Martin Fritzen og hans søster Susan

Sådan håndterede jeg stoftrang!

Velfærd

29/06/2015 12:02

Suleman Haider

Stoftrang er mange ting, jeg har haft stoftrang, når jeg ikke havde flere stoffer, når jeg var i behandling, når jeg havde taget en kold tyrker – og i dag hvor jeg har været clean og stoffri siden 2010. Når jeg skriver disse metoder til at håndtere stoftrang, så er min hensigt at vise nogle værktøjer, som kan være med til at modstå stoftrang og blive stoffri.

Mit misbrugsliv

Jeg deler mine erfaringer med stoftrang og drug cravings. I 13 lange år (fra 1995-2009) var jeg dybt afhængig af rusmidler. Da misbruget var på sit højeste, indtog jeg hver dag en giftig blanding af 40-60 piller, hash, alkohol, amfetamin og kokain. Jeg var så langt ude, at jeg – uden skrupler – løj over for og stjal fra min familie. Jeg stjal fra min arbejdsplads og blev fyret. Jeg blev anholdt, jeg mistede alt, og jeg var ved at dø flere gange. Det er mine personlige meninger, erfaringer og ideer jeg deler – de metoder som virker for mig. Min hensigt er at min åbenhed og ærlighed kan skabe håb og inspiration hos andre mennesker. Det er på eget ansvar at anvende den information jeg deler.

Lad mig dø nu!

Jeg vågner med et sæt og er sindssygt angst for at blive kvalt i mit eget opkast. Der er otte meter fra min seng og ud på badeværelset. Jeg får tumlet mig ud af sengen, og fordi min krop er så afkræftet efter seks dage med de vildeste abstinenser, stoftrang, opkast og diarré, må jeg kravle ud på toilettet på alle fire. Jeg når kun lige akkurat derud, før jeg skal kaste op igen. Det gør ondt. Jeg har smerter i hver en celle, hver eneste fiber i min krop føles som om den gennembores af tusind sløve knive på samme tid. Mit hoved føles, som om nogen er ved at slå hegnspæle i jorden med det.

Jeg fryser, så jeg skælver af kulde, imens sveden løber ned ad min pande. Jeg mærker, hvordan sveden svier i øjnene, og kvalmen og smerterne er uudholdelige! STOFTRANG!! Shit! Jeg vil hellere bare dø, end ligge her. Det er marts 2007 og en uge efter, at jeg har besøgt min læge og fortalt, at jeg er narkoman, at jeg har et misbrug af medicin, piller og stoffer. Lægen udskrev nogle andre piller til mig og bad mig derefter om at gå hjem og lige så stille komme ud af mit misbrug. Alene. Jeg blev syg og endte på sygehuset, hvor en overlæge bad mig smide alle mine piller ud og så ellers se at komme ud af det misbrug.

Læs også: Fra social udsat til social rollemodel 

Nu ligger jeg her på alle fire i min lejlighed, midt i opkast, diarré, alene i en rodet og beskidt lejlighed.  Jeg hader mig selv for den, jeg er. Jeg har prøvet at tage mit liv tre gange. Min mor er død. Min morfar er død. Flere gode venner og bekendte er døde. Jeg føler mig så skamfuld over det liv, jeg lever. Skyldfølelsen over ikke at ”udrette” noget og den dårlige samvittighed som fylder mig, alle de mennesker, jeg har såret og skuffet gennem mit liv. Kunne jeg bare skrige UNDSKYLD til dem alle sammen. Hvorfor er jeg sådan en taber!?! Mit selvværd er helt i bund, og i nogle sekunder, her, midt på toiletgulvet håber jeg bare, at jeg dør af de her skide abstinenser, stoftrangen er så sindssyg kraftig, så lige nu – midt på gulvet i opkast og sved – må det hele godt slutte. Jeg kan bare ikke mere.

Hvad er stoftrang?

