Skriver åbent brev til Løkke: Lad os prøve at forstå hinanden

Åbent brev til statsministeren.

                               LÆS MERE MED RIE GRENAA

Hr. Statsminister,

I et TV-program i løbet af det seneste år brugte du udtrykket ’Den virkelige virkelighed’. Det udtryk vil jeg bruge om den virkelighed, som rigtig mange danskere lever i, og som tilsyneladende ligger meget fjernt fra Borgen. 

Da du for nylig holdt tale ved Folketingets åbning sagde du mange fine ting om drømme, ønsker og værdier. Jeg vil prøve at forklare dig, hvordan disse ting lyder, når man befinder sig i ’Den virkelige virkelighed’ som ledig, sygdomsramt eller handicappet.

Du siger, at “det bedre skal betale sig at arbejde. Flere skal forsørge sig selv”. Det kan det også, men regeringen holder fast i regnestykker, der for ledige på kontanthjælp medregner diverse tilskud som indtægt, men ikke gør det, når de udregner indtægt for lavtlønnede. Og de allerfleste ledige vil skam hellere end gerne forsørge sig selv.

Men der er de facto ikke jobs at få. Jo, i enkelte brancher i enkelte landsdele. Dansk erhverv har bestemt ikke været flinke nok til at tage lærlinge. Så de efterspørger ofte en faglært arbejdskraft, som de selv er medvirkende til manglen på. Samtidig er rigtig mange jobs aldrig blevet til jobs, fordi de i stedet indgår i jobcentrenes prak-tikker, arbejdsprøvninger eller kun besættes med løntilskud. 

Med kontanthjælpsloftet er det økonomiske pres lagt på ledige på kontanthjælp. Ud fra en mærk-værdig teori om, at dårligt stillede motiveres bedst med fattiggørelse,  mens det modsatte er tilfældet med de velstillede.

Ifølge beskæftigelsesministeriets egne tal er 72% af kontanthjælpsmodtagerne ikke bare ledige. Men sygdomsramte. Altså borgere i Danmark, som ikke kan arbejde. Mange af dem med skader fra et langt og belastende arbejdsliv. Der chokerede har måttet konstatere, at det sikkerhedsnet, de har betalt rigtig mange skattekroner til, var væk, da de fik brug for det.

Du siger “hvor vi yder, hvad vi kan. Hjælper, hvis der er behov”. De mennesker, jeg taler om her, har ydet, så længe de kunne. Men får ikke hjælp. De får den ene rundtur i den kommunale mølle efter den anden, mens systemet forsøger at presse den sidste restarbejdsevne ud af dem. Er der bare 5 minutter om ugen, så må vi have fat i det. For det er søreme for dyrt for kommunen at bevilge en førtidspension.

De hårdest ramte af kontanthjælpsloftet er sygdomsramte, enlige forældre. Og deres børn.

Du siger “Jeg tror, det ligger dybt i de fleste af os, at vores børn skal have det bedre end vi selv”. 

Alligevel kaster du og det blå flertal med loftet disse børnefamilier ud i en situation, hvor de ofte ikke ved, hvordan maden i næste uge skal betales. Eller om huslejen for næste måned kan skaffes. De familier har i månedsvis levet i uvished om konsekvenserne for deres familie. Og sidder nu med et valg mellem mad på bordet og tag over hovedet. Disse forældre deler din mors drøm om, “at hendes børn fik flere muligheder, end hun selv havde haft”. 

Men al forskning viser, at bare få år i fattigdom i barndommen mindsker chancerne for, at disse børn senere i livet får uddannelse og fast arbejde.

Du siger også: “Jeg ved godt, at en enlig mor på kontanthjælp kan være hårdt spændt for. Jeg gør mig ingen illusioner om, at det er nemt at være forsørger på kontanthjælp”. Ærlig talt, så tror jeg ikke, at du har nogen ide om, hvor hårdt det er. Du har jo tidligere gjort nar af os ved at tale om sko til 2.000. Og fået en større garderobe betalt af andre. De her forældre ved ikke, hvordan de skal skaffe varmt tøj til børnene til vinteren. De søger donationer af brugt tøj. Og får det heldigvis ofte via f.eks. Facebook-grupper som Næstehjælperne. Men må undervejs gå den meget tunge gang at bede om hjælp fra fremmede mennesker. At ydmyge sig i det offentlige rum.

“Men svaret er ikke en højere ydelse. Svaret er, at forældrene arbejder”, siger du.

Ved du, at disse forældre ikke KAN arbejde? De er sygdomsramte. Beskæftigelsesministeren vedgår, at de slet ikke burde være på kontanthjælp. Men han har nu absolut intet gjort for at få dem væk fra den ydelse, inden loftet ramte. 

