Aktion syg i Danmark. Parasollen med skiltene er symbol på de borgere, der ikke kunne deltage pga. deres sygdom.

Social modstand breder sig

Velfærd

15/11/2013 14:26

Nick Allentoft

For de tusindvis af danskere, der er forenet i den sociale modstandsbevægelse, har valgkampen styrket sammenholdet. Man har mødt flere politikere, som bliver konfronteret med stærke historier. Nu varsler man nye initiativer efter valget.
For den socialdemokratiske byrådskandidat, Steen Wrist Ørts, var det vildt og chokerende, at møde en gruppe borgere, der alle føler sig klemt i den kommunale sagsbehandling.    “Langt størsteparten af de her mennesker, er helt fornuftige almindelige danskere, der holder fast i et håb om, at de bliver raske. Men jeg må indrømme, at deres historier fortæller om en råddenskab i systemet, som gør borgere mere syge,” fortæller Steen Wrist Ørts.    Han er kandidat i Fredericia Kommune, som er arnested for etableringen af den sociale bevægelse, Klemt, der er ved at sprede sig til flere andre kommuner. Sammen med Pernille Rosenkrantz Theil lavede han forleden et lyttemøde, og inviterede syge borgere til debat.    “Det kom ret hurtigt i stand, men jeg var overrasket over, at der kom deltagere helt fra Esbjerg. Der blev grædt alene fordi der var nogen, der lyttede til borgerne. Jeg spørger mig selv, hvem der egentlig repræsenterer de her mennesker, når valget er overstået. Alle andre er rimeligt sikre på, at deres interesser bliver varetaget, men her er tale om mennesker, der står mere eller mindre alene og alligevel står stærkere og stærkere sammen i de netværk, de er begyndt at etablere,” fortæller Steen Wrist Ørts.   

Henning Christophersen: Politikerne mangler lederskab

Moderniseringen af den offentlige sektor er delvist mislykkedes, mener tidl. finansminister og formand for Venstre, Henning Christophersen. Han var arkitekten bag Moderniseringsprogrammet fra 1983, der i dag ses som moderen for de sidste 30 års forsøg på at skabe en effektiv offentlig sektor.

Læs interview med Christophersen her

Dermed bekræfter Steen Wrist Ørts den udvikling, som DenOffentlige.dk tidligere har omtalt, og professor Ove Kaj Pedersen bekræfter.    “Noget tyder på, at der er et stærkt skisma mellem forventninger opbygget gennem 40 år og den realitet vi lever i. Det skisma er i bevægelse, og man kan ikke afvise, at det kan udmønte sig i en form for mobilisering,” sagde professor Ove Kaj Pedersen, CBS, for nogle uger siden.

Aktioner i hele landet

Siden DenOffentlige.dk for få uger siden skrev om bevægelsen Klemt, er tilslutningen eksploderet, og den samler nu omkring 6000 tilhængere på sin Facebook-side. Men oprøret fra syge borgere er, som Steen Wrist Ørts peger på, endnu ikke reelt organiseret. Man finder sammen til lejligheden, protesten eller handlingen.    Rie Grenaa er initiativtager til “Aktion syg i Danmark” der har samlet 400 borgere fra hele landet i en fællesgruppe, og forleden afviklede demonstrationer i 10 byer. På Facebook deler borgerne oplevelsen, og de var meget forskellige.    “I Høje-Tåstrup, vi var 4 + en journalist  og havde journalisten ikke været der, så var vi smidt væk,” skriver en borger.    “Fantastisk DAG i Holbæk. Vi var omkr. 25 men vi talte med ca. 200 af de besøgende der sku på Jobcentrer OG så lige nogle socialrådgivere.. der gav os RET. Desværre var der kun politikere fra 2 partier: Enhedslisten og Lokallisten Holbæk,“ skriver en borger fra Holbæk.   “Syg i frederikssund mødte op foran rådhuset i dag ,'og fik sørme fornemt besøg af borgmesteren , som meget gerne ville høre på os .vi sang og holdt tale , super dag,” lyder det fra Nordsjælland.    “Jeg var på kort visit i Næstved,hvor den nye jobcenterchef gik i dialog med de syge. Virkede som en mand, med et godt og empatisk menneskesyn og som en mand der var rede til, at møde menneskene, hvor de er. Nye tider er måske på vej. Det må være den første forudsætning, for mødet med " det kommunale system",” lyder oplevelsen.  
Udover nævnte steder var der også aktioner i Middelfart, Kolding, Fredericia, Brønderslev, Aalborg, København og Vejle. Så vidt DenOffentlige.dk er orienteret var det således første gang, at syge borgere organiserede en landsdækkende markering. Initiativtageren varsler, at der er mere på vej.    “Det var særdeles vellykket, så det bliver ikke det sidste vi laver,” fortæller Rie Grenaa.    Bevægelsen Klemt varsler også flere initiativer, og arbejder målrettet på at etablere netværksgrupper i flere byer.   

Bange for kommunen

Den sociale modstandsbevægelse har således på få måneder spredt sig til hele landet, og på Facebook kan man i dag finde dokumentation for etablerede netværk i omkring 30 byer under navnet “Syg i x-by”. Det sker på trods af, at mange borgere ifølge Rie Grenaa og flere andre kilder, som DenOffentlige.dk har været i kontakt med, er direkte bange for at deltage i protester.    “Der er masser af eksempler på borgere, som er blevet advaret af kommunen, hvis de har protesteret i offentligheden. Så bliver man selvfølgelig bange for repressalier, for man er jo direkte afhængig af kommunen, når man er syg,” siger Rie Grenaa.   Den magt, som kommunen direkte og indirekte har over borgeren, har stor indflydelse på, hvordan syge borgere tackler sagsbehandlingen.    “Du skal gøre som systemet siger, du skal. Det er du nødt til, for ellers er du ikke samarbejdsvillig, og så kan de tage ydelser fra dig. Det betyder, at du som borger er meget forsigtig, og fra starten er presset i en defensiv. Når du så lægger dårlig sagsbehandling og årelang ventetid på afgørelser oveni, bliver man hurtigt mere syg, end da man mødte systemet første gang,” fortæller Rie Grenaa.    Men trods frygten for kommunen finder borgerne sammen, og Facebook har vist sig som det perfekte mødested.   “Vi er jo syge, så det kan være rigtig svært at møde frem personligt til forskellige aktioner,” påpeger Rie Grenaa. 

Mest Læste

Annonce