Du kender det måske alt for godt: hælen er sprækket igen, og strømperne hænger fast som burrebånd. Hård hud og revnede fødder er ikke kun et kosmetisk mareridt – det kan også gøre ondt som bare pokker.
Men ifølge fodterapeut Reeta Eskelinen fra Helsinki er løsningen sjældent at gå amok med fodfil og fodbad.
Det fortæller hun til den finske internetavis Ilta Sanomat.
”Fejlen er som regel, at man ikke smører sine fødder nok,” forklarer hun. Og når man endelig griber cremen, går man all in – hvilket ofte bare gør fødderne klistrede og ubehagelige, og så opgiver man igen.
Fodterapeuten anbefaler i stedet en lille, men hyppig indsats. En mængde creme på størrelse med en fingerspids er rigeligt, og det skal gøres ofte – ikke sjældent og overdådigt. Særligt cremer med carbamid, som findes i mange apotekets fodprodukter, er gode til at blødgøre tør hud.
Hård hud er kroppens egen forsvarsmekanisme. Når huden udsættes for gentagen friktion eller pres – f.eks. fra stive sko eller dårlig gangteknik – bygger kroppen en lille rustning. Og nej, den skal ikke fjernes med sandpapir og saks.
”Fodrasp (En type fil, der er mellemgrov, red.) anbefales ikke,” siger Eskelinen og understreger, at det faktisk kan få huden til at forsvare sig endnu mere – og danne endnu flere lag.
Skæres der i huden, er der også risiko for at beskadige den raske del. Og glem de lange, varme fodbade. Overophedning gør huden sløv og mere sårbar.
Typisk opstår den hårde hud på hælene, forfoden og langs storetåens kant. Har man en høj svang, øger det risikoen. Og bruger man tunge sko med stiv sål, kan fødderne lide ekstra.
Hvis huden bliver meget hård, tyk eller begynder at gøre ondt, kan det være tid til at besøge en professionel. En indlægssål eller ændringer i fodens belastning kan gøre en verden til forskel.