Vi befinder os i en begyndende dansk tragedie, hvor eliten ikke stoler på folket og derfor kræver rapporter, kontrol og angiveri, og hvor vi ikke kan stole på eliten, fordi sandheden fordrejes af dens spindoktorer. Var det det, vi ville opnå, spørger professor Niels Høiby.

Sundhedsvæsenets undergang - druknet i djøf'ere

Professor og overlæge Niels Høiby er ikke bleg for at sammenligne sundhedsvæsenets ledelse med den i 'Der Untergangs' ubåd. Eller at kalde djøf'erne for en ny adel, der gennem en hidtil ukendt grad af centralisering af den offentlige sektor, har en del af ansvaret for sundhedsvæsenets stagnation. Han har selv otte bud på fremtidens ledelse i sundhedsvæsenet.

Af Niels Høiby, professor og overlæge, regionsrådsmedlem for LA i Region Hovedstaden

Sundhedsvæsenets status

Da regionerne afløste amterne i januar 2007, medførte det, at magt og ansvar samledes hos regeringen. Den stagnation, som det danske sundhedsvæsen siden 1970’erne havde været udsat for, skulle nu ophøre og større midler blev lovet og givet til sundhedsvæsenet. Samme sang var blevet sunget af alle Rasmussen-regeringerne.

Danmarks djøf’isering - den nye adel udgør:

  • 1,5% af befolkningen 100% af centraladministrationens top inkl. Sundhedsstyrelsen (Yes minister!) 63% af ministrene (udøvende magt)
  • 62% af partiformændene (lovgivende magt)
  • 40% af folketingets medlemmer (lovgivende magt)
  • 68% af lederne af de politiske ungdomsforeninger (fremtidens politiske ledere)
  • 100% af dommerne (dømmende magt)
  • En stor del af den trykte og elektroniske presses ledelse (kontrollerende magt) 

Men selvom der er fremskridt i Danmark, så sker der også fremskridt i andre lande. Så vi ligger fortsat fast på en 28-30. plads i verden vurderet på vores forventede middellevetid. Nedturen fra 1970 (4. plads) sluttede i 1995, men opturen i forhold til andre lande er ikke startet endnu, trods megen snak om tilførte ressourcer, som andre lande åbenbart også har fået! Der er således lange udsigter til at skabe ’verdens bedste sundhedsvæsen’, som Løkke Rasmussen pralede af i sin kronik fra marts 2006 ’Visionen i vadestedet’. Vi har desværre fortsat en socialt skæv årlig overdødelighed på flere tusinde mennesker sammenlignet med Frankrig og Sverige. Den tiltagende djøfisering og centralisering har en del af skylden.

Læs også: Ansat i den offentlige sektors frontlinie: Vi må ikke undre os længere

Homo economicus og Homo juridicus’ adel

Den tidligere ministersekretær Carsten Lunding har beskrevet djøf’ernes faglige etik som prostitution. Centraladministrationens embedsmænd er djøf’ere og hovedparten af ministrene har i årevis været djøf’ere, for tiden 63%. Djøf’erne udgør kun 1,5% af befolkningen, men 40% af Folketinget, 62% af partiernes formænd, 100% af dommerne og en god del af pressens ledelse (den fjerde magt). Homo economicus og Homo juridicus. Vi har fået en ny adel, som er betegnelsen for en befolkningsgruppe med særlige rettigheder af social, økonomisk og politisk karakter, begrundet med afstamning eller militære forpligtelser – i vor tid erstattet af de særlige rettigheder for generalister med uddannelse i økonomi eller jura (djøf’er). Den nye djøf-adel er blevet politiseret i sin måde at tænke og handle på, som domineres af økonomi trods snak om andre ’værdier’. Spindoktorerne forværrer dette spil, så det hele drejer sig om taktik, strategi og styring af pressen for at få god omtale. Genvalg er jo det vigtigste for levebrødspolitikere.

