Fra den 20. juni 2025 træder nye EU-regler i kraft, som indfører energimærkning for smartphones og tablets – en mærkning, som mange allerede kender fra hårde hvidevarer.
Den største nyhed er, at mærkningen fremover også vil omfatte produkternes holdbarhed og mulighed for reparation. Producenterne skal således leve op til skærpede krav i EU’s økodesignforordning og være langt mere gennemsigtige omkring produkternes egenskaber.
Formålet med den nye mærkning er at gøre det enklere for forbrugerne at træffe velinformerede valg, når de køber elektroniske enheder. Samtidig sikrer mærkningen, at de produkter, der kommer på markedet, fremover både holder længere og lettere kan repareres.
Det er noget, Elgiganten byder velkommen.
"Vi har glædet os til, at denne mærkningsordning bliver en realitet – og det ved vi, at mange af vores kunder også har. Det kan være svært at finde rundt i, hvad der er et godt køb, når man skal have ny mobil eller tablet, og her bliver mærkningen en stor hjælp.
Vi er vant til energimærkning på hvidevarer, som med de stigende elpriser er blevet helt afgørende for de fleste. Energimærkningen på mobiler og tablets får bl.a. også reparations- og holdbarhedsscorer, som vi forventer bliver vigtigere end energieffektivitet," siger Allan Olderkjær, Salgschef for Telecom i Elgiganten, i en pressemeddelelse, og fortsætter:
"Vi tror, mærkningen hurtigt bliver et vigtigt sammenligningsgrundlag for kvalitet og holdbarhed, og vi ser allerede, at producenter laver mere reparerbare produkter. Det ser vi som et tydeligt tegn på, at EU’s tiltag virker. I Elgiganten-koncernen reparerer vi allerede over 500.000 produkter om året – og vi er klar til at tage endnu flere ind. Så vi glæder os til at hjælpe endnu flere kunder med at forlænge elektronikkens levetid."