Hvis bagagen pludselig er væk, bør du vide, hvordan du skal forholde dig.
Det er sommerferie. Du er netop landet på din feriedestination og står forventningsfuldt ved bagagebåndet og venter.
Du glæder dig til at komme ud i solen og kan allerede mærke det varme sand mellem tæerne, men så stopper bagagebåndet.
Alle omkring dig har fået deres kufferter. Du står derfor alene tilbage uden din bagage. Hvad gør du?
I medlemsundersøgelsen fra LB Forsikring har 11 procent af de adspurgte indenfor de seneste tre år oplevet, at deres bagage er blevet forsinket. For de fleste varede forsinkelsen mellem en og tre dage.
”Sommerferien venter lige om hjørnet, og vi vil gerne gøre opmærksom på, hvor vigtigt det er have en rejseforsikring og ikke mindst kende til dækningerne, så man kan rejse med ro i maven. Selv hvis kufferten bliver forsinket,” siger Poul Dahlgaard, der er chef for Rejse og Helbred i LB Forsikring.
Medlemsundersøgelsen viser, at mange er i tvivl om, hvordan rejseforsikringen dækker i tilfælde af en forsinket eller bortkommen kuffert.
Hele 55 procent svarer nej til, om de ved, hvordan de er dækket af deres årsrejseforsikring ved forsinket bagage på flyrejser.
”Det kan gøre det uforudsete lidt lettere, hvis man har styr på, hvordan man er dækket på rejsen,” lyder det fra Poul Dahlgaard, der tilføjer:
“Først og fremmest er det vigtigt at have en gyldig rejseforsikring, da en forsinket eller bortkommen kuffert typisk er dækket derigennem. Derudover anbefaler vi, at man sætter sig ind i vilkårene på ens egen rejseforsikring inden afrejse, da dækningen kan variere fra selskab til selskab.”
Tre gode råd hvis din kuffert er forsinket
Gem PIR-rapporten
PIR-rapporten er den forsinkelsesbekræftelse, du får udleveret i lufthavnen, når du melder din bagage savnet.
De fleste rejseforsikringer kræver PIR-rapporten som dokumentation, så husk at få den udleveret og tag gerne et billede af den med det samme, så du ikke risikerer at miste den.
Gem kvitteringerne for erstatningskøb
Hvis din kuffert bliver forsinket, dækker din rejseforsikring typisk rimelige og nødvendige erstatningskøb såsom tøj, sko og toiletartikler.
Husk at gemme kvitteringerne for dine køb, da forsikringsselskabet som regel kræver dokumentation, når du søger om erstatning.
Gem flybillet, boardingkort og bagagetag
Afhængigt af rejseforsikringen kan disse dokumenter være nødvendige som dokumentation ved en skadesanmeldelse.
Det kan derfor være en god idé at tage billeder af dem inden afrejse.
Husk altid at læse vilkårene for din rejseforsikring, så du på forhånd ved, hvilken dokumentation der kræves.
Tre gode råd til pakning af kufferten
Pak de vigtigste ting i håndbagagen
Pak altid de ting, du ikke kan undvære, i håndbagagen, så du har dem ved hånden, selv hvis din indcheckede bagage bliver forsinket.
Det kan f.eks. være medicin, briller, kontaktlinser, værdigenstande eller smykker.
Bland familiens bagage i flere kufferter
Det er en god idé at fordele bagagen mellem flere kufferter, så én person ikke pludselig står uden sine ejendele, hvis en kuffert bliver forsinket eller bortkommer.
Husk bagagetag med kontaktoplysninger
Sæt gerne et bagagetag med dit navn, telefonnummer og adresse på din kuffert, så den hurtigere kan blive returneret til dig, hvis den skulle blive væk.