De omfattende fyringer på de fleste af landets sygehuse, som ikke overraskende først kom efter det overståede valg til regionerne og kommunerne, skyldtes djøf’ernes økonomistyringsmodel, som fra djøf’erne i Sundhedsministeriet er bestemt til kun at dække 70% af meraktiviteten, men som reduceres af djøf’erne i regionerne til 50% og på mit eget sygehus (Rigshospitalet) til 40% til afdelingerne, dog med forbehold, da centerledelsen kan beslutte at give nogle af pengene til andre afdelinger - hvilket på afdelingsniveau gør økonomistyring nærmest uforudsigelig og umulig. Så sygehuspersonalets varme hænder kan umuligt få finansieret deres øgede produktivitet, som efterspurgtes af det politisk administrative kompleks (PAK).

        Djøf svarer igen: Læs opfordring fra  Jens Qvesel, forvaltningspolitisk chef i Djøf

 

’Der Untergang’-ledelse

Filmen ’Der Untergang’ viste Hitler i førerbunkeren omgivet af sin stab og nærmeste medarbejdere, mens russerne nærmede sig Berlin. Ingen turde modsige Føreren, og i sin vrangverden kommanderede han rundt med generaler og divisioner, som var i opløsning. Ordrerne og ønsketænkningen byggede på de indberetninger og de generalstabskort, som var til rådighed, men opløsningstendenserne i omgivelserne kunne efterhånden ikke skjules og gamle faste støtter havde forladt Berlin. Filmen bygger på Joachim Fests bog ’Ragnarok’ og er et fremragende psykologisk studie af en magtfuld leders vildførelse af sig selv og sine omgivelser vha. visioner, missioner og ’management by fear’. Det skete på den tragiske og grusomme baggrund af 12 års totalitær omstillingsparathed af Europas kulturelt og videnskabeligt førende land.

Psykologien kan på et andet plan imidlertid også i dag genkendes hos magtfulde ledere og deres nærmeste medarbejdere, hvis de ikke har personligt kendskab til de arbejdsopgavers natur og de faglige arbejdsmetoder, traditioner og etik, som de leder. Det er essensen i det moderne bureaukratis hierarkiske opbygning, som beskrevet af Zygmunt Bauman og Hannah Arendt og af tidligere ministersekretær Carsten Lunding. Magten samles centralt og styringen foregår ved love, regler, kontrol og straf.

En konsekvens af placeringen af ansvar og magt over sundhedsvæsenets hos de centrale myndigheder har været, at sundhedsministeren, hans departement og Sundhedsstyrelsen har fået stor magt. Mange sager om sundhedsvæsenet, som rejses i pressen, ender på sundhedsministerens bord og medfører spørgsmål til ministeren fra folketingsmedlemmer. Da sundhedsministeren ikke er fagkyndig, er han helt afhængig af departementet og Sundhedsstyrelsen og de øvrige institutioner, der er tilknyttet hans ’koncern’. Da djøf-Lars Løkke Rasmussen ikke ville forlænge medicinaldirektør Jens Kr. Gøtriks kontraktansættelse, udnævnte han en djøf’er, som afløser af en læge i chefstolen for første gang i næsten 100 år.

Alt er således ved det gamle med masser af varm luft, når elitens visioner skal sælges til vælgerne, mens PAK i praksis misbruger og straffer sundhedspersonalet, som har knoklet for at indfri PAKs løfter. I den private sektor roses og belønnes de flittige og dygtige, som producerer mere, i den offentlige sektor straffes de, så det er jo ikke så mærkeligt, at den private sektor er fristende. I det offentlige sundhedsvæsen roser direktionerne aldrig afdelingerne for deres faglige indsats, fokus er udelukkende på økonomi og budget. Ethvert problem udløser trylleformularen ’styrket ledelse’, som det har været tilfældet gennem de sidste 35 år. For at være med på moden indkalder ledelserne med jævne mellemrum til ’visionsmøder’ med f.eks. år 2020 som mål for visionen. Visioner betyder imidlertid syner og hører hjemme hos psykiaterne og teologerne. Når visionerne ikke er i overensstemmelse med gerningerne, forsvinder ledelsens troværdighed hos personalet. Tilliden til PAK er væk og kan næppe genskabes. Det er formentlig en gensidig mistillid, fordi visionskonferencernes indhold vidner om en omfattende uvidenhed hos ledelserne om, hvordan faglige og videnskabelige eminente miljøer skabes.

