Rønn: Kristian Jensen skal være parat til at være leder

Politik

02/12/2014 12:37

Nick Allentoft

Formandsopgøret i Venstre er et lukket kapitel, siger flere folketingsmedlemmer efter udgivelse af Løkke-bog.

Et lukket kapitel.

Sådan lyder det tirsdag fra flere medlemmer af Venstres folketingsgruppe efter udgivelsen af bogen "LLR", der forsøger at beskrive kampen i kulisserne i forbindelse med forårets formandsopgør i Venstre.

Her krævede flere den siddende formand, Lars Løkke Rasmussens, afgang.

- Der er intet nyt i bogen, og det kan man også se af, at pressens interesse i bogen er forsvundet, siger en af Lars Løkkes tro væbnere i opgøret, klimaordfører Lars Christian Lilleholt.

Udsagnet blev dog modsagt noget af det bugnende presseopbud foran Venstres gruppeværelse, hvor medlemmerne måtte trykke sig gennem flere kamerahold for at komme ind til mødet.

- Nu handler det om at komme videre. Det er klart, at der var debat op til 3. juni (hvor krisen kulminerede under et møde i Odense, red.). Kristian og andre var en del af den debat, det var jeg i øvrigt også selv. Mange var involveret i mange ting op til 3. juni. Noget af det var pænt, og noget af det var mindre pænt, siger Lilleholt.

Løkke selv afviste forud for gruppemødet at kommentere bogen og oplysningerne om, at næstformand Kristian Jensen tilsyneladende spillede en aktiv rolle i anslaget mod den siddende formand.

- Det er et trist kapitel i Venstres historie, siger politisk ordfører Inger Støjberg.

- Det var et pinefuldt forløb, men jeg har det også sådan, at nu er det ovre. Det er et lukket kapitel, siger hun.

Birthe Rønn Hornbech - en af Lars Løkkes mest åbenlyse kritikere under forløbet, mener ikke, at Kristian Jensen kunne have handlet anderledes, end han gjorde:

- En næstformand har den vanskelige opgave, at han på den ene side er nummer to, men altid skal være parat til at være nummer et. Kristian kunne ikke gøre andet på det tidspunkt, end det han gjorde, siger hun.

Venstres Claus Hjort Frederiksen siger:

- Det politiske i denne her sag er de fleste bekendt, og nu har vi lagt det bag os. Så der er ikke mere at sige til den bog. Den er et sluttet kapitel for Venstres vedkommende.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce