Fra fjerde kvartal 2015 til samme periode 2016 fik kommunernes medarbejdere en lønstigning på 2,5 procent. De ansatte i regionerne fulgte efter med 2,2 procent mere i løn. Privatansatte fik 1,8 procent, men lønstigningen var lavest i staten. Her kom der kun 1,2 procent mere i lønningsposen, skriver Avisen.dk.
Lønstigningerne skal ses i sammenhæng med, at forbrugerpriserne blot steg med 0,4 procent i samme periode.
Lektor Jørgen Stamhus fra Institut for Økonomi og Ledelse ved Aalborg Universitet mener, at kommunerne ikke har haft godt nok styr på pengene.
Velfærdsstat eller velfærdssamfund
Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.
Følg artikler og indlæg på temasiden her.
- Det er meget, når inflationen er 0,4. Det er en ret høj lønstigning. Det vidner om, at man ikke helt har haft god kontrol med lønstigningstakten i den kommunale sektor, siger Jørgen Stamhus til Avisen.dk.
De kommunalt ansatte skal dog ikke glæde sig for tidligt over de ekstra kroner i lønposen. For der er regler, der siger, at de kommunalt ansatte ikke må stige mere end de privatansatte.
- Uanset hvad årsagen er, er der en reguleringsordning, hvor de kommunalt ansatte kommer til at betale noget af det tilbage igen. De skal reguleres ned, så de får får en lønstigning, som svarer til den private sektor. Efter reguleringen vil de ikke få mere end 1,8 procent på årsbasis, siger Jørgen Stamhus.
Han forklarer, at lønudviklingen i det private svarer til den, man ser i andre lande.
- Det stemmer godt overens med udviklingen i udlandet. Det har været i fokus i en lang årrække nu, at vi skulle have lønstigningstakster, der er konkurrencedygtige. Og der ligger vi nu nogenlunde på niveau med den gennemsnitlige stigningstakst, der er forventet i udlandet, siger han.
De ansatte på sociale institutioner er dem, der er steget mest i løn, helt præcist 2,9 procent.