“Der er bare ingen som helst tvivl om, at grundet Thyras status i befolkningen, så gik kommunen ikke særlig meget efter hende, da hun var der. Men ligeså snart hun stoppede, så bang, så kom de. Hun havde den særlige status i befolkningen, så man turde jo ikke at pille ved hende. Men det skal jeg love dig for de turde, da hun var holdt op,” fortæller forstanderen på plejehjemmet Lotte om tiden eftter Thyra Frank.
“Der er bare ingen som helst tvivl om, at grundet Thyras status i befolkningen, så gik kommunen ikke særlig meget efter hende, da hun var der. Men ligeså snart hun stoppede, så bang, så kom de. Hun havde den særlige status i befolkningen, så man turde jo ikke at pille ved hende. Men det skal jeg love dig for de turde, da hun var holdt op,” fortæller forstanderen på plejehjemmet Lotte om tiden eftter Thyra Frank.

Forstander på Lotte: Vi var truet af lukning

Ledelse

05/12/16 1:20

Nick Allentoft

Lottehjemmet var truet af lukning på grund af manglende dokumentation og anmærkninger fra tilsyn under Thyra Franks ledelse. Det forklarer den nye forstander på plejehjemmet Lotte. Hun fortæller i dette eksklusive interview, at det har været en hård proces at redde plejehjemmet fra skærpede tilsyn og føre det gennem en hård sparerunde.

(Interviewet blev udgivet 5. september 2014 i artikelserien om Lottehjemmet efter Thyra Frank. Det vakte derfor ny opmærksomhed da Thyra Frank blev udnævnt som Ældreminister i dec. 2016)

“Han ville nok være blevet indlagt alligevel. Han ville helt sikkert også være død alligevel.”

Sådan siger forstanderen på OK-Huset Lotte, det tidligere Lottehjemmet, om Peter, der lå i timevis og kaldte på hjælp inden en pårørende til en anden beboer tog affære. DenOffentlige møder forstanderen efter flere ugers forsøg på at få en aftale i stand. Hun siger anstrengt, at det har været en udfordring at overtage Thyra Frank’s kendte plejehjem.

Læs alt om Lotte-sagen

“Der er bare ingen som helst tvivl om, at grundet Thyras status i befolkningen, så gik kommunen ikke særlig meget efter hende, da hun var der. Men ligeså snart hun stoppede, så bang, så kom de. Hun havde den særlige status i befolkningen, så man turde jo ikke at pille ved hende. Men det skal jeg love dig for de turde, da hun var holdt op.”

Plejehjemmet Lotte er den dag i dag kendt for at være det sted rigtig mange danskere har som idealet for det sidste hjem inden døden. I dag kritiseres Lottehjemmet for fejl, dårlig ledelse og en kultur, der er ond ved beboerne. Den nye forstander erkender, at situationen er vanskelig.

“Ja, men der er nogle ting, man ikke har forstået. Der er en årsag til at man har fået anmærkninger i tilsyn, og det er fordi man ikke har prioriteret at dokumentere. Det er måske fordi man har prioriteret, at der ikke skulle være en sygeplejerske ansat i forhold til at sikre, at medicindosering og sådan nogle ting var i orden.

Der er en grund til at man har fået nogle anmærkninger, og jeg har været nødt til at gå ind og sige, vi skal kunne dokumentere elektronisk, som kravet er i dag fra kommunen,” forklarer Charlotte Andreassen.  

Hvad synes du om alt det der dokumentation, for det har vel ikke spor at gøre med, om beboerne har det godt?

“Det vil jeg ikke give dig ret i. Jeg synes man skal se det sådan, at vi gør det ikke for tilsynets skyld, men fordi vi gerne vil yde optimal pleje og omsorg. Det vil sige, at hvis mine aftenvagter har observeret eller set noget, så er det da vigtigt at få bragt den viden videre til dagvagterne. Ikke kun mundtligt, men også til den dagvagt, som har været væk i fire dage, så hun kan gå tilbage og læse det, og tage den dyrebare viden med sig når hun skal ind til beboerne.

Man skal også se dokumentationen som at dyrebar viden ikke går tabt om beboerne. Deres ve og vel. At vi sikrer at vi får gjort tingene på den rigtige måde. At vi ikke bare giver mundtlige beskeder, hvor vi ved, at mange at de beskeder man får, dem glemmer man jo.

