46 procent af kommunernes afgørelser omkring syge og handicappede børn blev i 2016 omgjort af Ankestyrelsen efter klager. Og i 51 ud af 98 kommuner blev der lavet fejl eller forkerte afgørelser i 50-100 procent af sagerne på børnehandicapområdet, viser tallene bag Social- og Børneministeriets nye Danmarkskort over kommunernes afgørelser. Det skriver Dagbladet Information.
Sådan får du bedre sagsbehandling
Læs anbefalinger til bedre offentlig sagsbehandling her.
Det handler om at insistere på de nødvendige informationer.
Blandt de mange kommuner med høje omgørelsesprocenter er eksempelvis velhaverkommuner som Egedal i Nordsjælland med 73 procent og Frederiksberg Kommune, som har en omgørelsesprocent på 90.
Tidligere på sommeren skrev Politiken, at omgørelsesprocenterne på hele det sociale område i 2016 lå på 37 procent. Men når det gælder syge og handicappede børn bliver kommunernes afgørelser altså underkendt endnu hyppigere.
Børnehandicapområdet omfatter forskellige former for praktisk, pædagogisk eller økonomisk støtte til familier med børn, der har et handicap, psykiatriske diagnoser eller lider af en længerevarende fysisk sygdom. Juridisk seniorkonsulent Ingrid Hartelius Dall i Børns Vilkår ser derfor de mange omgjorte børnesager som særdeles problematiske, fordi det handler om udsatte børn og familier, der er dybt afhængige af den rette støtte og et godt samarbejde med kommunen.
»Hvis samarbejdet bliver forstyrret af forkerte afgørelser, så er det ikke kun en hindring for barnets udvikling, men betyder også, at forældrene skal bruge kræfter på at klage i stedet for at være der for barnet,« siger Ingrid Hartelius Dall til Information.
Hun mener, at en af årsagerne til de mange fejlafgørelser i børnesager kan være, at nogle kommuner eksperimenterer med at træffe afgørelser, der går til stregen.
»Man kunne frygte, at økonomi er blevet en faktor, så man skeler mere til, hvad der er penge til, frem for hvad der står i lovgivningen,« siger Ingrid Hartelius Dall til Information.
John Klausen, der er lektor i socialret på Aalborg Universitet, påpeger overfor Information, at når nogle kommuner i årevis kan køre med omgørelsesprocenter på langt over 50 procent af klagesagerne på børnehandicapområdet, så er det et udtryk for, at det er uden konsekvenser at tilsidesætte lovgivningen. Tværtimod kan det være en økonomisk fordel.
Selv hvis borgeren får ret i sin klage, vil hjælpen i nogle situationer ikke kunne gives med tilbagevirkende kraft, hvis det f.eks. er pædagogisk støtte eller praktisk hjælp, forklarer John Klausen:
»Så principielt set bliver kommunerne i visse situationer belønnet for at træffe forkerte afgørelser på det her område,« siger han til Information.
Venstres socialordfører Carl Holst ser også de høje omgørelsesprocenter som et udtryk for, at kommunerne kan spare penge, mens en ankesag kører: »Det er en stilfærdig konstatering, at hvis en borger får afslag på kørsel, og borgeren klager, men der går et år, inden Ankestyrelsen omgør, og syv måneder inden kommunens nyvurdering, så sparer kommunen jo den udgift så længe,« siger han til Information.
Carl Holst ser de mange eksempler på, at borgerne ikke får den hjælp, de har krav på, som et problem for retssikkerheden. Og omgørelsesprocenterne dækker endda kun over dem, der klager over kommunernes afgørelser og får ret.
»Kunne man ikke godt forestille sig, at de, der ikke anker, også er udsat for fejlafgørelser? De har måske bare ikke ressourcerne til at klage. Så det her er også socialt skævt, og det er altså skidt. Retssikkerhed skal gælde for alle og specielt inden for det her område, hvor vi har at gøre med socialt udsatte borgere,« siger Carl Holst til Information.