Modernisering blev til djøfisering

Sidste år udkom der en vigtig bog redigeret af Christian S. Nissen ’På ministerens vegne’ om at styre og lede i statens tjeneste. De 6 forfattere har været nøglepersoner i den omfattende ændring i styring og ledelse i statens departementer, styrelser og institutioner, som blev iværksat som et storstilet moderniseringsprogram for den offentlige sektor af finansminister Henning Christophersen i 1983. Foruden Nissen, er forfatterne Hans Henrik Brydenholt, Jens Kampmann, Poul Ottosen, Inge Thygesen og Ole Zacchi, altså repræsenterende både ministre, departementschefer, styrelseschefer og direktører.

Moderniseringsprogrammet havde fem hovedelementer: Decentralisering af ansvar og kompetence, markedsstyring med friere forbrugsvalg og ændrede finansieringsmekanismer, bedre publikumsbetjening, leder- og personaleudvikling, og øget anvendelse af ny teknologi. Samtidig sigtede man mod en fladere struktur og afbureaukratisering af centraladministrationen. Fik man så den ønskede ændrede adfærd?

Næ, for vi har de sidste 10 år set en hidtil ukendt grad af centralisering af den offentlige sektor bl.a. ud fra det argument, at Danmark ikke er meget større end enkelte ’Länder’ i Tyskland, hvilket ikke kræver så mange beslutningsniveauer med demokratisk indflydelse. Til gengæld er de bureaukratiske hierarkier, dvs. djøfiseringen, blomstret op som aldrig før. Som Jens Kampmann konkluderer, har man for det første ikke reelt uddelegeret og for det andet har man i forhold til den enkelte offentligt ansatte kørt med et rapporterings- og kontrolregime i stedet for et tillidsregime. Han nævner som eksempel universiteterne, men kunne lige så godt have nævnt sundhedsvæsenet. I stedet for en accept af, at de fleste udfolder sig bedst under frie rammer, således som det erkendes mange steder i den private sektor, så ser mange offentligt ansatte sig som en del at det nævnte kontrolregime, som de bruger en stor del af tiden på, i stedet for det, de nu engang er uddannet til. Han konkluderer, at denne udvikling med meget stor sikkerhed vil skabe betydelig rekrutteringsproblemer for den offentlige sektor.

Hertil kan føjes det demokratiske problem, at sandheden i det politisk-administrative kompleks (PAK) konsekvent skjules af spindoktor-forvrængninger og at eliten opfordrer til angiveri af naboer, ligesom i det gamle DDR, hvorfor Danmark i en nylig tysk tv-udsendelse er karakteriseret som en stikkerstat. Vi befinder os således i en begyndende dansk tragedie, hvor eliten ikke stoler på folket og derfor kræver rapporter, kontrol og angiveri, og hvor vi ikke kan stole på eliten, fordi sandheden fordrejes af dens spindoktorer. Var det det, vi ville opnå?

