Foto: Peter Sørensen

Socialminister mistænkes for at tale usandt

Politik

05/12/2013 15:06

Nick Allentoft

Socialminister Annette Vilhelmsen afviser at have talt usandt i Folketinget om millionpulje til Huset Zornig.

Et flertal i Folketinget vil undersøge, om socialminister Annette Vilhelmsen (SF) talte sandt, da hun forsikrede, at Lisbeth Zornig Andersens organisation Huset Zornig søgte en million kroner til at fremme socialt udsattes valgdeltagelse på lige vilkår med andre ansøgere.

Det skriver Politiken torsdag.

En aktindsigt, som Politiken har fået, viser, at Huset Zornig kendte til puljen, allerede før puljen blev oprettet.

Faktisk koordinerede ministeriet lanceringen af puljen med Huset Zornig. De aftalte at udsende pressemeddelelser om puljens oprettelse på forskellige tidspunkter for at undgå, at det så "meget aftalt ud".

På den baggrund mener flere politikere, at Huset Zornig, der endte med at få en million kroner til projektet Stemmer på Kanten, havde langt bedre vilkår end de øvrige ansøgere.

- Det havde været bedst for ministerens politiske fremtid, hvis hun i folketingssalen havde redegjort for den tætte kontakt, siger Venstres Jakob Engel-Schmidt til Politiken. Han har nu kaldt socialministeren i samråd.

Enhedslisten siger til avisen, at man ikke vil lægge sig fast på, om sagen skal have konsekvenser for ministeren, før hun har fået lejlighed til at forklare sig.

Også Dansk Folkeparti vil afvente samrådet, før man lægger sig fast på en konklusion.

Men hvis ministeren har "bildt Folketinget noget forkert ind, må det naturligvis få de konsekvenser, at ministeren ikke længere kan være minister", siger Pia Kjærsgaard til Politiken.

Sagen har tidligere givet socialministeren problemer.

Allerede 18 dage før ansøgningsfristen udløb i midten af september, lovede socialministeren Huset Zornig hele puljen, da hun mødte Lisbeth Zornig i Odense.

Annette Vilhelmsen erkender, at hun begik en fejl, men hun afviser over for Politiken, at hun har givet forkerte oplysninger i folketingssalen.

Lisbeth Zornig siger, at hun aldrig har haft opfattelsen af, at puljen var tiltænkt hendes organisation. Hun ærgrer sig over, at Huset Zornig og ministeriet koordinerede lanceringen, for at det ikke skulle "se meget aftalt ud".

/ritzau/

Mest Læste

Annonce