Jeg har haft stoftrang flere gange end jeg har lyst til at tælle. Jeg blev clean i 2010 og ind i mellem kommer lysten og trangen stadig til mig. Stoftrang?  Hvad er det egentlig? Hmmm. For mig er stoftrang, en følelse. En lyst. En vane. Et ritual. En tanke. Et behov. En duft. En stemning. Jeg ved, at det er helt individuelt, hvordan stoftrang føles. For mig var det en blanding af tanker og følelser, som nogle dage er mindre end andre. Det vigtigste må være, hvordan man håndterer trangen, hvordan man reagerer.

Læs ogsåHer er 4 trends der ændrer fremtidens misbrugsbehandling

Jeg vil prøve at give et par ideer til, hvordan jeg synes, at man kan håndtere stoftrang og undgå at tage stoffer / alkohol / medicin / hash mv..  Jeg skriver bare 'rusmidler' fra nu af. Mange giver op, fordi stoftrang og abstinenserne er for slemme, det kan jeg godt forstå – det har jeg også gjort nogle gange, men der ER en vej ud. Det der virkede for mig, var blandt andet disse 5 punkter:

1) Husk hvorfor du vil være stoffri / clean / ædru

Som jeg startede med at skrive, så er min intention at give ideer til, hvordan man kan håndtere stoftrang, hvis man ønsker at (for)blive stoffri, og det første skridt synes jeg, er at forstå, hvorfor du gør det? Hvad vil du gerne opnå, når du er stoffri / clean / ædru? Et job? En uddannelse? Være et 'bedre menneske'? Et 'normalt' liv? At blive en god forælder? Da jeg gik i gang med min sidste behandling i 2009 anede jeg ikke, hvad jeg ville – men jeg vidste at mit mål var at opnå et liv uden stoffer og uden misbrug. Jeg var ved at dø så mange gange, at jeg godt var klar over, hvis jeg fortsætter med at tage stoffer, så dør jeg.

Så jeg skrev en sætning ned på et stykke papir: ”Jeg vil være stoffri og clean. Hvis jeg tager stoffer, piller, medicin eller andre rusmidler, så dør jeg. Jeg vil se min lillesøster mere og være en bedre storebror”.

Jeg lavede et par kopier af denne sætning og hængte den op forskellige steder. På spejlet på badeværelset. Ved kaffemaskinen, og ved sengen. På den måde kunne jeg læse sætningen højt for mig selv, mindst nogle gange om dagen – og på den måde minde mig selv om mit mål, og hvorfor jeg skal modstå stoftrang. Det virkede, fordi jeg hele tiden var 110% fokuseret på at blive stoffri og ikke mindst på, hvorfor jeg ville være stoffri - og hvad jeg ville opnå ved det.

2) Anti-ekstremer

Især lige i starten, når du er ved at bryde din dårlige vane, kan abstinenser og stoftrang synes udmattende, smertefuldt og overvældende. Alt du er i nærheden af, minder dig om dit stof. Musik, venner, mad, dufte, lyde og meget andet. Det faktum, at du ikke kan tilfredsstille din trang, kan lede til frustrationer og du kan ende med at sige: ”Fuck det, jeg holder det ikke ud”… eller: ”Jeg tager bare lidt nu, så stopper jeg på mandag”.

Prøv at undgå at brug ord som gør situationen værre, og zoom så lidt ud, og se din situation i sammenligning med, hvad andre mennesker går igennem. Er din trang værre end de mange børn som har lungebetændelse, pandehulebetændelse eller ørebetændelse, som har voldsomme smerter konstant i flere dage? Er din situation værre end de mange mennesker som stenes, eller tortureres? Hvad har du prøvet i dit liv, som også var svært – men alligevel klaret det? Overlevede du? Jep! Ellers var du jo ikke lige her.

Når du zoomer lidt ud og ser verden i et lidt større perspektiv, så kan du opleve at din stoftrang ændrer sig fra at være ”Sindssyg smertefuld og uudholdelig”, til at blive… ubehagelig - og "ubehagelig" kan du godt tackle. At bruge mindre ekstreme ord og sætninger, vil gøre dig stærkere og vil hjælpe dig igennem din stoftrang.