Mit bud på fremtidens ledelse i sundhedsvæsenet

  1. Information om vort sundhedsvæsens præstationer i international sammenligning. Fokus på de faglige præstationer frem for de økonomiske, ved at økonomistyringssystemerne bringes til at fungere adækvat.
  2. Væk med bureaukratiseringen, hierarkiopbygningen og kontrolmanien og tilbage til fagligheden og ytringsfriheden. Indfør flad ledelse med faglig overvægt og lad magt og ansvar følges ad.
  3. Befolkningen bestemmer, ikke eliten, som er befolkningens tjenere i et demokrati.
  4. Væk med nytteetik og frem med pligtetik igen.
  5. Lad pengene følge patienten, fjern rammebevillingerne og gennemfør et effektivt frit sygehusvalg, der konkurrerer på kvalitet og fjern ventelisterne hos de praktiserende speciallæger.
  6. Beløn de dygtige og flittige og anlæg en rosekultur.
  7. Patienten i centrum igen ligesom i ’Den barmhjertige samaritaner’. Herved bliver sygehusets fokus rettet mod kernefunktionen og kerneformålet.
  8. Erkend, som EU's sundhedskommissær, at sundhedsvæsenet ikke kun er en udgift, men en investering i befolkningens sundhed og dermed mulighed for arbejde og at skabe vækst.

 

Emneord: Sundhed, Djøfisering, Niels Høiby, Moderniseringsprogrammet, Centralisering, Offentlig ledelse, 5 år med DenOffentlige
Lederskabshøringen på DenOffentlige.dk Med Lederskabshøringen vil DenOffentlige.dk skabe rammerne for en reformation. Vi vil forene vores læsere - fra den menige borger til den offentligt ansatte og de ledere, der har ansvaret - om en...
Aktivitet: Artikler: 13 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 02.09.16 Anders K
    Sundhedsvæsnets undergang? Snarere elitær perspektivforvrængning

    Helt ærligt, så har jeg svært ved at tage dette indlæg alvorligt.

    Det er i den grad blottet for indsigt og evne til at betragte sagen fra andre perspektiver end forfatterens eget, at det nærmest virker infantilt. Som et barn, som er blevet frataget sit fredagsslik.

    Lad os ikke glemme, at forfatteren selv er en af eliten, det er blot en anden elite, som søger at tilbageerobre det tabte terræn. Dengang den lægelige elite havde magt, som de havde agt, havde patienterne det (heller) ikke bedre.

    I stedet for at skyde skylden for miseren på andre, som på samme måde som de sundhedsfagligt uddannede, blot har gjort, hvad de blev bedt om efter bedste evne, kunne vi så ikke prøve at samarbejde om at finde nye, gode veje, i stedet for bagstræberisk at ønske os tilbage til fortiden?

  • 26.08.16 Hans Lembøl
    Så sandt som det er sagt

    Niels Høiby har ganske ret. Men den egentlige grund til, at djøf'iseringen har så katastrofale konsekvenser, er naturligvis ikke at djøf'er er onde mennesker.
    Grunden er, at ledere og beslutningstagere i dag er vokset op/uddannet i et akademisk eller akademiseret miljø, fjernt fra dagligdagens virkelighed og praksis.
    Deres kompetancer bygger på teoretisk viden og diverse økonomiske og/eller ledelsesmæssige modeller og teorier.
    Det kan naturligvis være udmærket at have en solid teoretisk viden, men den bliver let kontraproduktiv, hvis den ikke kan omsættes til, eller anvendes i den virkelige verden.
    Her har vi problemet: Det kan betegnes som misforholdet imellem teori og praksis i den offentlige ledelse.
    Der kan selvfølgelig også være et misforhold imellem teori og praksis i den private sektor, men der fungerer nogle meget mere hurtige og effektive feed-back mekanismer, og beslutningsvejene er typisk kortere, fordi der ikke som inden for det offentlige er et eller flere politiske lag til at filtrere både feed-back og beslutninger.
    Lige meget, hvor mange økonomiske ressourcer man vil poste i f.eks. det offentlige sundhedsvæsen, vil de forslå som en skrædder i Helvede, fordi effekten af hver krone populært sagt absorberes i et bureaukrati, der har sit eget liv i forhold til den del af virksomheden, der rent faktisk skal producere "varen". Med andre ord: den ekstra krone når aldrig ud til patienten.
    P.t. har vi i Region Syddanmark et eklatant eksempel på, hvordan pengene spildes i et offentligt sygehussystem, fordi politikere og administratorer har et andet forhold til virkeligheden end praktikerne.
    Eksemplet er BIOS-skandalen.
    Enhver praktiker med indsigt i ambulancedrift kunne se, at det var halsløs gerning at entrere med et udenlandsk selskab, der hverken havde personale eller økonomi til at løse opgaven.
    Men politikerne havde nogle ideologiske bevæggrunde (udlicitering og konkurrence er pr. definition godt) og administratorernes regneark kunne vise, at der ville være en økonomisk gevinst.
    Men som ventet (af praktikerne) overlevede BIOS ikke mødet med virkeligheden, og i den sidste ende endte "eventyret" med, at koste regionen langt mere, end man havde påstået at kunne spare. Og så er betragtninger om patientservice helt udeladt.
    Vi ser det gang på gang inden for den offentlige sektor - tydeligst i øjeblikket hos SKAT, hvor politikernes årelange konsekvente vægring ved at lytte til fagfolk efterhånden har bevirket en tilstand, som man vist godt kan tillade sig at betegne som en katastrofe for samfundsøkonomien.

