Hvert år udvikler mobilteknologien sig, og der lanceres nye smartphones fra alle de store brands. Apple, Samsung, Google Pixel og Huawei er blot nogle af dem, der kæmper med om at være forbrugernes favorit.
Det efterlader selvsagt mange modeller i støvet, hvor de langsomt går i glemmebogen.
Men det er ikke alle gamle telefoner, der ender her - nogle ender i stedet som et samlerobjekt.
Når nogen siger "gammel telefon", tænker de fleste straks på en halvgammel iPhone, der ligger og samler støv i skuffen, siden den blev udskiftet med nyeste model.
Men lad os tage et skridt længere tilbage – tilbage til dengang telefoner havde trykknapper, små skærme og en batterilevetid, der kunne få nutidens smartphones til at skamme sig.
For disse telefoner er ikke blot nostalgi; de er ensbetydende med kolde kontanter.
Det tyske medie Chip har fundet en række modeller og features, der sender telefonens værdi på himmelflugt.
Nokia: Kongen af fortidens mobilunivers
Det finske firma Nokia havde engang hele mobilverdenen i sin hule hånd. Og ja – nogle af deres modeller er i dag deciderede samlerobjekter. Vi taler om legendariske modeller som den uopslidelige Nokia 3310, den bananformede 8110 (som faktisk blev set i The Matrix), og luksusmodellen 8800 Sirocco, der stadig oser af 2000’er-glamour.
Priserne varierer – en 3310 kan du være heldig at finde til småpenge, men en 8800 i god stand? Den kan sagtens snige sig op over 20.000 kroner.
De sære – og derfor værdifulde
Jo mærkeligere design, desto større potentiale. Tag fx Nokia N-Gage, en bizar krydsning mellem telefon og spillekonsol. Den vakte forvirring i sin tid, men nu handles den for op mod 10.000 kroner. Det samme gælder Nokia-modeller som 7600, 7700 og den lettere excentriske 6800 – de så måske mærkelige ud, men i dag er de rene trofæer for samlere.
Ikke kun Nokia
Også andre mærker har deres små stjernestunder. Siemens S10, med sit primitive firefarvede display, Motorola StarTAC med sin klap, og Ericsson T28 med sit diskrete vippecover er alle eksempler på modeller, der i dag bliver revet væk af nostalgikere og teknikromantikere.
Så næste gang du rydder op i gemmerne, så lad være med at smide den gamle klods ud. Måske sidder du på en fremtidig skat – og hvis ikke, så har du i det mindste en undskyldning for at sige: “Min telefon kunne holde strøm i en uge!”