Tyske myndigheder har oplyst, at de har påvist højpatogen fugleinfluenza i en fjerkræbesætning i Nordfriesland, ca. 6 km fra den dansk-tyske grænse i Tøndermarsken syd for Højer. Derfor har Fødevarestyrelsen i dag oprettet en overvågningszone på den danske side af grænsen med særlige restriktioner for områdets fjerkræbesætninger.
"Vi har indført en overvågningszone med særlige begrænsninger for alle hønsehold og fjerkræbesætninger, som skal hjælpe os med at holde fugleinfluenzaen under kontrol," siger Birgit Hendriksen, chef for Fødevarestyrelsens VeterinærØst.
Udbruddets betydning
Udbruddet i Nordfriesland betyder, at det i en periode bl.a. bliver forbudt at sælge eller flytte æg, kyllinger, høns og andre fugle til eller fra ejendomme i zonen uden tilladelse fra Fødevarestyrelsen. Ejere og besøgende, der kommer i hønsegårdene skal rense og desinficere fodtøj, så de ikke bringer smitte med ind, og ejere har pligt til at forebygge smittespredning. Hvis der opstår tegn på sygdom blandt fuglene har ejeren pligt til at kontakte Fødevarestyrelsen.
Hvis der ikke kommer nye udbrud i området kan zone-restriktionerne tidligst blive ophævet om 30 dage.
Du kan finde flere oplysninger HER
Om fugleinfluenza:
Alle fuglearter kan rammes af fugleinfluenza, men høns og kalkuner er særligt udsatte og udvikler kraftige symptomer. Svømmefugle er generelt mere modstandsdygtige og kan bære på fugleinfluenza uden have symptomer.
Der er ikke rapporteret om smitte til mennesker med de typer af fugleinfluenza, der i øjeblikket cirkulerer i Europa.