Efter mistillid fra politikere: Elkjær forlader posten

Ledelse

13/11/2015 13:33

Nick Allentoft

Jens Elkjærs dage som sundhedsdirektør er talte. Rådsformanden beder nu om mandat til at forhandle en fyring på plads, oplyser DR Syd.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Oven på de seneste dages begivenheder går regionsrådsformand Stephanie Lose nu til regionsrådet i Region Syddanmark for at få mandat til at forhandle vilkårene for sundhedsdirektør Jens Elkjærs fratrædelse.

Det skriver DR Syd.

I forbindelse med onsdagens møde i Region Syddanmarks forretningsudvalg, hvor medlemmerne drøftede rapporten om Carl Holsts virke som formand, udtrykte et mindretal i regionsrådet offentligt mistillid til Jens Elkjær.

I forlængelse af mødet i forretningsudvalget har regionsrådsformand Stephanie Lose og sundhedsdirektør Jens Elkjær drøftet situationen, skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse:

- Set i lyset af onsdagens begivenheder har Jens Elkjær udtrykt bekymring for sine muligheder for at løse sin opgave som sundhedsdirektør tilfredsstillende. Det er en bekymring, jeg tager til efterretning – men også deler, selvom jeg beklager situationen dybt, udtaler regionsrådsformand Stephanie Lose (V).

- Jeg har drøftet det med gruppeformændene og vil på den baggrund bede forretningsudvalget og regionsrådet om mandat til at forhandle en fratrædelsesaftale med Jens Elkjær, oplyser hun.

Samtidig siger hun til DR Syd om Jens Elkjærs exit:

- Vi oplevede i onsdags, at der blev udtrykt mistillid til Jens Elkjær i fuld offentlighed af et mindretal i regionsrådet.

- Og det har gjort det svært for Jens Elkjær at løse sine opgaver i fremtiden. Det har han meddelt mig. Og det er på den baggrund, at jeg beder regionsrådet om et mandat til at forhandle en fratrædelsesaftale med ham.

- Hans muligheder for at passe sit job er blevet alvorligt skadet, når han er blevet undsagt i fuld offentlighed af et ret stort mindretal i regionsrådet med socialdemokraterne i spidsen, siger Stephanie Lose.

Der har været en del sager med Jens Elkjær på det seneste, har det noget med det at gøre?

- Der har været meget fokus på ham på seneste. Jeg er bedrøvet over det her og beklager det rigtig meget, at vi er nødt til at stoppe samarbejdet med Jens Elkjær, jeg har været rigtig glad for samarbejdet med ham, siger Stephanie Lose.

Jens Elkjær vil i en periode arbejde med at overdrage sine opgaver.

Ledelsen af sundhedsområdet vil indtil videre blive varetaget af regionsdirektør Jane Kraglund og konstitueret direktør Mads Haugaard. Det oplyser Region Syddanmark i den udsendte pressemeddelelse.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.