Regeringen dropper forslag om sikre bosteder

Regeringen dropper et omstridt udkast til et lovforslag, der skulle placere farlige psykisk syge på en ny type særligt sikre bosteder.

Det skriver Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.
 
Forslaget er ikke faldet i god jord hos interesseorganisationerne. Heller ikke på Christiansborg har det fået ros.

LÆS OGSÅ reaktion fra bosted: En sejr for troen på tillid og samarbejde

Efter planen skulle lovforslaget være fremsat i Folketinget inden for kort tid. Formålet var at forhindre drab på ansatte på bosteder.
 
Men det bliver ikke til noget i sin nuværende form. I stedet vil fungerende sundhedsminister Karen Ellemann (V) kontakte forligspartierne bag aftalen om bostederne for at drøfte den videre proces.
 
FOA: Regeringen fortaber mulighed for at hindre drab
Fagforening ærgrer sig, mens handicappede roser minister for at lytte til kritik af nye psykiatriske bosteder.
 
Fagforeningen FOA ærgrer sig over, at regeringen har skrinlagt et planlagt lovforslag, der skulle placere farlige psykisk syge på en ny type særligt sikre bosteder.
 
Lovforslaget udsprang af, at der de seneste fire år har været fem drab på ansatte på bosteder. Blandt andet på sosu-assistenter, som FOA repræsenterer.
 
Men udkastet til lovforslaget fik massiv kritik, da det var i høring hos de organisationer, der beskæftiger sig med området. 
 
Derfor har fungerende sundhedsminister Karen Ellemann (V) opgivet at gennemføre det, skriver netavisen Altinget onsdag.
 
Det er dybt alvorligt og tragisk, mener FOA.
 
- Det er muligheden for at forebygge drab nummer seks, syv og otte i socialpsykiatrien, som politikerne i dag smider på gulvet, skriver FOA's formand, Dennis Kristensen, i en pressemeddelelse.
 
FOA skriver, at organisationen anerkender, at forslaget havde "nogle konsekvenser i retssikkerhedsmæssig retning" for de psykotiske mennesker, der skulle flytte ind på de nye specialiserede enheder. 
 
Det er noget af det, der er blevet påpeget i høringssvarene. Dennis Kristensen kalder det alligevel uforståeligt. Han mener, at de ansatte bliver "en slags politiske gidsler."
 
Danske Handicaporganisationer roser derimod i en pressemeddelelse Karen Ellemann for at have lyttet til kritikken.
 
- Vi har behov for løsninger uden unødig brug af magt, mener formand Thorkild Olesen.
 
Han opfordrer til, at politikerne i stedet bruger flere penge på bedre psykiatri.
 
Dilemmaet for politikerne er, at øget sikkerhed for personalet i mange tilfælde kommer i konflikt med beboernes rettigheder, har Socialdemokratiets ordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil tidligere forklaret Ritzau.
 
- Hver gang vi forsøger at tage øget hensyn til medarbejderne, er det stort set umuligt ikke at komme til at træde de udsatte borgeres retssikkerhed under fode.
 
Karen Ellemann vil nu kontakte forligspartierne bag aftalen om bostederne for at drøfte den videre proces.
 
/ritzau/
 
Emneord: Bosteder, Bosted, Vold og trusler på bosteder, Socialpsykiatri, Psykiatrien, FOA, Karen Ellemann

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også