Det er da vigtigt, at vi har en ordentlig dokumentation. At vi kan se, at hver eneste gang vi gør sådan og sådan, så har Gudrun det rigtig godt. Det er da vigtigt,” påpeger forstanderen.  

Hvor ligger så tilliden til medarbejdernes fagprofessionelle kompetencer?

“Jeg har da stor tillid til personalets fagprofessionalisme. Det er jo ikke det, det handler om. Jeg synes bare, at diskussionen omkring dokumentation kører rigtig meget omkring, at det er en tidsrøver. Ja, det kan det også godt være. Men jeg synes bare ikke kun vi skal se det som en tidsrøver, men også en måde at skabe helhed i pleje og omsorg for beboerne. Sårpleje, medicinering og så videre. At vi er sikre på, at vi kommer hele vejen rundt, og får taget hånd om alting.”

Men hvem gør man det for? Er det for beboerne eller for dokumentationen i tilfælde af fejl?

“Det kan godt være jeg er lige lidt naiv på det her område, men for mig er det for beboernes skyld. For at sikre den bedst mulige pleje og omsorg. Det er det syn jeg altid har valgt at tage omkring dokumentation. Ikke fordi at vi skal gardere os mod det ene eller det andet,” siger Charlotte Andreasen.

Hun overtog ledelsen af plejehjemmet den 1. juli 2013 og har således været forstander i lidt over et år. I den tid har hun haft ansvar for at afvæbne anmærkninger i tilsynene, forestå en flytning fra en gammel men populær villa på Kochsvej på Frederiksberg til et splinternyt byggeri i syv etager lige op af Roskildevej samt omlægge driften af plejehjemmet fra status som friplejehjem med betydelige frihedsgrader til en reguleret driftsoverenskomst med Frederiksberg Kommune.

 

Om opgaven fra bestyrelsen

“Bestyrelsen lagde ikke skjul på, at der skulle ske nogle ændringer. Der var også nogle krav der skulle være opfyldt i forhold til Frederiksberg Kommune. Det er jo sådan at på alle plejehjem får man embedslægetilsyn en gang om året, og den tilsynsførende kommune, altså her Frederiksberg, laver også et uanmeldt tilsyn. De kommer og kontrollerer om man lever op til kvalitetsstandarderne, om beboerne får ordentlig pleje og omsorg, at man dokumenterer i forhold til retningslinier der er i forhold til det og sådan nogle ting.

Det gjorde man ikke på Lotte, og man havde faktisk haft anmærkninger i sine tilsyn. Faktisk helt tilbage fra 2010. Men sådan udpræget skærpet tilsyn startede i 2012, så en af mine første opgaver var jo at få dokumentationen til at køre på skinner, og medicinen dokumenteret så vi kunne komme ud af det der tilsyn,” fortæller hun.

Undervejs er den kultur, der gjorde hjemmet kendt og i dag har lagt navn til plejehjem i blandt andet Norge, der driver nye plejehjem efter “Lottemodellen”, kvalt. Forstanderen, der har haft det ledelsesmæssige ansvar for udviklingen, forklarer, at hun har forsøgt at arbejde videre på de værdier, som Lottehjemmet stod for.

Hvad er din filosofi som leder, når du kommer ind sådan et sted. Er det at få bygget dit eget hold, eller bygge på det eksisterende?

“Det er at få bygget på det eksisterende. Fordi kulturen, og - hvad skal man sige - alt det der sad i væggene på det gamle Lotte, har jeg jo følt var rigtig vigtigt at prøve at få med. Så er der nogen der vil sige, det er overhovedet ikke lykkes, og nogen der vil sige, de kan godt se det ind imellem. Men det har været en kæmpe stor omvæltning for personalet. Altså at komme fra en lillebitte villa, hvor du skulle tage fem skridt så var du nærmest….her er der store afstande, det er store boliger, hvor beboerne godt kan lide at sidde inde. En del af kulturen var jo meget, at vores beboere var ude i fællesarealerne. Det er klart, hvis man havde et værelse på kun syv kvadratmeter og nærmest ikke nogen møbler, så trak man ud i fællesarealerne.”

Det er jo en del af det nye koncept, der køres ud over hele landet, med egne boliger og selvbestemmelse?

“Ja, det er jo både godt og skidt. Det er jo virkelig nogen, som nyder det her med at have deres egen lejlighed, og synes det er så fedt og så dejligt, og så er der virkelig nogen, hvor man tænker, ja, det var måske ikke nødvendigt. Fordi de har rigtig meget brug for de der sociale stimuli og være sammen med andre mennesker. Så det er virkelig sådan en balancegang.”