3) Ødelæg dine forventninger

Stoftrang, er i sin enkelthed, positive forventninger. Når vi har stoftrang forventer vi, at hvis vi indtager det stof som vores trang ønsker, så vil vi opleve noget positivt, vi vil få det bedre eller reducere noget ubehageligt. Her bliver vi nødt til at ødelægge de positive forventninger lidt, og være kritiske. Tænk videre end rusmidlerne. Udspil den kommende scene for dit indre blik. Forestil dig, at du tager stoffer eller drikker alkohol, og se for dit indre blik, hvordan det plejer at gå. Du fortsætter med at tage stoffer eller alkohol og kommer hjem skæv eller fuld. Forestil dig, hvad din familie synes om dig? Hvordan har du det i morgen? Husk detaljerne i dit liv fra de perioder, hvor du har misbrugt rusmidler. Når du oplever stof- eller drikketrang kan du samtidig genkalde dig nogle af dine oplevelser fra din tid som misbruger. Tænk gerne på dine værste oplevelser og husk at medtage de grimme detaljer.

En måde at gøre det på er at stille dig selv et par spørgsmål. Simpelthen gøre noget andet end det du har gang i, gå i bad, eller begynd og vaske op, og spørg så dig selv:

-  ”Hvordan vil jeg have det, hvis jeg giver efter for min trang?”

”Hvad er konsekvenserne, hvis jeg giver efter?”

-  ”Vil de negative konsekvenser fylde mere end de positive, i det lange løb”?

En anden måde er at forestille dig, at et menneske som du elsker, eller holder meget af – har den samme stoftrang som dig, hvordan vil du hjælpe vedkomne? At kunne adskille os lidt fra vores stoftrang – se trangen udefra. At forestille sig et andet menneske med stoftrang – hvordan vil vi hjælpe det andet menneske? Og så overføre vores ideer til os selv, er ofte en metode der virker. Jeg forestillede mig min lillesøster Susan, hvis hun havde stoftrang - hvordan ville JEG så hjælpe hende? Jeg skrev mine svar ned og begyndte på den måde at forstå, hvordan jeg kunne hjælpe mig selv.

4) Distrahering

Nogen gange er trangen og lysten så genstridig og stædig, at det ikke hjælper at 'tale' til den. Nogen gange er der kun én vej frem, og det er god gammeldags distrahering. Stoftrang opstår på alle mulige tidspunkter, men der er et mønster. Stoftrang viser sig ofte, når man er i en situation eller et miljø, som minder om det, man selv indtog rusmidler i. Bare det at man går på en bestemt gade, lytter til en sang, det er blevet fredag, når man er sammen med bestemte mennesker osv.

Netop derfor er det en god idé at ændre nogle af de vaner man har, især når stoftrangen pludselig opstår – så virker det gode gamle ordsprog altså: ”Let røven og luk munden”. Jeg mener, når du mærker stoftrang, så skynd dig at gøre et eller andet, som kan få dig på andre tanker. Nogen har meget overskud, nogen har lidt overskud men her kommer et par ideer til at håndtere stoftrang ud over det ovenstående.

15 Handlinger der distraherer stoftrang:

1.  Sørg for at du læser din sætning: "Hvorfor du vil være stoffri" op, højt og tydeligt for dig selv, flere gange om dagen.

2.  Stop det du har gang i og gå en lang tur

3.  Vask op, gør rent, vask vinduer, vask din cykel, din bil eller dit tøj

4.  Ryd op i skabe og skuffer

5.  Dyrk sport, fitness, løb, træning, fodbold - bevæg dig og brug dine muskler

6.  Gå i bad

7.  Tag i svømmehallen, sauna

8.  Modtag massage, akupunktur eller anden form for behandling

9.  Gå på biblioteket, eller museum

10.  Lig puslespil eller tegn / mal / syng / sy / spil musik

11.  Tag ud og se koncerter, sport, rollespil eller noget helt andet

12.  Ring til nogen som ikke tager stoffer og tal med dem (om hvad som helst)

13. Det er godt at tale eller at være sammen med mennesker, som ikke tager stoffer. En telefon samtale kan være fint, og det er endnu bedre at få lettet røven og komme ud af hjemmet.

14. Kom væk fra det du kender – gør noget du ikke plejer at gøre.

15.  Lav noget andet end du plejer: gå i kirke, tal med en præst, slå græs for din nabo, besøg et familiemedlem du ikke har set længe.

