Foto: Laketown

Kommunes budgetchok starter ideer om sammenlægning

Politik

26/06/2018 12:02

Freja Eriksen

Norddjurs Kommune skal spare 115 millioner kroner om året de næste fire år. Hvis ikke det sker, bliver kommunen sat under administration

- Vi er enormt skuffede, og nogle er ganske vrede.

Borgmester i Norddjurs Kommune Jan Petersen (S) er overrasket over, at kommunen skal spare årligt 115 millioner kroner fra 2019-2022.

- Dem, der skal betale prisen for det her, er borgerne, som havde en forventning om, at vi kunne levere en tryg udvikling, siger Jan Petersen til TV2 Østjylland.

I alt drejer det sig om 460 millioner kroner. Årligt har Norddjurs Kommune indtægter for omkring 2,4 milliarder kroner, så det er en stor sparekniv, der skal i gang.

- Vi træffer beslutninger på baggrund af de oplysninger, vi får. Det viser sig, at de oplysninger vi lagde til grund for budgettet for 2018 ikke indeholdte den udvikling, vi ser her, fortæller borgmesteren.

Udgifter til svage borgere udfordrer økonomien

Det er især udgifter på de svage borgere, som er steget – her er der et underskud på omkring 25 millioner kroner.

- Vi kan ikke nægte at hjælpe ekstremt svage borgere. Det plejer vi også at kunne rumme, siger Jan Petersen.

Derudover er der sket en markant stigning i udgifter til folk på overførselsindkomst – førtidspension, fleksjob og ressourceforløb, fortæller Jan Petersen.

- Der kigger vi indad. Vi har tilrettelagt en arbejdsmarkedsindsats, hvor vi behandler borgerne ordentligt, men økonomien hænger ikke sammen.

Derfor vil borgmesteren bede om at få lavet en ekstern undersøgelse af, hvad der kan gøres ved det.

Hvilke konsekvenser besparelserne får, ved politikkerne ikke. Men det vil få betydning for mange områder, siger viceborgmester Benny Hammer fra Konservative i Norddjurs Kommune til TV2 Østjylland.

- Hvis jeg begynder at lægge tal sammen i forhold til besparelser, så har jeg svært ved at tro, at vi kan nå i land, siger han. 

Andre tal end ved efterårets budgetforhandlinger

Kommunen kender ikke indtægtssiden endnu, men besparelsen er stor lige meget hvad.

Hvis ikke kommunen finder det helt store sparekatalog frem, vil Norddjurs Kommune risikere at komme under administration af økonomi- og indenrigsministeriet.

- Ingen borgmester ønsker at føre diskussionen med indenrigsministeren. Det er bedre at gøre det internt, siger borgmester Jan Petersen. 

Han ser indad, da han sidder med det overordnede ansvar for kommunens drift. Men udviklingen og tallene har været anderledes, end det politikkerne blev præsenteret til budgetforhandlingerne i efteråret, forklarer han.

- Hvorfor vi ender her? Det er et studie værd, sådan noget må ikke ske. Vi bliver vi nødt til at sikre os, at det ikke sker igen, siger Jan Petersen.

På torsdag afholder Økonomiudvalget i Norddjurs Kommune et ekstraordinært møde. Samtidig har de forskellige udvalg modtaget sparekataloger for, hvor der kan spares penge.

Viceborgmester vil sammenlægge kommuner

Viceborgmester i Norddjurs Kommune, Benny Hammer (C), åbner op for, at en mulig fremadrettet løsning på den dårlige økonomi i kommunen kunne være en sammenlægning med Syddjurs Kommune.

- Jeg har lyst til at kontakte indenrigsministeriet for at sige: Læg nu Norddjurs og Syddjurs sammen, så kan vi sparemange penge på effektiviseringer og administration, siger Benny Hammer (C) til TV2 ØSTJYLLAND.

Ifølge Benny Hammer (C), så giver det god mening at se på en kommunesammenlægning.

- Der er mest mulighed for at levere effektiv service, hvis området er dobbelt så stor som i dag. Det er ikke alle, der vil synes, det er så fedt. Men i sidste ende vil vi alle vinde på det, siger viceborgmester Benny Hammer fra de Konservative, siger Benny Hammer (C).

Manden ved roret, borgmester Jan Petersen (S), vil ikke forholde sig til idéen.

- Syddjurs er kommet videre, og det gør vi også, siger Jan Petersen (S) med henvisning til, at Syddjurs Kommune tidligere har været under administration af staten.

Syddjurs er ikke interesseret i sammenlægning

Det er oplagt at spørge borgmester i Syddjurs Kommune Ole Bollesen (S) om, hvad han tænker om at udvide kommunegrænsen og velkomme borgerne og underskuddet fra nord.

Han mener umiddelbart ikke, at der skal gøres mere ved den tanke.

- Det er ikke realistisk. Vi har et fint samarbejde, men det er ikke tiden til det nu, siger Ole Bollesen (S) med henvisning til, at han ikke mener, at det er mange år siden den store kommunalreform.

Selvom det kan virke som om, at det store underskud kan være det, der sætter en stopper for samarbejdet, så er det ikke tilfældet, mener Ole Bollesen (S).

- Det har ikke noget med deres økonomi at gøre. De skal nok få styr på det, siger han.

Der er ifølge ham flere udfordringer ved en så stor kommune.

- Hvis man laver en kæmpe kommune, så bliver der endnu længere fra politikerne til befolkningen, siger Ole Bollesen (S) til TV2 ØSTJYLLAND.

Mest Læste

Annonce