Der er godt nyt til kaffedrikkere.
Lige nu læser andre
Mange danskere nyder gerne en kop kaffe i ny og næ, særligt i den mørke og kolde vintertid.
Nu ser det ud til, at der er endnu et godt argument for at drikke en kop af den mørke drik.
Et nyt amerikansk studie peger på, at kaffe måske kan beskytte hjertet mod uregelmæssig rytme.
Konklusionen kommer bag på mange, da kaffe længe har haft ry for at øge risikoen for hjertebanken. Ifølge forskerne kan et moderat kaffeforbrug faktisk mindske sandsynligheden for, at visse patienter oplever tilbagevendende rytmeforstyrrelser.
I undersøgelsen deltog 200 ældre personer fra USA, Australien og Canada, som alle havde fået konstateret atrieflimren.
Læs også
Atrieflimren rammer millioner af mennesker verden over og kan føre til blodpropper, hjertesvigt og slagtilfælde. I Danmark anslås det, at over 150.000 personer lever med lidelsen, og cirka 20.000 nye tilfælde diagnosticeres hvert år.
Deltagerne blev tilfældigt opdelt i to grupper, hvor den ene begrænsede sit koffeinindtag, mens den anden fortsatte med at drikke mindst en kop kaffe om dagen. Forskerne fulgte deltagerne i et halvt år via videomøder, hvor de selv rapporterede deres kaffevaner.
Studiet, kaldet Decaf, en forkortelse for “Does Eliminating Coffee Avoid Fibrillation”, viste, at deltagerne, som fortsatte med at drikke kaffe, havde markant lavere risiko for tilbagefald end dem, der undlod. Risikoen for nye anfald var 47 procent i kaffedrikkergruppen mod 64 procent blandt dem, der holdt sig fra koffein.
Forskningsarbejdet blev ledet af kardiolog og professor Gregory Marcus fra University of California og præsenteret ved American Heart Association’s konference i New Orleans.
Resultaterne er siden offentliggjort i Journal of the American Medical Association. Forskerne brugte både EKG-målinger og bærbare sensorer til at overvåge deltagernes hjerterytme.
Læs også
Studiet havde dog sine begrænsninger. Der blev ikke taget højde for ændringer i deltagernes kost, motion eller andre kilder til koffein. Alligevel mener forskerne, at resultaterne udfordrer den traditionelle opfattelse af kaffe som en hjertesynder.