Fra den 25. maj kan appen ikke længere give adgang til e-mails.
Hvis du bruger Outlook på telefonen er det nu, du skal spidse ører.
Microsoft er i færd med at lukke Outlook-Lite versionen af deres mailtjeneste Outlook, som nogle Android-brugere stadig har liggende på deres telefoner.
Beskeden er især vigtig for forbrugere med ældre eller mindre kraftige Android-enheder. Har man appen installeret, skal man væk fra den.
Det skriver Forbes.
På virksomhedens danske hjælpeside står der, at “appen Outlook Lite udgår fra den 6. oktober 2025”, og at eksisterende brugere kun kan fortsætte “i en begrænset periode før fuld tilbagetrækning”.
Microsoft anbefaler samtidig et skifte til den almindelige Outlook-app, altså Outlook Mobile, som i dag er selskabets standardløsning på både Android og iPhone.
I Microsoft 365’s administratorbeskeder, som er gengivet af flere teknologimedier, fremgår det, at Outlook Lite til Android efter planen bliver fuldt pensioneret 25. maj 2026.
Efter den dato kan appen muligvis stadig åbnes, men adgang til postkassen bliver slået fra, og centrale funktioner holder op med at virke.
Dén dato fremgår ikke af den offentlige danske supportside, men den er rapporteret samstemmende af blandt andre Neowin og Windows Central med henvisning til Microsofts admin-meddelelse MC1276508.
Microsoft begrunder skiftet med ønsket om en mere sikker og funktionsrig mailoplevelse i den almindelige Outlook-app. Samtidig er Outlook for Android fra januar 2026 kun understøttet på Android 10 eller nyere.
Det betyder, at nogle af de brugere, som tidligere har haft glæde af Lite-versionen netop på ældre telefoner, også kan støde ind i et nyt problem, hvis deres enhed ikke længere kan opdateres til en understøttet Android-version.