Naturen er god for os, når vi har stoftrang, er stressede eller har abstinenser, gå en tur i en skov, ved vandet eller på en mark. Gå på opdagelse i skove eller på steder, som du ikke kender. Tag ud og fisk, eller bade, eller bare gå en tur ved en sø eller strand. Hav gerne et kamera med, så du kan tage billeder af de oplevelser, som gør dig glad. Når du har positive oplevelser, så skriv dem ned eller ta' billeder af dem, og hæng dem op på væggen derhjemme. Så er du altid omgivet af positive oplevelser i dit hjem.

Her kommer en række af de ting, der virkede godt for mig:

-  Jeg flyttede til en ny lejlighed og væk fra det dårlige miljø

-  Jeg gik i behandling i Slagelse misbrugscenter (Nov. 2009 – Aug. 2010)

-  Jeg takkede Ja til alt, hvad misbrugscenteret tilbød: NADA, terapi, psykolog, samtaler med læge, sygeplejerske og gruppe-opgaver. ALT.

- Jeg gik i svømmehal og sauna hver uge

-  Jeg anerkendte, at jeg ikke kunne klare det alene

Jeg begyndte at cykle og gå mindst to gange om dagen

Jeg skrev min sætning ned og hængte den op og sagde den højt for mig selv mindst 5 gange om dagen

-  Jeg talte med en præst en gang om ugen (jeg er ikke religiøs), men at tale om de svære emner er vigtigt

Jeg gik på biblioteket og læste i bøger som interesserede mig, fx om Maya indianerne. Det er ikke så vigtigt, hvad jeg læste, det vigtige er at min hjerne er optaget af noget andet end den plejer.

-  Jeg gik fra min kæreste, jeg udskiftede venner, jeg skiftede job og jeg flyttede væk fra et skidt miljø og ind til et bedre miljø

-   Jeg begyndte at drikke mere vand, spise flere grøntsager og spise mere fisk

-  Jeg stoppede med at drikke kaffe efter kl 17, da søvnen er super vigtig

- Jeg begyndte at se min lillesøster og nogle gode venner (som ikke tog stoffer eller lavede kriminalitet) og vi lavede almindelige ting sammen. Gik ture, lavede mad, så film, snakkede, spillede spil og hyggede os.

Hvad du gør er op til dig – kan du lave noget som interesserer dig, og som du synes er sjovt, er det bare endnu bedre.

5. Lav en strategi

Lav et stykke papir, en plan for, hvad du kan gøre, hvis du får stoftrang. Jeg vil ikke sige så meget om dette, bare se på nedstående billede, og lav noget der giver mening for dig. Det vigtigste er, at du har en plan for, hvad du kan gøre, når du pludselig bliver overvældet af lyst og trang.

Det kan virke overvældende at tænke på afholdenhed eller stærkt reduceret forbrug resten af livet. Tag en dag af gangen. Måske bare en time. Og udsæt derefter endnu en dag eller endnu en time. Stof- og drikketrang aftager med tiden. Beløn dig selv. Hver gang du har været afholdende i en bestemt periode, et døgn – en uge, så husk at belønne dig selv. Se en god film, spis en dejlig middag eller hyg dig med dine venner.

Til slut er det vigtigt for mig at sige, at jeg ikke er misbrugsbehandler, psykolog eller andet. Jeg bruger mine egne erfaringer og erfaringer fra andre mennesker, som er kommet ud af deres misbrug. Jeg skriver om det, som virkede godt for mig. Jeg vil i alle tilfælde anbefale dig at tale med din læge eller det lokale misbrugscenter, såfremt du har brug for professionel rådgivning.

Kærlig hilsen

Martin Fritzen

Kilder: 

§  Egne erfaringer

§  Erfaringer fra tidligere / aktive misbrugere 

§  Robert Westermeyer, Ph.D. (Center for Cognitive Therapy, La Jolla, California)

§  Recke & Hesse 2003 (Dansk Psykolog Forenings Selskab for Misbrugspsykologi)

 

 

 

Mest Læste

Annonce