Milliardæren og tech-legenden Bill Gates har ikke været bleg for at kritisere tech-verdenen for dens negative indflydelse på mennesker, selvom han spiller en enorm rolle inden for branchen.
Han har ad flere omgange løftet pegefingeren mod vores digitale livsstil – især rettet mod dem, der nærmest klistrer deres smartphones til hænderne.
Et af de tidspunkter, hvor Bill Gates retter sin kritik mod telefonbrug, er under måltiderne. Han mener nemlig, at det kunne være godt for os at lade mobilen ligge – i hvert fald mens vi spiser.
Hos Gates-familien gælder nemlig helt klare regler.
"Vi har ikke mobiltelefoner ved bordet, når vi spiser, og vores børn fik ikke en smartphone, før de var 14 år, hvilket de selvfølgelig brokkede sig over, fordi andre børn fik dem tidligere,“ fortalte Gates ifølge den britiske avis The Mirror.
Bill Gates’ pointe handler ikke blot om ren disciplin eller gammeldags etikette. Milliardæren understreger, at teknologi naturligvis kan være fantastisk, men at balancen er afgørende.
At sidde med hovedet begravet i skærmen under middagen fratager os nemlig muligheden for at være til stede og forbinde os med familie og venner.
Så næste gang, du føler dig fristet til at svare på en besked eller tjekke de nyeste opdateringer, mens du tygger på frikadellerne, så tænk lige på Gates' råd. Det kan måske både styrke dit mentale helbred – og din popularitet ved middagsbordet.