Skoleelever koster vidt forskelligt i kommunerne

Velfærd

05/11/2013 10:51

Freja Eriksen

Folkeskolen og driften af den er til debat i den kommunale valgkamp. Blandt andet i Lemvig, hvor skolelukninger bliver en del af valgkampen. Det fortæller DR Midt & Vest.

Lemvig Kommune driver nemlig den dyreste folkeskole i Midt- og Vestjylland. Lemvig bruger 14.000 kroner mere årligt per folkeskoleelev end i Viborg, som driver landsdelens billigste skolevæsen. Alligevel scorer Viborg-elever bedre karakterer til eksamen.

Eleverne i Viborg fik bedre karakterer ved folkeskolens 9. klasses afgangsprøve. I syv ud af ni prøvefag klarede Viborg-eleverne sig bedst i forhold til eleverne i Lemvig.

- Det kan ikke hjælpe at putte sig. Det er krystalklart at vi er nødt til at gøre noget, siger det socialdemokratiske medlem af familie- og kulturudvalget i Lemvig, Karsten Kragelund blandt andet på baggrund af det faldende børnetal i kommunen.

Derfor kan han ikke udelukke, at det bliver nødvendigt at lukke flere skoler i Lemvig kommune.

Men formanden for familie- og kulturudvalget i Lemvig, Henrik Thygesen fra Venstre, vil ikke centralisere mere:

- Nej, jeg vil ikke lukke skoler i den kommende periode, fastslår han overfor DR Midt & Vest.

I Viborg går der i gennemsnit 401 elev på hver skole. I Lemvig går der 256: - Der er langt imellem husene, vi skal have en decentral struktur. Ellers bliver vejen bare for lang, mener Henrik Thygesen.

Men i Lemvig bliver de nødt til at diskutere struktur. Igen, mener socialdemokraten Karsten Kragelund:

- Hvis man siger, at man ikke vil diskutere struktur er det for at opnå en kortvarig popularitet som jeg ikke vil være med til, siger han til DR Midt & Vest.

Men selv om Viborg eleverne får bedre karakterer end dem i Lemvig, kan man ikke nødvendigvis konkludere, at små og dyre skoler er dårligere end store og billige, siger professor i pædagogik Niels Egelund fra Aarhus Universitet:

- Forskellen i karakterer skyldes især forældrenes uddannelsesmæssige baggrund, siger Niels Egelund. - Det betyder faktisk lige så meget som lærernes indsats.

Citat fra DR Midt & Vest

 

Mest Læste

Annonce