Der findes mange smarte fitnesstrends derude, og gang er helt sikkert ikke den mest trendy af dem, men alligevel er der mange der kigger i gangs retning, når der skal forbrændes kalorier.
Det er både gratis og skånsomt, kræver ikke det store, og så giver det samtidig frisk luft og en pause fra sofaen.
Globalt er gang den mest populære fysiske aktivitet, og det er nemt at forstå hvorfor. Ingen dyre abonnementer eller udstyr kræves – medmindre du selvfølgelig insisterer på de nyeste sneakers. Men hvad sker der egentlig med kroppen, når vi tager en rask gåtur?
Det sprøgsmål har mediet GQ-magazine givet et svar på.
Ifølge Brian Carson, professor ved University of Limerick, involverer gang hele kroppen. Musklerne aktiveres, energiforbruget øges, og kroppens stofskifte kommer i gang.
Det handler dog sjældent om hård træning, medmindre du tager en genvej op ad Valby Bakke i København – dér vil pulsen måske nok stige en anelse.
Interessant nok påvirker gang også vores hjerner positivt. En undersøgelse fra Stanford University fandt ud af, at kreativiteten får et kæmpe boost, når vi går. Faktisk steg evnen til at tænke kreativt med hele 81 % sammenlignet med at sidde stille.
Så næste gang chefen kigger skeptisk på dig, når du går ud af døren midt i arbejdsdagen, kan du med god samvittighed sige, at du lige stimulerer kreativiteten.
Gang reducerer også stressniveauet, især hvis du går i et behageligt tempo. Dit parasympatiske nervesystem aktiveres, hvilket sænker produktionen af stresshormonet kortisol.
Musklerne er en anden sag
Desværre bygger almindelig gang ikke større muskler, selvom det kan forhindre tab af muskelmasse.
Vil du have mere ud af din gåtur, kan du prøve 'rucking', som betyder at gå med ekstra vægt på ryggen. Det øger både muskelaktivitet og fedtforbrænding.
Og apropos fedtforbrænding, så placerer gang dig ofte i fedtforbrændingszonen, hvor store muskelgrupper som ben, lår og core aktiveres.