Sagen handler om, manglende implementering af EU reglerne, der har betydet at en lang række midlertidige dispensationer til danske vandværker for overskridelse af kravværdier for bl.a. pesticider og visse af deres nedbrydningsprodukter er givet uden, det var muligt efter EU’s regler på området.
Ud fra den redegørelse, som Miljøstyrelsen nu har afleveret til Miljøministeriets departement, er det utilfredsstillende, at styrelsen ikke har haft styr på de dispensationer, som kommunerne ansøger om. Det har blandt andet betydet, at der nu er tale om flere dispensationer, der kan være i strid med EU’s regler.
Der er også efter forekomst af de nye dispensationer foretaget en vurdering af Styrelsen for Patientsikkerhed af hvert enkelt stof, så der har ikke været en sundhedsrisiko ved at sende vandet til forbrugerne. Der kan ikke gives en dispensation, hvis der er en risiko for menneskers sundhed, så det er sundhedsmyndighedernes vurdering, at der ikke er nogen danskere, der skal frygte for at have drukket vand fra hanen.
Samtidig er der klare eksempler på, at styrelsen ikke har håndteret de meldinger, der er kommet fra Kommissionen, på en korrekt måde. Det er derfor kritisabelt, at styrelsen ikke har fået lavet juridiske vurderinger af fortolkningen af reglerne. Og det er kritisabelt, at der slet ikke har været procedurer for at notificere Kommissionen om undtagelserne.
"Vandet fra vores vandhaner skal vi trygt kunne drikke, og det kræver tillid til, at vores høje krav til beskyttelsen af drikkevandet bliver overholdt. Derfor er det dybt uacceptabelt, at Miljøstyrelsen på flere punkter ikke har styr på forvaltningen. Det har jeg bedt min Departementschef om at påtale over for Miljøstyrelsens direktør," siger miljøminister Lea Wermelin.
Ekstern undersøgelse og plan for genopretning
Der vil nu blive rettet en formel henvendelse til Miljøstyrelsens direktør, hvori behovet for øjeblikkelig genopretning af det aktuelle område samt en generel forvaltningsgennemgang understreges. I samme forbindelse henstilles til Miljøstyrelsen om at tage stilling til eventuelle ansættelsesretslige tiltag, da ansvaret for dette ligger i styrelsen.
Der iværksættes også en tilbundsgående, ekstern undersøgelse af Miljøstyrelsens forvaltning af drikkevandsområdet. Kammeradvokaten vil forestå undersøgelsen, der forventes afsluttet i 2021.
"Der skal ryddes op i forvaltning. Jeg vil derfor indkalde direktøren for Miljøstyrelsen til et møde, så det sikres, at styrelsens forvaltning ikke endnu engang bliver udsat for kritik. Det må simpelthen stoppe. Jeg vil samtidigt igangsætte en ekstern undersøgelse af hele drikkevandsområdet, hvor Kammeradvokaten vil stå for at undersøge forvaltningen af området. Vi må og skal have styr på drikkevandsområdet – både i forhold til Miljøstyrelsens forvaltning og i forhold til implementeringen af EU-reglerne på området, så vi kan få genoprettet tilliden," siger miljøminister Lea Wermelin.