Wefood skal efter planen åbne i København i starten af næste år. Konceptet går ud på, at supermarkedet, der drives af Folkekirkens Nødhjælp, skal sælge overskydende mad fra dagligvarebutikker og fødevareproducenter.
Læs mere om Stop spild af mad og grundlægger Selina Juul
"De nye momsregler er afgørende for, om Wefood har en chance for at blive en succes. For det er klart, at hvis det ville koste vores leverandører penge at komme af med deres varer til os, så ville de hellere smide dem ud," siger projektleder for Wefood, Bassel Hmeidan, til FødevareWatch.
Momsreglerne har været i vejen, fordi maddonorerne risikerede at skulle betale moms af overskudsvarernes oprindelige indkøbsværdi, hvis de valgte at forære dem væk. Dermed ville det blive en udgift at give mad til Wefood.
Reglerne har mødt massiv kritik for at ødelægge muligheden for at donere fødevarer væk, og derfor har Skat nu lavet en løsning, så det ikke længere er en udgift at donere mad til Wefood.
Hos Dansk Erhverv kalder skattepolitisk chef, Jacob Ravn, de nye regler for "utroligt glædelige."
"Det har virket tosset, at det bedre kunne betale sig for supermarkederne at destruere varerne end at give dem til et godt formål," siger han.
Også Dansk Supermarked, der har arbejdet for at få ændret momsreglerne, er tilfreds med, at Skat har lyttet.