Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Sygdom erklæret udryddet i Danmark: Nu er der fundet 3 tilfælde på 2 uger

Sundhed

20/02/2024 13:17

J. Bøgen

Det er utroligt smitsomt, og derfor bliver læger nu opfordret til at være "særligt opmærksomme".

I 2017 fik Danmark en særlig status hos Verdenssundhedsorganisationen WHO.

Det år blev den frygtede børnesygdom mæslinger nemlig officielt erklæret udryddet i Danmark.

Men noget er galt. For alene inden for de sidste to uger er der opdaget tre tilfælde af sygdommen, som er den mest smitsomme herhjemme.

Og det får nu Statens Serum Institut (SSI) til at bede danske læger om at være "særligt opmærksomme" den kommende tid. Det skriver DR.

"Det er utroligt smitsomt, og derfor er det væsentligt, at vi er opmærksomme på det, når der er tilfælde i Danmark for tiden," siger Christian Morberg Weise, der er overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital og professor i Global Sundhed til DR.

Kan være farlig

Generelt er vi herhjemme rigtig godt beskyttet i forhold til netop mæslinger, da der er en stor tilslutningen til børnevaccinationsprogrammet, hvor vaccinen mod mæslinger er med.

Det betyder dog ikke, at vi kan vide os helt sikre, for sygdommen kan hurtigt sprede sig fra person til person gennem for eksempel host, nys eller tale.

Og når først man er ramt af røde pletter og feber, er der ikke andet at gøre end at lindre symptomerne. Ifølge SSI findes der nemlig ikke en behandling rettet mod netop den sygdom.

Langt hen ad vejen minder mæslinger om andre febersygdomme med slem forkølelse, hoste, løbende næse og overfølsomhed i forhold til lys.

Men man risikerer også en langt værre omgang, som kan blive direkte livsfarlig i alvorlige tilfælde.

Ifølge Christian Morberg Weise kan sygdommen nemlig i sjældne tilfælde føre til hjernebetændelse, og det kan ende med at give den smittede hjerneskade.

Ifølge tal fra Statens Serum institut er det cirka en ud af 2500, der bliver ramt af hjernebetændelse.

Ingen grund til panik

Vaccinationen mod mæslinger har været en del af det danske børnevaccinationsprogram siden 1987, og hvis man har fået den såkaldte MFR-vaccine (mæslinger, fåresyge og røde hunde) både når man er 15 måneder og 4 år gammel, er man ifølge Sundhedsstyrelsen beskyttet resten af livet.

I 2022 var der 94 porcents tilslutning til den første af vaccinerne, og 93 procent fik den anden. Målet for at kunne opnå såkaldt flokimmunitet er, at 95 procent af befolkningen skal være vaccineret, og derfor er Danmark altså ikke helt oppe på det niveau.

Men når så mange er vaccineret, skal vi heller ikke gå i panik, siger Christian Moberg Weise. Det er ikke særligt mange tilfælde, selvom de er fundet med kort tids mellemrum, og der er generelt god beskyttelse i befolkningen.

Personer født før 1974 formodes at være beskyttede, da undersøgelser har vist, at 95 procent af alle danskere født før 1974 har haft mæslinger.

Mest Læste

Annonce