Region Sjællands sygehuse lukker nu ned for corona-afsnittene. På grund af få indlagte bliver patienterne nu behandlet som en del af den almindelige drift på de medicinske afdelinger. Foto: Jakob Gandløse

Region lukker Covid-beredskabet

Fra den 1. juni lukker Region Sjælland beredskabet for COVID-19, og dermed går sygehusene helt tilbage til at håndtere COVID-patienter som en del af den normale drift. Regionen holder sig klar til at gå i beredskab igen på kort tid, hvis det bliver nødvendigt.

Antallet af indlagte patienter med COVID-19 på sygehusene i Region Sjælland er lavt, og det er derfor besluttet, at beredskabet kan udfases fra den 1. juni.

"Vi begynder at kunne se effekten af vaccinationerne, og at vi er på vej til at have vaccineret alle på plus 50 år første gang," siger Leif Panduro Jensen, der er koncerndirektør i Region Sjælland.

Normal drift på sygehusene betyder i store træk, at der ikke holdes særskilte senge klar til at modtage COVID-patienter, de indlægges på de normale afdelinger, især de medicinske. Sygehusene har under hele beredskabet taget i mod alle patienter med behov for behandling af akut eller kritisk sygdom.

"Selv om sygehusene går tilbage til normaldrift, vil patienter med COVID-19 stadigvæk blive forsvarligt behandlet. I stedet for at indlægge COVID-patienterne på særskilte COVID-afsnit, bliver de fra 1. juni indlagt på de medicinske afdelinger ligesom for eksempel patienter med alvorlig influenza," siger koncerndirektøren.

Klar til at gå i beredskab igen

Selv om sygehusene forlader beredskabet, kan de på kort tid omstille sig til en situation med flere COVID-patienter, hvis det skulle blive nødvendigt.

"Vi kan aktivere beredskabet og etablere flere senge på 72 timer. Vi følger pandemien, og hvordan den udvikler sig, og vi holder øje med myndighedernes og vores egne registreringer, så vi er klar til at reagere, hvis det bliver nødvendigt," siger Leif Panduro Jensen.

Med COVID-beredskabet afblæst går sygehusene yderligere tilbage til normal drift og fortsætter blandt andet med at behandle de patienter, der har fået udsat deres tider på grund af COVID-19.

"Vurderingen er, at antallet af COVID-indlæggelser holder sig på et lavt niveau hen over sommeren, så sygehusene kan blive i normal drift," siger Leif Panduro Jensen.

Da Region Sjælland havde flest patienter indlagt med COVID-19 i januar måned, var flere end 180 indlagt, heraf 20 på intensiv. I går var der indlagt 20 COVID-patienter på regionens sygehuse.

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også