Professionshøjskoler: Skolelærerne skal uddannes som autoriteter

Ledelse

18/03/2018 12:21

Freja Eriksen

Ifølge en ny plan for læreruddannelsen skal de lærerstuderende i langt højere grad end i dag uddannes til at være såkaldt myndige fagpersoner med stærk professionel autoritet.

Lærerstuderende skal lære at træde i karakter og udstråle mere autoritet over for elever og deres forældre. Derfor er professionshøjskolerne nu klar med en handleplan med ti konkrete forslag til, hvordan læreruddannelsen kan blive bedre end i dag.

Det skriver Berlingske. 

Et af de centrale forslag handler om den til evig tid omdiskuterede læreruddannelse og dermed lærerrolle. Ifølge forslaget forpligter professionshøjskolerne sig til »at lægge mere vægt på udvikling af de studerende som myndige fagpersoner, der virker med stærk professionel autoritet i folkeskolen og udadtil«.

Prøv DenOffentlige 2

DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur

Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.  

 

Når uddannelserne i højere grad vil sætte myndighed og autoritet på skemaet, sker det ifølge rektor på Professionshøjskolen Absalon, Camilla Wang, i erkendelse af, at »verden har forandret sig, og at det er blevet en større opgave at skabe den her autoritet«.

»Børnene er ikke nødvendigvis blevet nemmere at sætte sig i respekt over. Heller ikke forældrene. Der er mange, der føler sig kaldet til at udfordre skolens og lærernes rolle og har stor fokus på eget barn. Der er et større og større behov for, at læreren i sin uddannelse får meget klare redskaber til at skabe en autoritet omkring sin opgave og sit professionelle jeg,« siger hun til Berlingske:

»Det med at skabe respekt og følgeskab, det ligger ikke så tydeligt i læreruddannelsen i dag. Hvordan lærer man at komme ind i et rum og indtage det med autoritet? Hvordan gennemfører man et forældremøde som en faglig stærk person?«

Professionshøjskolerne forventer, at realisere flere af forslagene i deres handleplan allerede fra i år. Nogle af dem vil dog kræve regelændringer. Det gælder bl.a. forslaget om »lærere med stærk professionel autoritet og kunnen«, som de gerne vil have gjort til såkaldt ECTS-belagt undervisning.

Planen fra professionshøjskolerne kommer kort tid før, uddannelses- og forskningsminister, Søren Pind (V), i næste uge præsenterer den første evaluering af den nye læreruddannelse. Derfor vil han ikke kommentere den over for Berlingske. I en skriftlig kommentar kalder han det dog »positivt og konstruktivt, at professionshøjskolerne tager fat om at forbedre læreruddannelsen«.

»Jeg kommer til at præsentere første del af evalueringen af uddannelsen i næste uge for forligspartierne og vil derefter invitere partierne til en drøftelse af, om der er nogle skruer, vi skal ind og dreje på, og om det i så fald skal ske allerede nu, eller om vi skal afvente den øvrige evaluering. Det er klart, at professionshøjskolernes nye bud er et interessant indspark i den forbindelse,« lyder det fra ham.

Hele historien på Berlingske.dk

Mest Læste

Annonce