Med partilister har partierne størst indflydelse på, hvilke kandidater der vælges ind. Med sideordnet er det vælgerne, der bestemmer.
De etablerede partier opstiller primært deres kandidater pÃ¥ sideordnet opstilling men ogsÃ¥ partilister kommer i brug, nÃ¥r partierne vil styre, hvem der bliver valg.Â
Â
Enhedslisten bruger eksempelvis langt de fleste steder partiliste, ligesom også det nye parti Nye Borgerlige har valgt partiliste i flere kommuner.
FÃ¥ her et overblik over de to opstillingsformer her:
Â
Partiliste
På partilister er kandidaterne opstillet i prioriteret rækkefølge. Først beregnes kandidatlistens fordelingstal. Kandidater, der opnår et personligt stemmetal, der er lig med eller større end fordelingstallet, er valgt.
Â
Kandidater, der ikke har opnÃ¥et fordelingstallet i personlige stemmer, tildeles i partilistens rækkefølge og sÃ¥ langt, listestemmerne rækker, sÃ¥ mange listestemmer, at summen af personlige stemmer og listestemmer lige netop udgør fordelingstallet.Â
Â
De kandidater, der på den måde opnår fordelingstallet, er valgt. Skal der vælges flere kandidater end dem, der har opnået fordelingstallet, vælges de i rækkefølge efter størrelsen af deres stemmetal.
Â
Sideordnet opstilling
Kandidaterne vælges i rækkefølge efter antallet af personlige stemmer. Listestemmerne har derfor ingen betydning for kandidatudvælgelsen.
Â
Med sideordnet opstilling er det udelukkende kandidaternes personlige stemmetal, der afgør, hvem der bliver valgt.
Â
Det var ændringen af valgloven i 1985, der åbnede op for sideordnet opstilling. Ved de efterfølgende valg er andelen af partier med sideordnet opstilling steget støt.
Â
Kilde: Den Store Danske, Ritzaus valgkompendium.
Â
/ritzau/