Borgmester til Christiansborg: Pas jeres, så passer vi vores

Politik

24/01/2014 14:43

Freja Eriksen

Vi skal huske respekten for, hvem der løser hvilke opgaver - og så holde os på sporet. Hverken Christiansborg- eller lokalpolitikere forstår altid at respektere den vigtige ansvarsfordeling mellem sig.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Når jeg har valgt at være lokalpolitiker og ikke går efter folketinget, så er det fordi jeg i den grad trives med at træffe beslutninger, som er tæt på borgerne, foreningerne og erhvervslivet. Jeg har stor respekt for, at 179 politikere sidder på Christiansborg og varetager de overordnede interesser. Det har de helt sikkert valgt, fordi de trives med de overordnede og strategiske beslutninger.

En gang imellem kan man så godt fornemme, at de også ville kunne stortrives med at være lokalpolitikere. Eller at de i hvert fald glemmer, at det er de ikke.

To bads-populisme

Senest så vi det til finanslovsforhandlingerne, hvor Enhedslisten ville diktere to gange bad til de ældre om ugen. Åbenlyst et forslag stillet i ren populisme, da fakta i Kolding Kommune er, at de får bad efter deres ønsker - nogle oftere og andre mindre - nemlig som det bør være, efter individuel vurdering. Andre kommuner har andre løsninger og sådan skal det være, for ingen af de 98 kommuner er ens.

Lige i øjeblikket kæmper vi med implementeringen af folkeskolereformen. Jeg er enig i mange af intentionerne, men når Folketinget beslutter ned i detaljen, så må ressourcerne også følge med. Det gør de ikke, og det kommer til at sætte de gode intentioner under pres. Det bliver værre af, at visse politikere siger, at de da forventer, at vi bare gør det, som de har bestemt og stillet borgerne i udsigt. Gad vide om de selvsamme så tager ansvaret, hvis midlerne så gik fra f.eks. ældreomsorg.

Dette blot to eksempler som kunne være undgået, hvis vi havde større respekt for, hvem der løser hvilke opgaver, og så holder sig på sporet.

Det gælder også mig 

Det gælder naturligvis også os lokalpolitikere. Så når jeg bliver ringet op og spurgt om min holdning til topskat, så er svaret naturligvis, hør en af mine kollegaer på Borgen, for det er faktisk dem, der træffer de afgørelser. Men spørg mig til dækningsafgift, grundskyld eller kommuneskat, så skal jeg svare. Et svar en journalist sjældent forstår eller vil forstå, for jeg må da have en holdning. Og det har jeg så sandelig også, i hvert fald når det handler om kommunale anliggender.  

Heldigvis er der masser af eksempler på, at respekten for opgaveløsningen og ansvarsfordelingen også er der. Men der er plads til forbedring og jeg vil tage min del af ansvaret for at det bliver bedre. 

 

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.