarks Statistik har blot 48 procent af myndigheder en strategi for, hvilke it-opgaver der løses internt eller eksternt.
 

Stordriftsfordelene er til at få øje på
Hos en af landets helt store it-virksomheder, KMD, kan man bekræfte, at stordriftsfordele er en af de væsentligste bevæggrunde for at outsource drift.
 

”Ved outsourcing ser man typisk på, om man kan opnå besparelser i forhold til totalomkostningerne ved at drive egen it-afdeling. Og her har de store it-leverandører jo stordriftsfordele af at have drift som en del af kerneforretningen,” fortæller Karen Nielsen, direktør i KMD, og uddyber:

”Selv om omkostninger er en væsentlig faktor, er der ingen tvivl om, at selve leverancens kvalitet naturligvis også spiller en stor rolle i beslutningen om at outsource drift. Vi har eksempelvis set en del ø-kommuner outsource primært på baggrund af de stigende krav til sikkerhed og manglen på de nødvendige kompetencer.”
 

Brist på it-sikkerheden i kommunerne
I Dansk Erhverv ærgrer man sig over det høje antal af offentlige myndigheder, der har været udsat for alvorlige problemer i forhold til it-sikkerhed. Forhold, som typisk kunne havde været undgået ved at overlade til de private it-serviceleverandører, der har it-drift som kernekompetence.
 

Ifølge Danmarks Statistik blev næsten hver tredje myndighed udsat for virusangreb med alvorlige tab til følge, og en ud af fem oplevede alvorlige datatab på grund af manglende backup i 2010.
 

Emneord: IT-sikkerhed
Dansk Erhverv på DenOffentlige.dk Dansk Erhverv er erhvervsorganisation og arbejdsgiverforening for fremtidens erhverv. Dansk Erhverv repræsenterer 17.000 virksomheder og 100 brancheorganisationer inden for handel, rådgivning og ...
Aktivitet: Artikler: 70 | Events: 1 | Kompetenceområder: 2

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også