FAKTA: Skærpede udvisningsregler og kommunalt fokus på repatriering

19/05/2011 23:32

Nick Allentoft

Styrket indsats i flygtninges nærområder De aktuelle uroligheder i det vestlige og nordlige Afrika, herunder i Libyen, kan forventes at medføre nye stigninger i migrationsstrømmene. Disse udfordringer bør i videst muligt omfang søges løst i nærområdet.

Læs aftale tekst

Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne vil derfor videreudvikle de allerede eksisterende danske indsatser i flygtningenes nærområder og påvirke EU’s politik på området, jf. herunder. Derudover vil Danmark fortsat understøtte FN’s humanitære indsats i flygtningenes nærområder.

* Styrket indsats i flygtninges nærområder. Der afsættes 25 mio. kr. fra 2012 til at forbedre beskyttelsessituation for flygtninge i deres nærområder, herunder flygtninge i centre, lejre e.l. Det skal ske gennem yderligere direkte bistand til flygtninge og berørte lokalsamfund samt i muligt omfang ved en parallel indsats, for at gøre landene bedre i stand til selv at yde fornøden beskyttelse til asylansøgere og flygtninge.

* Påvirkning af EU’s politik på området. Arbejdet med at påvirke og bidrage til EU's indsats i nærområdelandene vil blive styrket under det kommende danske formandskab for EU. Konkret vil en dansk indsats, fx i det nordlige Afrika, kunne være en spydspids for en senere og mere omfattende indsats i EU-regi eller om nødvendigt i en kreds af ligesindede lande, hvilket vil medføre en endnu større effekt.

Styrkelse af indsatsen for repatriering

Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne er enige om at styrke tilskyndelsen til og indsatsen for, at udlændinge vender tilbage til deres hjemland eller tidligere opholdsland.

Repatriering skal udgøre et gunstigt alternativ til en tilværelse i Danmark for udlændinge med ingen eller ringe tilknytning til arbejdsmarkedet og ældre udlændinge, der ønsker at tilbringe deres alderdom i hjemlandet.

Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne er på den baggrund enige om at styrke kommunernes indsats for repatriering gennem følgende initiativer:
* Repatrieringsbestemmelse i integrationsloven og lov om aktiv beskæftigelsespolitik. Der indføres en bestemmelse om, at kommunerne som en del af integrations- og beskæftigelsesindsatsen skal vejlede om muligheden for repatriering, hvor det er relevant. Repatriering beror altid på frivillighed. Bestemmelsen bemyndiger således ikke kommunerne til at pålægge personer at repatriere.

* Resultattilskud til kommuner for repatriering. Der indføres et resultattilskud til kommuner på 25.000 kr. pr. repatrieret. Det vil tilskynde kommunerne til at opprioritere repatrieringsindsatsen.

Initiativerne ligger i forlængelse af den hidtidige indsats for at styrke repatrieringsordningen. Med finanslovaftalen for 2010 blev den nuværende repatrieringsordning styrket ved blandt andet at udvide personkredsen og forhøje støttebeløbene. Desuden blev der gennemført en række tiltag for at styrke den kommunale indsats for repatriering ved blandt andet at hæve kommunernes refusion af udgiften til repatriering fra 75 til 100 pct.

Ændringerne i ordningen har medvirket til en stigning i antallet af repatrieringer. I 2010 repatrierede 355 personer mod 129 personer i 2009. Der er foreløbigt repatrieret 122 personer frem til marts 2011.

Stramninger af udlændingelovens udvisningsregler
For at styrke indsatsen mod kriminelle udlændinge er regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne enige om at gennemføre yderligere stramninger af udlændingelovens udvisningsregler, jf. herefter.

* Udlændinge, der står til udvisning, skal kun have mulighed for at blive her i landet, hvis Danmarks internationale forpligtelser med sikkerhed kræver det. Den skærpede afvejning af, om en kriminel udlænding kan blive her i landet, skal som noget nyt finde anvendelse ved enhver form for kriminalitet, der begrunder udvisning efter reglerne i udlændingelovens §§ 22-24 (omhandlende en række straffelovsovertrædelser som narkohandel, voldtægt, røveri mv.).

* Ordningen med betinget udvisning skal styrkes markant, således at det kommer til at fremgå klart, at betinget udvisning er en advarsel om konsekvenserne af ny kriminalitet, og at et nyt strafbart forhold, der udløser fængselsstraf, medfører udvisning. Det skal endvidere stå klart i udlændingeloven, at en udlænding kun må udvises betinget, hvis betingelserne for udvisning ikke er til stede.

* Som et led i den massive indsats mod banderelateret kriminalitet skal der fremover ved udvisning ved dom lægges særlig vægt på, om udvisning må anses for særlig påkrævet på grund af, at kriminaliteten er begået som led i organiseret kriminalitet.
 

Mest Læste

Annonce