Blandt læger og andet sundhedspersonale er der en udbredt usikkerhed om, hvornår en underretning er berettiget, og tvivlen holder mange fra at underrette, selvom de jævnligt får mistanke om overgreb i deres arbejde. Det viser en undersøgelse blandt 125 læger i almen praksis, der blev publiceret i Månedsskrift for Almen Praksis i august, skriver Kristeligt Dagblad.
Tre ud af fire læger svarede, at de havde været i kontakt med et barn eller en ung, hvor de havde mistanke om overgreb, men mere end hver femte læge havde også undladt at underrette på trods af en konkret mistanke.
Nyhedsbrev 2
100.000 mennesker læser med hver måned. Skal du være den næste?
Det er gratis
”Jeg har masser af eksempler på sager, hvor man tænker, at det er meget ærgerligt, at der ikke blev skrevet en underretning tre måneder tidligere, for de her tegn burde der være underrettet på. Men vores undersøgelse viser, at mange er bange for, om deres vurdering er rigtig. De vejer frygten for ikke at gøre noget op mod frygten for, at de anklager nogen uretmæssigt,” siger børnelæge Hanne Nødgaard Christensen, tidligere leder af Center for Børn udsat for Overgreb på Aarhus Universitetshospital og medforfatter på artiklen i månedsskriftet.
Ifølge loven burde lægerne ellers handle modsat: Underretningspligten i serviceloven blev skærpet i 2013 efter de store misbrugssager fra blandt andet Tønder og Brønderslev, og der er pligt til at underrette, når bare der er grund til at antage, at et barn kan have behov for støtte fra de sociale myndigheder.
Overlæge Inge Olga Ibsen er faglig leder af Familieambulatoriet, som står for svangreomsorgen for sårbare gravide og opfølgningen af særligt sårbare småbørn i Region Syddanmark. Hun oplever, at noget ”lunkent” hviler over opgaven med at skrive en underretning.
Velfærdsstat eller velfærdssamfund
Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.
Følg artikler og indlæg på temasiden her.
Ifølge hende er en vigtig årsag, at sundhedspersonalet frygter straf, både hvis de underretter, og hvis de lader være, fordi regler og instrukser er uklare.
På den ene side står den skærpede pligt til at underrette, det vil sige servicelovens paragraf 153. På den anden side risikerer autoriserede sundhedspersoner straf for at bryde autorisationsloven og deres tavshedspligt som den er beskrevet i sundhedsloven. Pligten til at underrette står over tavshedspligten.
Læs hele historien i Kristeligt Dagblad eller på k.dk
