Fra november kan alle danskere betale sig fra at få en boostervaccine. Foto: Shutterstock
Fra november kan alle danskere betale sig fra at få en boostervaccine. Foto: Shutterstock

Nu bliver boostervaccinen tilgængelig for alle - hvis de vil betale for det

Sundhed

30/09/2022 15:28

J. Bøgen

Den kan købes fra november.

Fra starten af november 2022 kan borgere, som ikke er i risikogruppen, og som derfor ikke tilbydes gratis vaccination mod covid-19, købe en variantopdateret booster-vaccination.

Regeringen har besluttet at etablere mulighed for, at personer, som ikke er en del af målgruppen for det offentlige vaccinationsprogram, kan købe en variantopdateret booster-vaccination mod covid-19, hvis de ønsker det. Borgerne vil fra starten af november blive informeret om, hvor og hvordan de kan købe vaccinationen. Det bliver et tilbud på linje med fx influenzavaccinationer til personer uden for det offentlige program og rejsevaccinationer.

Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

"Der kan være mange forskellige årsager til at ville tage imod en boostervaccination mod covid-19. Og den mulighed synes vi, at flere skal have, også selvom de ikke er en del af målgruppen for det gratis tilbud. Det er ikke noget sundhedsmyndighederne aktivt anbefaler, men når vi har vacciner nok, synes vi også at muligheden skal være der på lige fod med influenza- og rejsevaccination, som også kan tilkøbes," siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Efterårets vaccinationsindsats omfatter tilbud om gratis vaccination mod covid-19 for alle borgere over 50 år, samt personer i særlig risiko, gravide, sundheds- og plejepersonale som arbejder med personer i øget risiko og udvalgte dele af personale i socialsektoren og udvalgte pårørende over 12 år til personer i øget risiko. Det er den målgruppe, Sundhedsstyrelsen anbefaler får en boostervaccination.

Er man ikke en del af målgruppen, og ønsker man en boostervaccine mod covid-19, bliver det fra starten af november muligt at købe en vaccination hos en privat aktør.

Sundhedsministeriet, Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen fastlægger et loft for, hvor mange covid-19 vacciner, der kan frigives til salg på det private marked, under hensyntagen til sikring af Danmarks vaccineforsyning og risiko for fremkomst af nye covid-19-varianter henover vinteren 2022.

Pris og det praktiske

Danmark vil i år få for mange variantopdaterede covid-19 vacciner på lager, og derfor sælger staten vaccinerne til en reduceret pris, der alene dækker Statens Serum Instituts håndteringsomkostninger til pakning, transport mv. Den enkelte borger betaler vaccinatøren for vaccinen og konsultation mv. Vaccinatøren fastsætter selv prisen på konsultationen, og den samlede pris for en vaccination kan derfor variere.

Tilbuddet indføres fra starten af november 2022, når sundhedsmyndighederne har modtaget tilstrækkelige leverancer af vacciner til det offentlige program. Borgerne vil da blive informeret om, hvor de kan købe vaccinationen.

Mest Læste

Annonce