”Det skal være nemt og attraktivt for danskerne at investere i aktier, og flere danskere skal have en aktiv interesse i, hvordan det går de danske virksomheder.”
Sådan indledte regeringen deres oplæg da de præsenterede aftalen om aktiesparekontoen der var et resultat af en aftale indgået mellem Venstre, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre i 2018.
Resultatet blev en særlig konto og depot, med en særlig beskatning og et loft for indbetalinger. Tager man et kig på denne gennemgang af aktiesparekontoen afslører det hurtigt at selvom ordningen økonomisk er attraktiv er incitamentet for mange ikke stort nok. Målet var at få flere danskere til at interessere sig for investering, men ved at gøre den i forvejen komplicerede skattelovgivning endnu mere kompliceret, har man opnået det stik modsatte. Aktiesparekontoen vil med stor sandsynlighed ikke blive benyttet af nye investorer, men vil i stedet blot være en skattefordel for de erfarne investorer der alligevel ville have købt aktierne på et normalt depot.
Ser man det oprindelig oplæg står det klart at meningen var flere almindelige danskere skulle investere i aktier og målet var at få flere investeringer i danske virksomheder og dermed styrke dem. Det er dog ikke det den endelige ordning lægger op til og så er spørgsmålet om det er folkene på Christiansborg der har skiftet mening eller om de virkeligt har ramt helt skævt med ordningen?
Vi får nok svaret senere i 2019 hvor politikerne skal afgøre om de ønsker at hæve loftet for indbetalinger fra 50.000,- til 100.000,- - Her vil sikkert også få de første tal for hvor mange der har benyttet ordningen og hvor meget de har investeret. Det interessante ville dog også være hvis vi får tal på hvad folk køber gennem ordningen, om det er enkeltaktier, investeringsforeninger eller ETF’er
En ting er dog sikkert, indtil vi får noget data på bordet og ved hvor loftet for ordningen ender vil der både være fortalere og kritikere.
