- Med Lone Lindsby får vi en stærk topleder med en stor ekspertise i styring, udvikling og samarbejde, siger adm. direktør Per Bennetsen, Region Sjælland.
Som koncerndirektør indtræder Lone Lindsby i direktionen for Region Sjælland, en arbejdsplads med over 17.000 medarbejdere inden for sundhedsvæsenet, psykiatri, regional udvikling og specialiserede sociale tilbud.
- Lone Lindsby skal være med til at gå forrest med udviklingen af den værdibaserede styringsmodel i Region Sjælland, hvor vi styrer efter, hvad der giver værdi for patienten. Hun får også et særligt ansvar i forbindelse med styringsmæssige opgaver ved store projekter, for eksempel byggeriet af Sjællands Universitetshospital i Køge, fortæller Per Bennetsen.
Lone Lindsby tiltræder 15. januar 2017.
- Jeg glæder mig meget til, i samarbejde med ledere og medarbejdere, at være med til at skabe sammenhængende løsninger og udvikling i Region Sjælland, siger Lone Lindsby.
Den røde tråd i Lone Lindsbys karriere har været strategisk ledelse og at nå i mål med store, komplekse strategiske og tværgående programmer. Som programdirektør i Nyt Kampfly Program har Lone Lindsby siden 2013 været ansvarlig for anskaffelsen af Danmarks næste generation af kampfly.
De foregående 12 år varetog hun lederroller i DSB, senest som koncerndirektør og medlem af koncernledelsen i 2007-2012. Herunder som ansvarlig for DSBs koncernstrategiplaner ”Sporskifte 2010” og ”Et sundt DSB”.
Lone Lindsby (51) er uddannet cand. polit. fra Københavns Universitet i 1991.