Hemmelig rapport om skandaleramt havn: Politikere og havnechef har ansvaret

Ledelse

11/09/2017 23:50

Nick Allentoft

Medarbejdere rettet skytset mod Vejle havns ledelse, der brugte millioner på rejser, indkøb og gaver.

Bestyrelsen og den tidligere havnechef på Vejle Havn, Per Kristiansen, har ansvaret for havneskandalen på Vejle Havn.

Det mener medarbejderne på havnen, viser den rapport, som DR Trekanten har set.

I en rapport, der har været hemmeligholdt i næsten to år, beskriver medarbejderne, hvordan de ser på rejser og gaver. og det er i den rapport, medarbejderne rettet skytset mod bestyrelsen og den tidligere havnechef.

Havnebestyrelsen bestod af en række prominente medlemmer af Vejle Byråd. Blandt andet en udvalgsformand og byens nu tidligere borgmestre Leif Skov (S) og Arne Sigtenbjerggaard (V).

"Bestyrelserne i perioden 2010-2015 har valgt 100 procent at stole på havnechef Per Kristiansen og dennes evner til at drive virksomheden. Derfor må de også tage ansvaret for, hvordan denne har forvaltet. Godt som skidt", skriver medarbejderne i rapportens konklusion.

I løbet af fem et halvt år rejste havnens bestyrelse og medarbejdere 83 gange for i alt 2,2 millioner kroner. Og brugte 585.000 kroner på privatlignende forbrug og 637.000 kroner, som kan karakteriseres som overforbrug.

Blandt andet chartrede havnen et privatfly og lejede luksusbiler, ligesom havnen indkøbte 60 mobiltelefoner - heraf 36 iPhones og 16 gps'er til havnens cirka 15 ansatte.

Men det var den tidligere havnechef Per Kristiansen og havnebestyrelsen, der havde ansvaret, skriver medarbejderne i rapporten.

De slår gentagne gange fast i rapporten, at kritiserede indkøb blev godkendt af havnechef Per Kristiansen, der også havde bemyndigelse til at godkende sine egne indkøb.

Og medarbejderne slår også fast, at havnechefen ikke var god til at skrive på bilagene, hvem der modtog de mange gaver og indkøb.

Blandt andet købte havnen flere end 1000 flasker vin, og en stor del af indkøbene foregik i grænsekiosker, uden at havnen betalte moms og afgifter.

Indkøbene i grænsekioskerne blev blandt andet brugt til havnebestyrelsen i form af drikkevarer på bestyrelsesrejser og som gaver.

Om de forhold skriver medarbejderne følgende i rapporten om en studietur til Tyskland og Holland:

""En del af de tidligere indkøb i grænsekiosken blev brugt til at forsyne Havnebestyrelsen og deltagerne på turen, hvor man så på hegn".

Øvrige indkøb gik til forbrug på havnen og til gaver.

Hvem der præcist modtog gaver fra havnen, kan havnens medarbejdere ikke slå fast:

"Administrationens opfattelse er, at det ofte var til Havnebestyrelsen, skriver medarbejderne i rapporten.

Tidligere havneformand Torkild Christensen, der var udpeget af Dansk Folkeparti, giver medarbejderne ret i, at bestyrelsen stolede for meget på den tidligere havnechef Per Kristiansen.

- Jeg arbejdede sammen med ham i 10 år, og der havde aldrig været nogen grund til at reagere på noget, der var galt. Jeg havde 100 procent tillid til ham, og det er også derfor, jeg var nødt til at trække mig, da det viser sig, at jeg ikke kan have det, siger Torkild Christensen til DR Trekanten.

Han trak sig fra bestyrelsen i oktober 2015.

Det var havnebestyrelsen selv, der bad medarbejderne komme med en forklaring på gaver og rejser.

Det skete efter en række kritiske artikler om havnen i blandt andet Vejle Amts Folkeblad.

Men havnebestyrelsen besluttede, at medarbejdernes rapport skulle holdes hemmelig, da de modtog den.

Flere medier søgte derefter aktindsigt i rapporten, og for nylig slog Folketingets ombudsmand fast, at havnens begrundelse for ikke at udlevere rapporten var forkert.

Alligevel har havnen endnu ikke opfyldt aktindsigtsanmodningerne og udleveret rapporten, der i stedet er blevet lækket til DR Trekanten.

Det har ikke været muligt at få en kommentar til rapporten fra tidligere havnechef Per Kristiansen.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.