Jeg kan også citere dig fra talen for følgende ønsker: 

• At en dansk familie har råd til en ferierejse af samme standard som en tilsvarende tysk familie.
• Barndommen skal også være tryg
• Der skal være tryghed for boligejerne

Men du taler bare ikke som statsminister for hele den danske befolkning. Du taler til dem, der har deres på det tørre. Til dem, der ikke ved, hvad det betyder at skulle vælge mellem vigtig medicin og gummistøvler til pigen på syv. Til den erhvervsaktive idealdansker og husejer, der ikke ved, at der for mange af dem er ganske kort vej til dette valg.

Du taler til alle andre end dem, de mange reformer handler om. Og du glemmer at fortælle, at en arbejdsulykke, fyring eller pludselig sygdom kan vælte hele læsset. For der er kun 22 uger med sygedagpenge før friværdi, sommer-hus, pensionsopsparing, biler m.m. skal være forsørgelsesgrundlaget, før man kan få kontant-hjælp. At den vej er så kort har allerede væltet mange familier, der troede sig godt sikrede.

Når man møder en livskrise tilhører man pludselig den gruppe, som du, din regering og hele blå blok konstant gør livet sværere for. Hvorfor fortæller du ikke det?

Hvorfor fortæller du ikke samtidig om den virkelige virkelighed. At man nede på bunden må tigge mad i Facebook-grupper og glemme alt om julen og børnenes fødselsdage. At man må indstille sig på, at børnene bliver fjernet, hvis man bliver boligløs.

At man nede på bunden sidder fast, og ikke bare kan arbejde eller bare flytte. Når man er alvorligt syg, ingen opsparing og en ekstremt stram økonomi kan man ikke ikke bare betale depositum til ny bolig, leje en flyttebil eller sågar købe eller leje flyttekasser.  

“Vi efterlader ikke en ubetalt regning i børneværelset,” siger du.

Nej, det er en bombe i de børneværelser, som de nuværende beboere snart må forlade. Jeg vil ikke male et sentimentalt billede af tårer og tænders gnidsel. Men der skal et stærkt sind til at holde synet ud af konsekvenserne for de børn, der i disse år møder den regning, som du ellers lovede at betale. 

Set fra den virkelige virkelighed er hverken reformer eller kontanthjælpsloft ’en udstrakt hånd til de svageste’, som du citeres for at have sagt. Nej, vi har fået en rungende lussing!

Samfundet forlod for flere årtier siden pædagogikken med lussinger, spanskrør og anden følelseskold afstraffelse. Den virkede nemlig ikke. Hvorfor gør man så det samme i disse år overfor landets mest udsatte borgere? 

Hvorfor tror i, at man bliver rask eller får job, når omgivelserne svinger pisken? 

At blive frataget den basale retssikkerhed, arbejdsprøvet gang på gang uden at resultatet fører til varig afklaring, at få kasseret og desavoueret lægelige erklæringer af dårligt uddannede sagsbehandlere og i det hele taget blive behandlet fuldstændig respektløst i det kommunale jobcentersystem gør os heller ikke raske. Vi bliver faktisk mere syge af usikkerhed, ydmygelser og magtesløshed.

Vi sætter mennesket før systemet” kan af mig kun opfattes som en rungende tom floskel.

Hvis kontanthjælpsloftets massive økonomiske problemer er ’en udstrakt hånd’, så vil jeg da meget nødig udsættes for en decideret hjælpepakke !

“Vi skal ikke undervurdere danskerne,” er det sidste citat fra åbningstalen, jeg vil bruge her. 

Det håber jeg dog inderligt at du gør, hvis du tror at et flertal ikke kan se og er modstandere af den voldsomme skævvridning, der sker i vores samfund. 

• når sygdomsramte ryger på gaden med deres familier, mens boligejere sikres tryghed 
• når mange børns hverdag bliver præget af mangel, mens de bedststillede får skattelettelser 
• når kommunerne får lov at mishandle sygdomsramte, mens regeringen sørger for billigere luksusbiler
• når de svageste fattiggøres, mens pengene fosser ud af SKAT og der købes kampfly

Reformerne og kommunernes uhindrede kassetænkning i fortolkningen af dem har betydet, at der er mere end 100.000 sygdomsramte på kontanthjælp. Kun få kommer videre. Når man dertil lægger en hel del på barsel, de reelt jobparate og de pensionister, hvis hverdag nu også trues af Beskæftigelsesministeren, så bliver det rigtig mange mennesker, som blå blok hverken regner for noget eller ønsker at tage hensyn til.

For vi er ikke den erhvervsaktive idealdansker og husejer, som du lefler for og vil give både tryghed og bedre ferierejser. 

Men det er faktisk ikke vores valg, at vi er sygdomsramte, ledige eller ældre. Og vi råber op fra bunden, for nu er nok blevet meget mere end nok.   Venlig hilsen   Rie Grenaa, Korsør – førtidspensionist efter syv års kamp med en sagsbehandling, der i de første seks år var præget af fejl og sjusk, lovbrud og manglende tiltag i Næstved Kommune