I øjeblikket er, hvad der formentlig ender som Danmarkshistoriens største IT skandale under opsejling. Banedanmarks nye signalsystem, der skal gøre vores skinnesystem intelligent, er budgetteret til enorme 20 mia kroner, og ender formentlig med at koste 30. Den skandale kommer til at lægge sig i slipstrømmen på en række andre skandaler, der har en ting til fælles: Vi troede på centrale løsninger, men skulle have tænkt decentralt.
Hør engang. Lad os lære af den moderne historie, se på den teknologi, der allerede er her, og så undgå at spilde flere milliarder på forestillinger om store forkromede centrale løsninger. Den tid er slut. Her er fem nedslag, der viser hvorfor.
Vi troede på intelligente veje men fik selvkørende biler
En mere decentral struktur hvor man arbejder med intelligente tog kunne nok have reduceret anlægsomkostningerne betydeligt.
I biltrafik troede man i sin tid at bilerne skulle køre på intelligente veje. Man talte om at investere milliarder i intelligente trafik systemer til de dumme biler, men fik det heldigvis ikke gjort, for nu er bilerne jo kloge, sikre og snart selvkørende. Så i dag har vi kloge biler på relativt dumme (og billige) veje. Samme logik er på vej i luftfarten. I Europa er man i gang med at kigge på et nyt free flight fly-kontrol system der forudses at kunne spare os for omkring 12 milliarder euro om året gennem mere effektiv afvikling.
Ligesom med bilerne er systemet baseret på decentralisering og intelligente fly. Mon ikke fremtidens tog også bliver intelligente, så skinnerne ikke behøver at være det ?
LÆS OGSÅ: Her er seks greb til offentlig modernisering
Vi troede harddisken var vigtig men fik dataskyer
Tendensen i retning af decentrale systemer vil medføre at data fanges, og i et vist omfang forbliver ude i kanten af systemerne, og tættere på hvor de oftest skal bruges.
Man taler om at vi er på vej fra Cloud computing, hvor alt sendtes op i internet skyen til de centrale servere, til Fog computing, hvor man filtrerer, og vælger hvad der sendes videre. Fog indeholder stadig cloud, men noget bliver altså ude i den decentrale struktur.
Det er en nødvendig udvikling for i takt med at datamængderne bliver enorme, ville en fortsat strategi med central opsamling og behandling medføre at systemerne kløjs i data. Lidt ligesom i sin tid romerriget, der blev så komplekst så det brasede sammen under sin egen kompleksitet. Den teknologiske udvikling er med os: intelligensen sidder i stigende omfang i de enheder der er på nettet, og ikke bare i infrastrukturen, og centralt. Mere vil foregå decentralt, centeret vil modtage færre (og mere relevante) data, og pyyhha for det. Vi trode ansatte skulle vide alt men fik vidensrobotter Fog hjælper til i en udvikling hvor medarbejdere har den nødvendige viden lige nu og her, og det er en af flere elementer i noget der vil ændre vores måde at arbejde på. Masser af båndbredde er naturligvis også en vigtig del af udviklingen. Vi vil kunne håndtere komplekse problemstillinger, og tage beslutninger decentralt. Vi vil kunne arbejde med alternative scenarier, og vi vil få støtte af kunstig intelligens undervejs i processen. Alt i alt kan man sige at den enkelte projekt- eller sagsbehandler får enorme ressourcer stillet til sin rådighed, og med en underliggende automatisering der gør at medarbejderen bliver beslutningstager, snarere end den der kæmper for at fremskaffe oplysningerne. Vi troede på hieraki men fik dynamiske netværk En på mange måder fantastisk fremtid med muligheder for øget kvalitet, bedre service, og mere engagerende arbejde for den enkelte medarbejder. Spørgsmålet er så om vores hierarkiske organisations struktur, skabt af militæret for 100 år siden er den rette til at håndtere fremtiden. Oveni en gammeldags militær-inspireret hierarkisk organisationsstruktur har vi Taylorismen smurt på toppen. Taylorismen er det vi ofte kender som djøf’ificering, hvor alt går op i målepunkter, 3 minutter til at skifte ble på fru Jensen, halvandet minut til rengøring af toilettet på plejehjemmet, det er Taylorisme. Taylor var opfinderen af scientific management, altså det at splitte alt op i tidsenheder der kan måles på. Taylors menneskesyn var i øvrigt mørkt, ifølge en fin artikel i Zetland for nylig. Han tog som udgangspunkt at den ideelle medarbejder var ”dum, flegmatisk, og nærmest som en okse.” Vi troede alle er idioter men.... En logik hvor man tager som udgangspunkt at alle er idioter der skal måles, vejes og overvåges for at sikre at de ønskede mål nås. Det er desværre stadig udgangspunkt for en god del af vores systemer i dag i den offentlige sektor. Teknologien er klar til at vi kan tage et kvantespring i strukturer, ledelsesformer, og med serviceforbedringer og motivation som gratis sidegevinst. Romerriget evnede ikke at forny sig. Er vi klar, eller forbliver vi i Taylorismens Djøffede mørke ???
