Foto: Shutterstock

Sundhedsvæsenet opdaterer deres retningslinjer

Den opdaterede version af Retningslinjer for håndtering af COVID-10 i sundhedsvæsenet indeholder nye afsnit om immunitet, efter at man har været smittet med ny coronavirus og immunitet efter vaccination, samt et afsnit om ikke-akut kirurgi efter sygdom med COVID-19.

Det fremgår nu af retningslinjen, at både personer, som har været smittet med ny coronavirus, og personer, som er færdigvaccinerede, kan forvente at have immunitet og være beskyttet mod alvorlig COVID-19 i mindst 8 måneder. Opdateringen følger det notat om immunitet, som Sundhedsstyrelsen offentliggjorde den 18. maj 2021.

Retningslinjen har også fået et nyt afsnit om kirurgi efter patienten har været smittet med ny coronavirus. Her viser ny viden, at der i de første seks uger efter sygdommen kan være øget risiko for komplikationer ved operation sammenlignet med personer, som ikke har været smittet med ny coronavirus.

”For operationer, som ikke er akutte, anbefaler vi, at lægen foretager en konkret og individuel sundhedsfaglig vurdering af, om operationen kan udsættes til 7 uger efter overstået infektion med ny coronavirus. For nogle patienter vil risikoen ved at udskyde operationen være større end risikoen ved at blive opereret, og så skal man selvfølgelig opereres som planlagt,” siger Bolette Søborg, Enhedschef i Sundhedsstyrelsen.

I retningslinjen er der blevet tilføjet et afsnit om, hvordan medarbejdere i sundhedsvæsenet, som er i øget risiko og som er færdigvaccinerede skal forholde sig, herunder gravide. Gravide, som er færdigvaccinerede, behøver ikke blive omplaceret fra deres arbejde med patientkontakt, med mindre det er et arbejde i fx COVID-afsnit eller akutmodtagelse med højere sandsynlighed for tæt kontakt med personer med COVID-19. På samme måde behøver der heller ikke ske omplacering af den gravides partner, hvis de selv eller den gravide er færdigvaccineret.

Retningslinjer for håndtering af COVID-19 i sundhedsvæsenet bliver løbende opdateret, i takt med at ny viden om ny coronavirus og COVID-19 kommer til.

Retningslinjer for håndtering af COVID-19 i sundhedsvæsenet

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også