Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Nye tal: Disse danskere ligger i front med tandlægebesøg og tandforsikring

Sundhed

25/06/2024 05:01

J. Bøgen

Ifølge ekspert ender deres gennemsnitlige livsforbrug på tandplejen typisk med at blive lavere end andres.

Kvinder tager et større ansvar for deres tandsundhed end mænd i Danmark. Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik var fordelingen af klienter hos de danske tandlæger 54 procent kvinder og 46 procent mænd i 2023.

En ny opgørelse fra forsikringsselskabet Dansk Tandforsikring fra 2024 viser desuden, at kvinderne udgør 58 procent og mændene 42 procent af de tandforsikrede privatkunder.

Ifølge Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet, har kvinder fat i den lange ende set fra et sundhedsøkonomisk perspektiv.

"Danskerne betaler i udgangspunktet 85 procent af en tandbehandling selv, og kvinderne sparer generelt større udgifter på den lange bane ved at få foretaget regelmæssige tandlægetjek," siger Kjeld Møller Pedersen og tilføjer:

"Det, der ofte driver kvinder til at værne om tandsundheden, er, at de generelt går mere op i deres sundhed og helbred end mænd, og de vægter også den kosmetiske værdi ved et hvidt tandsæt højere. Vi kender tendensen fra lægelokalet, som har en overvægt af kvindelige besøgende, mens mange mænd knap nok kommer afsted til de vigtige helbredstjek."

Ifølge Denis Lewinsky, der er administrerende direktør i Dansk Tandforsikring, bevirker en forsikringsaftale typisk, at kvinderne oftere kommer afsted til tandlægen og på den måde forbedrer deres tandsundhed.

"En hyppigere besøgsfrekvens hos tandlægen medfører en forbedret tandsundhed, og kvinders gennemsnitlige livsforbrug på tandplejen vil typisk ende med at blive lavere end mændenes," siger Denis Lewinsky.

Begge køn forsikrer tænderne mere

Hos Dansk Tandforsikring ses en generel stigning i danskere, der forsikrer deres tænder. Antallet af tandforsikringer er for både mænd og kvinder steget med 85 procent fra januar 2020 til 2024 ifølge en ny opgørelse.

"Overordnet set er der kommet et øget fokus på sundheden og helbredet, og det indgår som et led i det generelt øgede helbredsfokus i Danmark, at flere vælger at tegne en tandforsikring," vurderer Denis Lewinsky.

Mest Læste

Annonce