  • 28.08.14 Henrik
    Ingen sammensværgelse, men emperi præsenteret i en analogi

    "Torben" afviser 27/8 Niels Højbys glimrende virkelighedsbeskrivelse som værende en ugyldig samfundsvidenskabelig forklaring. Netop den afvisningsårsag er en fin bekræftigelse på Højbys pointer. Den er et fint eksempel på vanskelighederne som Niels Højby opridser - Vanskelighederne er jo at en herskende gruppe arbejder med et grundlag og en kultur, som bare ikke er god nok og usammenhængende. Det fører til groteske vanskeligheder og oplevelser hos de mennesker, som i første led forsøger at få samfundet og dets borgere til at fungere. Det er både indenfor sundhed og mange andre områder.

    Alle Niels's observationer kan jeg kun bekræfte fra andre regioner, fra kommuner og indenfor mange offentlige områder som sundhed, social-området og såmænd også tekniske forvaltninger.

    Niels rammer meget præcist i sin karakterisering, og analogien med "Das Untergang" er glimrende, da de fleste dannede mennesker kender filmen.

    Selv om analogien blev skiftet ud med en anden, ændrer det intet ved observationerne, heller intet ved budskabet og konklusionerne står også uberørt. En sand videnskabsmand og akademiker afviser jo ikke konkrete observationer med henvisning til at de ikke kan rummes i en metode. I stedet vil man konstatere at der nok er noget galt med metoden, hvis den ikke er dækkende for dens formål, og så går man igang med at finde en bedre og dækkende metode - så måske er problemet at de samfundsvidenskablige metoder ikke rummer kvaliteterne nok til at kunne rumme observationerne ...

  • 27.08.14 Torben
    Primitiv sammensværgelsesteori

    Som samfundsvidenskabelig forklaring er Niels Høibys påstande om DJØF'ernes magt nærmest at sammenligne med en sammensværgelsesteori.

    Der er tale om metodologisk kollektivisme, hvor kollektive enheder - her alle dem med uddannelser, der er organiseret i DJØF - agerer og agerer som en enhed. Det strider mod god samfundsvidenskab, der må være baseret på en metodologisk individualisme, kun individer handler, og hvis man mener, at en meget heterogen gruppe af individer handler ens, så må man forklare, hvorfor. Hvilke individuelle interesser skulle de hver især forfølge? Hvilke lovgivningsrammer er der for deres virke? Og hvis det er lovgivningen, der bestemmer udviklingen, er det så stadig kollektivet DJØF'ere, der er den egentlige årsag, eller er det evt. politikerne? Eller det generelle behov for at økonomisere med knappe ressourcer?

    Man kan virkelig undre sig over, at en begavet mand med forskeruddannelse og erfaring forfalder til den slags primitive forklaringsmodeller, men det skyldes nok, at DJØF'ere i årevis har været lagt for had af læger i sundhedsvæsenet.

    Men Niels Høiby vil nok hellere lade hjertelægerne på Rigshospitalet stå for administrationen. Det skal nok gå godt.

