Alle fem lærere, der i september holdt fast i en 11-årig dreng for at forhindre, at han forlod Gilbjergskolens område i Gilleleje, kan beholde deres job. Det er beskeden fra Gribskov Kommune, som nu betragter sagen som afsluttet. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Drengen beskadigede hånden og måtte en tur på skadestuen, og efter at have undersøgt sagen meldte kommunen ud, at de påtænkte at afskedige en af lærerne og give advarsler og påtale til de øvrige. Men nu er alle lærere tilbage på arbejde, efter en høringsperiode om sanktionerne er afsluttet.
- Den proces har været sådan, at vi har valgt at ændre den påtænkte opsigelse til en advarsel, siger direktør i Gribskov Kommune, Steffen Bohni.
Der rejses heller ikke sigtelse mod lærerne.