Flere sundhedsansatte anmeldes for at snage

Ledelse

11/08/2016 13:27

Nick Allentoft

Aldrig er så mange læger og sygeplejersker blevet politianmeldt for at snage i, om for eksempel deres datter bruger p-piller, eller om ekskæresten er på medicin, skriver metroxpress.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Sidste år politianmeldte Sundhedsdatastyrelsen 21 ansatte i sundhedsvæsenet for at slå folk, der ikke var patienter, op i Det Fælles Medicinkort, hvor der står oplysninger om danskeres medicinforbrug.

I årene 2011 til 2014 politianmeldte man samlet syv sundhedsansatte.

De fleste anmeldelser kommer fra patienter, der kan se, hvem der har kigget på deres data, når de logger på, forklarer direktør for Sundhedsdatastyrelsen Lisbeth Nielsen.

»Se og Hør-sagen og det, at databasen generelt er meget mere brugt af lægerne, har gjort, at antallet af sager er steget fra fem om året indtil 2014, til 71 sidste år. Af dem politianmeldte vi 21. Det kan være læger, der slår familiemedlemmer op, eller en mand, der slår sin ekskone op,« siger hun til metroxpress.

Straffen er bøder på 4.000 til 15.000 kroner.

Ifølge en ny rapport fra Justitsministeriet har man også givet advarsler og afskediget en medarbejder i landets regioner for at have foretaget opslag i it-databasen Sundhedsjournalen med lægejournaler for alle danskere.

Næstformand for Lægeforeningen Michael Dupont er forarget:

»Vi siger fy! Det må læger ikke, hvis det ikke er deres patienter. De risikerer at ødelægge et godt system, der gør det nemt at slå ens patienter op. Vi har ingen holdning til bødestørrelsen, men man kan hæve den ved gentagelser,« siger han til metroxpress.

DF vil have hævet straffen.

»En så lille bøde for at snage i sin ekskæreste er for lidt. Man skal kunne afskediges,« siger formand for Folketingets Sundhedsudvalg Liselott Blixt.

De 21 sundhedsansatte, som sidste år blev politianmeldt for at snage i medicinforbruget hos danskere, fik alle en bøde på 4.000 til 15.000 kroner. Og det strafniveau vil sundhedsminister Sophie Løhde (V) nu se på:

‘Sundhedsoplysninger er dybt fortrolige, og derfor kan læger, som uberettiget slår patienter op i systemet, også straffes med bøder og op til fire måneders fængsel. Og i yderste konsekvens kan man også blive afskediget og få frataget sin autorisation. Strafferammen er altså relativt hård, men jeg er helt åben over for at drøfte en yderligere stramning,’ udtaler ministeren i en skriftlig kommentar til metroxpress.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.