  • 20.03.14 henriette bach
    suk

    der er langt fra ledelsesgrundlagt og ud til der hvor borgerne befinder sig.

    Det er i øverste lag man udvider og øger medarbejdr-staben og os der er ude ved dem det hele handler om der skal arbejdet hurtigere, mere målrette og indenfor en ganske afgræset tidhorisont.

    Det er (stor) fejl at tro at mennesker kan systematisers og kategoriseres og at det der virker een dag også helt sikkert er vejen frem den næste dag.

    Der er uendelige mængder af spildtid og høvdinge, der skal tage beslutninger, man før lod den enkelte medarbejder tage. Nu skal det vendes med mydighedspersoner 1000 år væk fra borgeren og som har en sagsbehandlingstid på 3 uger.....

    tja hvornår mon vi får gjort noget ved dette spild af liv og arbejdstid?

  • 08.03.14 Maria Pedersen
    Mangel på socialfaglig og sundhedsfaglig viden

    Det her er en kommentar til Jan Ståhlberg.
    Jeg er nysgerrig på hvad du arbejder med…? Skulle det monstro være at du ligeledes er akademiker…?
    Jeg arbejder inden for det socialfaglige område, og jeg kan nemt danne paralleller fra denne artikel omkring sudnhedsvæsenet til mig arbejdsområde Med en ledelse , hvoraf den øverste leder er cand.jur og den næste en cand.pæd og den sidste en med mangeårig erfaring fra staben spørg jeg mig selv dagligt - hvor er den saocialfaglige viden henne? Hvad betyder mest? Økonomi eller forebyggende indsats, således at vi tager problemer i opløbet inden de bliver store og dyre? Jeg oplever ihvertfald mangel på socialfaglig og sundhedsfaglig viden, i den verden jeg bevæger mig i. Som du jo nok har regnet ud, er i kommunalt regi.

  • 06.03.14 Jan Ståhlberg
    "Der Untergang ledelse"?

    Tak Tom Uldahl Christiansen, du har sagt det meste, som gik mig på sinde. Og så alligevel et par ord ekstra:

    At omtale djøfisering som roden til alt ondt og opsætte en hypoteste om en ny adelstand i offentlig administration og ledelse er et sprogbrug og problematisering, som fuldstædigt rammer ved siden af sagens natur og kerne. Kedeligt at bekymringen lægges hos en hel gruppe af fagforeningsmedlemmer. Djøfisering er en myte fordi der ikke kan problematiseres omkring en unik form for faglighed. Djøfficering er en nem skydeskive for problemer omkring ledelse, kultur, samarbejdsformer, inddragelsesprocesser og i det hele taget hvordan Danmark bevæger sig markant videre i sin søgen mod at gøre offentlige ydelser mere borgerorienterede (og ikke professionsorienterede). Lad os komme væk fra pegefingerkulturen og møde bekymringerne, hvor de eksisterer: I kontorer, på gange, operationsstuer, mødelokaler osv. Lad os komme væk fra den personorienterede kamp hvor der skal være skurke og helte og finde løsninger, som inddrager alle de mange løsslupne bekymringer og ressourcer som eksisterer alle vegne i den offentlige sektor.

    Når artiklen så oven i købet går til angreb på et politicerende og personligt overbevisningsgrundlag, så mister artiklen desværre den faglighed og saglighed, som den nemt kunne have fået for en mere sympatisk og indflydelsesrig vinkel. At bringe "Der Untergang-ledelse" i spil, håber jeg desuden vil bringe flere sind i kog, da det slet ikke har nogen plads og jeg vil undlade at kommentere videre på metaforerne, som der bruges.

    Og så er det i øvrigt problematisk at Høiby går til front angreb mod den såkaldte "djøfficering" og så blot efterlader en lille liste af bud på fremtidens ledelse uden at gå ind i en videre beskrivelse og analyse, hvorfor det netop er disse elementer som der skal til for at forbedre sundhedsvæsenet. Artiklens overflod af diskurs mødes desværre ikke med et modsvarende argument for at løse problemernes stand.

