Ulla Astman er rigtig på krigsstien for tiden. Regionernes skriverkarle er sat i sving, for nu skal de praktiserende læger have af grovfilen, så de rigtig kan blive lagt for had i befolkningen, når konflikten imellem de danske familielæger og regionerne bryder ud i lys lue.
Ulla Astman (regionsrådsformand i Region Nordjylland) skriver den 15.11 i Nordjyske, at de praktiserende læger forsøger at skaffe sig selv højere honorarer. Faktum er, at Praktiserende Lægers Organisation ikke har stillet krav om højere honorarer ved de netop afbrudte overenskomstforhandlinger. Vi har tværtimod sagt, at tiden ikke er til dette, men at vi følger samme linje som resten af befolkningen. Det kunne Ulla Astman (S) jo have fået bekræftet hos sin gode ven, Jens Stenbæk ( V), chefforhandler for regionerne, i stedet for at fremsætte urigtige og manipulerende påstande.
Astman fremsætter endnu en urigtig påstand: "Du betaler i forvejen dyrt for din egen læge". Nej, Ulla, alle danskere har en meget, meget billig adgang til lægehjælp.
For blot 1350 kr. pr. borger om året er alle indbyggere i Danmark, turister m.m. sikret lægehjælp hvert eneste minut i hele deres liv - 300 kr. mindre end et årsabonnement på Billedbladet!
Næste uhyrlighed: "Praktiserende lægers bruttoindtægt er i øjeblikket i gennemsnit 2,3 mio. kr. og nettoindtjening er omkring 1,1 mio. kr. Praktiserende lægers nettoindtjening svarer til, hvad en overlæge på et sygehus i gennemsnit tjener - før skat vel at mærke."
Ulla Astman har vist ikke helt styr på begreberne - heller ikke, hvad lægernes honorarer angår. Det er helt korrekt, at det honorar, lægen modtager fra sygesikringen er ca. 2.3. mio. om året. Heraf skal lægen betale personaleudgifter, lønsumsafgift, arbejdsskadeforsikring, renovation, husleje, telefon, bil, apparatur m.m. - kort sagt alt, hvad der skal betales i et firma. Når alt er betalt, er der til slut " nettoindtægten", som lægen får lov at skrive på selvangivelsen og betale skat af. Det er det samme som overlægen, som blot ikke selv skal finansiere sin virksomhed og bære risiko for personale m.m.
Det tjener ikke Ulla Astman, når skriverkarlene enten ikke har styr på begreberne eller bevidst forsøger at twiste begreberne for at stille de praktiserende læger i et dårligt lys. Astman kan ikke forstå, at de praktiserende læger ikke blot kan behandle flere patienter for de samme penge, når sygehusene kan.
Vi har faktisk behandlet mere end 50.000 nye gruppe 1 patienter de sidste 2 år, og der er blevet sat et økonomisk loft over, hvad vi må tjene, som ikke tager hensyn til, at der kommer flere patienter. Vi har nedsat honoraret for e-mail-konsultationer med 20 pct. - en besparelse på omkring 15 mio. om året. Vi har lavet betydeligt øvrigt merarbejde uden ekstra honorar. Vi tager os af de patienter, som afsluttes i sygehusenes ambulatorier og overføres til videre behandling hos os. Vi tager os kort sagt af alle de patienter, som bl. a. af besparelseshensyn på sygehusene sendes tilbage til videre behandling hos egen læge.
Det er nemt at spare på sygehusene, når man blot kan lukke døren og henvise til de praktiserende læger. Vi kan imidlertid ikke afvise patienter, fordi der ikke er penge til at behandle dem. Vi skal tage os af alle - og det vil vi også gerne, men vi vil gerne have lidt penge til personale, udstyr m.m. for at løse de nye opgaver, som bliver overført til os.
Jeg kan da godt se, at regionerne er i knibe. De har et problem med at sikre befolkningen den nødvendige lægebetjening. Derfor tilbød vi også regionerne, at de kunne oprette et tværregionalt planlægningsudvalg kun med repræsentanter fra regionerne, som kunne bestemme fordelingen og antallet af nye lægekapaciteter. Dette ville de til vores store skuffelse ikke drøfte.
Hver eneste praktiserende læge har investeret i snit 2,5 mio. kr. i praksis, inventar, bygninger m. m. - en samlet investering på ca. 9 mia. kroner. Det tror jeg ikke samfundet har råd til at investere i lige nu. Måske skulle regionerne erkende, at tiden ikke er moden til at overtage ejerskabet af dansk almen praksis, men at man hellere skal satse på et reelt samarbejde med de praktiserende læger til glæde for borgerne og landets pengekasse.
Når Ulla Astman gør sig til bannerfører for at miskreditere de praktiserende læger, så bør hun nok tænke sig om en ekstra gang. Praktiserende læger nyder i høj grad anseelse og tillid i befolkningen - en tillid som langt overgår den, som befolkningen tildeler regionerne. Vi kender vores patienter, og de kender os - og så er vores patienter ikke så dumme, at de ikke kan gennemskue slette motiver.
