Lærere savner tid til forberedelse med pædagoger

Ledelse

30/08/2017 09:20

Nick Allentoft

Samarbejdet mellem lærere og pædagoger er presset af tidsmangel og forskellige skemaer, viser en ny undersøgelse.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Et kvarter. Det er så lang tid, 8 ud af 10 lærere højst bruger om ugen på at planlægge og evaluere undervisningen sammen med pædagoger, skriver Politiken. Knap halvdelen bruger 0 minutter på fælles forberedelse.

Det viser en ny undersøgelse af samarbejdet mellem de to faggrupper, som Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) står bag. Undersøgelsen viser samtidig, at netop fælles planlægning og evaluering af undervisningen er afgørende for, at samarbejdet mellem lærere og pædagoger er velfungerende og bidrager til trivsel og et godt læringsmiljø.

»Fælles forberedelse og evaluering er vigtigt, fordi det giver læreren og pædagogen mulighed for at bringe deres fagligheder i spil og for at dele deres erfaringer fra arbejdet i klassen, så de arbejder i samme retning. Så det er et væsentligt opmærksomhedspunkt, at vores undersøgelse viser, at man ude på skolerne bruger så lidt tid på det«, siger Lise Tingleff, chef for grundskoleområdet hos EVA, til Politiken.

Hos Danmarks Lærerforening og pædagogernes fagforening, Bupl, mener man, at undersøgelsen er et udtryk for, at der med folkeskolereformen fulgte for få ressourcer.

»Konsekvensen er jo, at man arbejder parallelt i stedet for at udnytte det tværfaglige samarbejde«, siger formand for Bupl Elisa Bergmann til Politiken.

Hos Kommunernes Landsforening anerkender udviklingsdirektør Arne Eggert, at det ikke er godt nok, når de to faggrupper ikke bruger længere tid på at forberede og evaluere undervisningen, men han deler ikke de faglige organisationer opfattelse af, at problemet skyldes folkeskolereformen og for få ressourcer.

»Undersøgelsen giver en klar indikation af, at der er noget, vi skal gøre meget bedre, så potentialet i folkeskolereformen bliver foldet mere ud. Men når vi kigger ud over landet, er der eksempler på steder, hvor man lykkedes bedre med at skabe tid og lave en skemaplanlægning, så der er tid til forberedelse og evaluering. De eksempler skal vi sprede ud over kommunegrænserne«, siger han til Politiken.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.