    I korthed begræder jeg artiklens barriereskabende indgang til et reelt problem om faglighed, ledelse og styring, som ærligt talt ikke kan skyldes en ellers hårdarbejdende (og bestemt ikke fejlfri) fagforeningsgruppe. Jeg kan lige forestille mig, hvis vi begyndte at problematisere andre fagforeningsgrupper. Men djøfferne står åbenbart frit for. Lad os lige komme tilbage til en faglig og saglig debat, som tager hånd om mangler og bekymringer, der er på alle sider.

  • 05.03.14 Brian Bjørn
    Niels Høiby og den samme gamle traver

    Jeg har så mange kommentarer, at jeg har været nødt til at skrive dem her: https://svbtle.com/nr-det-rabler-for-professoren/

  • 04.03.14 Knud Bak
    Kemo

    Vor blev pressen af i Odense.Der var en udsendelse om forkert dosering af kemo, havde taget livet af x.antal mennesker.Har ikke set eller hørt noget som helst siden,Er det Bent Hansen der igen er igang med at opfylde Bilderberg planen,eller hvad. SU.

  • 04.03.14 Morten Korsaa
    Ros til de dygtige

    I en tid hvor alle er enige om, at det er for galt, og, at det er de andres skyld, er det tid til et lille men ikke ubetydeligt stilskifte. Som flere her påpeger handler det om ros. Ros til dem der udviser mod til at stikke nogle retningslinier ud, der peger i den rigtige retning. Og ros til dem der lykkedes med at gøre en forskel. UANSET deres faglige baggrund. Der er selvfølgelig ikke plads til hverken modvillige overlæger eller bønnetællende djøfere i et system der kræver forandring, men der er brug for de konstruktive fra begge lejre. Dem der tør og vil. Giv dem plads. Giv dem ros. Og ikke mindst, hjælp dem. Det skaber fremskridtet.

  • 03.03.14 Tage Søndergård Kristensen. Dr.Med. & DJØF'er.
    Høiby gør det igen!

    Tak til Høiby for endnu et energisk indlæg. Jeg tror ikke, at der er noget, der kan standse ham. Men alligevel: Sundhedsvæsenet har siden år 2000 været den eneste del af den offentlige sektor, som kan fremvise stadigt stigende produktivitet og kvalitet. Vores levealder er stærkt stigende, selv om mange ønsker at skjule det. Og antallet af medarbejdere på sygehusene har været støt stigende i de sidste 100 år. Stort set uden afbrydelser. Især har andelen af overlæger været stærkt stigende. Ingen anden sektor har været så forkælet og priviligeret som sundhedsvæsenet. Andelen af DJØF'ere er forsvindende. Men nok til at bringe en af de mange overlæger i kog.

  • 03.03.14 Tom Uldahl Christiansen
    Sundhedsvæsenets undergang - druknet i djøffere

    Hvis djøfferne er den nye adel og har ansvar for rigets og især befolkningens ringe sundhedstilstand, så tænker jeg,at læger med ledelsesansvar også må bære et tungt medansvar. Niels Høibys indlæg er klart inspireret af professionsparadigmets ønske om at udfordre bureaukratiet, hvilket jeg har stor sympati for, men han siger intet om, hvordan man leder en organisation effektiv, og hvordan han selv vil etablere fladere strukturer og mindre bureaukrati indenfor eget felt. Jeg læser også, at han har en indædt tro på, at de lægefaglige fortræffeligheder nærmest automatisk medfører god ledelse.Det er vel god latin at starte med sig selv, idet lægerne mig bekendt ikke selv har stået forrest i køen i forhold til egen uddannelse i forhold til leder- eller organisationsudvikling. Det har tvivlsom effekt at give andre skylden, og markante meninger er fine til at sætte fokus på et emne, men lidt selvrefleksion omkring egen rolle bør man kunne forlange af en akademiker som Høiby.

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også