- Uvisheden er i sig selv så angstskabende at den nærmest overtager alle tanker i mit hoved. Sådan skriver den drabstiltalte sygeplejerske fra Nykøbing Falster i et brev til TV ØST fra arresten i Køge, hvor hun sidder varetægtsfængslet.
Hovedperson i modbydelig sag
I et 12 sider langt håndskrevet brev fortæller sygeplejersken om, hvordan hun selv oplever sin situation, og hvilke tanker hun gør sig i forhold til den straffesag, der er planlagt til at begynde den 11. marts i år.
- I et år har et sandt mareridt stået på, og mens alle andre - politi, kollegaer, medier og så videre diskuterer sagen livligt, må jeg intet sige. Jeg er pålagt mundkurv, hvilket er til stor frustration.
- Jeg er hovedperson i en rigtigt modbydelig sag, jeg kan få lov til at høre, hvad folk siger om mig, men jeg har ikke mulighed for at stille nogle af de spørgsmål, jeg sidder med, og hvis de alligevel bliver stillet, ønsker politiet ikke at svare, skriver sygeplejersken i sit brev til TV Øst.
Så bange at man bliver fysisk syg
Sygeplejersken og hendes familie har aldrig tidligere været i kontakt med retssystemet. Hun er gået fra at have en hverdag med sit arbejde som akutsygeplejerske på Nykøbing Falster Sygehus, sin kæreste og familie til at være indsat i arresten, først i Nykøbing Falster, derefter i Køge.
- Man bliver revet væk fra sin hverdag og sat i et lille koldt rum med en seng, et bord, og et fjernsyn. Døren er låst, man kan ikke komme ud og man græder bare og sidder helt alene med sine tanker. Få gange på et døgn går døren op, vagten konstaterer blot at man stadig græder, låser igen og til sidst er man så frustreret, ked af det og bange at man bliver fysisk syg.
- Følelsen af ensomhed er så tyngende at jeg ikke kan spise, jeg sover ikke på grund af spekulationerne, jeg er så træt at jeg ikke kan sidde oprejst, til trods for at jeg ikke udretter noget fysisk, og når man er kommet ind i sådan en ond spiral er det umuligt at opretholde en hverdag. For hver dag der går, mister jeg lidt af mit fodfæste.
Sidder i cellen 23 timer i døgnet
Sygeplejersken sidder isoleret det meste af tiden i arresten i Køge. I en time om ugen har hun besøg af sin familie og af sine kollegaer og veninder på skift. Hun skriver breve hver dag, og derudover ser hun film. Men isolationen tærer på hende mentalt.
- Jeg sidder i min celle 23 timer i døgnet, en gang om dagen har jeg mulighed for en times luft, som kaldes en gårdtur. Ellers har jeg mulighed for det, der kaldes cellefællesskab, dog er det kun med indsatte af samme køn, og da jeg har siddet ene kvinde i arresten i over 10 måneder har der stort set ikke været mulighed for fællesskab.
- Det er svært at beskrive, hvad isolationen gør ved mig. I starten higede jeg efter fællesskab, men nu, hvor jeg har siddet så længe i isolation, kan jeg nærmest ikke begå mig i fællesskabet. Jeg rummer det ikke, og ret hurtigt er ensomheden så altoverskyggende at den er det eneste, jeg kender til.
Vil opnå retfærdighed
Sygeplejersken var, ifølge familien, i starten nærmest paralyseret af angst, hver gang hun skulle fremstilles i retten, hvor en dommer skulle tage stilling til, om hun fortsat skulle sidde varetægtsfængslet. Hun var bange for anklageren og hvad han sagde, hun var bange for, hvilke overskrifter det ville skabe, og at der var journalister, der kiggede på hende, mens hun sad som hovedperson i en drabssag. Om retsmøderne skriver sygeplejersken:
- Gang på gang ved fristforlængelserne oplever jeg anklageren male et billede af mig, han tager andres subjektive holdning, gør den til sin egen og fremstiller gerne tingene fra den værste side, selvom det hele kun er teorier. Mest af alt har jeg lyst til at stille mig op og råbe og skrige, men det må man ikke, så har jeg lyst til at bryde grædende sammen, men jeg kan ikke, jeg er så træt og udmattet, at det eneste forsvar jeg har, er at lukke alt ude og så fremstår jeg, som om at jeg ikke reagerer. Jeg har ikke kontrol over noget, så jeg venter med at bryde sammen, til jeg igen er bag lukket dør, hvor ingen kan se eller høre mig.
- Nogle gange er jeg så træt at jeg ikke engang orker at græde, jeg orker ikke at være til og hver eneste gang jeg går i seng, tænker jeg om det her ender. Får jeg nogensinde et normalt liv? Det nemmeste ville være at opgive på forhånd. Alligevel er der noget inde i mig, der vil opnå retfærdighed, lige meget, hvor opslidende denne kamp er.
- Jeg ved nu, at der skal være en retssag, den skal strække sig over 3 måneder, hvilket i sig selv virker helt uoverskueligt. Men hvis jeg vil opnå retfærdighed, er det en nødvendighed.
Læs sygeplejerskens brev på www.tveast.dk