Foto: Shutterstock

Så høj er positivprocenten i gratis lyntest

Sundhed

14/12/2020 10:14

Theis

Lørdag tog Falck hul på at foretage gratis lyntest. Det var der flere tusinde danskere, der benyttede sig af. I første runde blev 207 testet positiv.

Lørdag var første dag, hvor det var muligt at få foretaget en gratis lyntest hos Falck. En sådan test kan give svar på omkring 15 minutter. 

Det var et tilbud, der var mange, der valgte at benytte sig af. Faktisk benyttede hele 4.892 personer sig af dette tilbud. Ud af disse personer, blev 207 personer testet positiv. Det vil sige, at 4,23 procent af prøverne er positive. Det fortæller Jørgen Mieritz, ambulancedirektør i Falck, til Ritzau. 

Det viser også, at der var stor interesse for at blive lyntestet, og flere steder i landet var der flere timers kø. Det omfatter blandt andet testcentrene i København, Ringsted og Aarhus. 

I øjeblikket har Falck 12 forskellige testcentre rundt i landet. De kommende dage er det planen, at Falck vil åbne mellem 35 og 40 yderligere steder, da de vil tilbyde at foretage 50.000 lyntest om dagen. 

Det forventes ligeledes, at der vil være kø i de kommende dage. Køen forventes naturligvis at blive mindre, i takt med, at der åbnes for flere testcentre. 

"Vi forventer, at der vil være stor interesse de kommende dage, og derfor er vi i fuld gang med at åbne flere testcentre," fortæller Jørgen Mieritz til Ritzau, og følger op: 

"Allerede fra tirsdag bliver der åbnet flere testcentre, og i løbet af syv dage vil vi være oppe på fuld kapacitet." 

Tidligere har Falck foretaget lyntest mod betaling, og tidligere lørdage har der maksimalt været foretaget 2.000 test om dagen. 

Ikke lige så pålidelige

Lyntest er ikke lige så pålidelige som de normale PCR-test, som også bruges til at teste befolkningen. Ifølge Sundhedsstyrelsen giver de kun et korrekt svar i 50 % af tilfældene, mens en PCR-test har en pålidelighed på 98 %. 

Det er ensbetydende med, at man kan risikere at få en negativ test, selvom man er smittet. Man kan dog vide sig sikker på, at man er smittet, hvis testen er positiv. 

Netop derfor skal lyntest også hovedsageligt bruges til screening, ifølge Sundhedsstyrelsen. De er derfor ikke tiltænkt at skulle bruges af personer med symptomer eller nære kontakter til smittede.

Falck sender dagligt tallene fra lyntest videre til Styrelsen for Patientsikkerhed. 

Mest Læste

Annonce