Er det rigtigt i din optik, at sige, at hverdagslivet for beboerne førhen var fællesrummene og nu er blevet deres egne værelser?

“Det er i hvert fald kunsten at få hverdagslivet til at ske ude i fællesrummene og ikke inde i boligen. Det er det, der handler om. Fordi jeg har jo ikke personale til at der være inde hos alle beboerne og hygge. Så når vi skal bruge vores ressourcer så skal det selvfølgelig foregå ude i fællesarealet. Så er det ligesom det, der skal være omdrejningspunktet.”

Hvorfor tror du det er så svært?

“…..(pause).....ja, hvorfor er det så svært…..hmmm…..jeg kan da godt forstå hende, du lige hilste på. (en beboer, der røg en cigaret på sit værelse, som vi sagde hej og vinkede til, da vi gik forbi, red.)....Hun ryger. Hvor må man ryge henne. Det må man i sin egen bolig eller ude på altanen. Hvis man godt kan lide at sidde med en kop kaffe om formiddagen og få sig en smøg, så sætter man sig jo ikke ned i fællesarealet. Så går man jo op til sig selv.”

 

Om forskellen på gamle og nye Lotte

DenOffentlige: Der er noget kassetænkning og nogle begrænsninger i dag, som må gøre det vanskeligt at være leder i sådan et hus som et plejehjem. Du må også have gjort dig nogle overvejelser, da du fik jobbet, at du ville blive sammenlignet med den tidligere leder. Så kan du jo vælge at forsvare det, der er sket siden intenst, men du kan jo også vælge at se kritisk på nogle af de begrænsninger, der er. Du er selv inde på nogle af dem, med egne værelser og lås på dørene?

“Skal man være sådan lidt fræk, er det jo sådan nogle som dig og mig der på et eller andet plan er med til at beskrive hvordan en bolig skal se ud når vi skal på plejehjem. Så kan vi gøre os nogle tanker om, at så skal man selvfølgelig have et opholdsrum, et soverum og et badeværelse. Ja. Så længe vi er mobile, og kan flytte os rundt, men det er da ikke sikkert, at når man er 87 og lettere dement, at man tænker at man har brug for det.

Så selvfølgelig får vi beboere, der giver udtryk for, at de synes her er rigtig dejligt. Men vi får da også nogen, som overhovedet ikke lægger mærke til det, og hvor det ikke har nogen betydning.”

I den tid du nåede at være på Kochsvej som leder må der vel så også have været nogle ting, hvor du har tænkt, sådan kan vi ikke gøre fremover?

“Det er i hvert fald rigtig svært. Altså, vi kan jo ikke få den der intimitet. Vi har ikke de små stuer, vi har ikke de små rum. Her er lys og luft og det er et moderne byggeri. Det er noget andet. De fysiske rammer er anderledes. De fysiske rammer på Kochsvej var medvirkende - jeg siger ikke det kun var de fysiske rammer - til at være en en del af den intimitet.

Men ellers er det jo de samme ting vi gør. Holder en grill aften, laver god mad til frokost. Altså det er jo de samme ting, som vi gjorde på Kochsvej. Men der er bare nogen ting, der ændrer sig når man flytter fysisk. Så ændrer det selvfølgelig nogen ting, når der kommer nye personaler til.”

 

Om ledelsesopgaven

Synes du prisen er værd at betale? At det er så svært at fastholde den helhed og kultur, som var?

For mig?

Prisen for beboere, for personale, for pårørende. For måden at drive omsorgsinstitutioner på, at der er så mange ting, at du skal have dit eget kontor langt væk fra, hvor de gamle er. Hvor meget sidder du hernede - 80-90 procent af din tid?

Nej, det gør jeg faktisk ikke. Jeg er meget oppe i afdelingen. Men fordi, hvis jeg ikke er deroppe kan jeg jo ikke se, hvad der foregår. Men altså, prisen…..På et tidspunkt synes jeg nok, at det var meget personligt. At det gik meget på mig som person….øhh….jeg ved sgu ikke rigtig, hvad jeg skal sige……

Det er jo det, der er forskellen på….hvis jeg skal hjælpe dig lidt….forskellen på sådan nogle ildsjæle som Thyra, der bare siger fra, og så den der professionelle dedikerede leder, som accepterer at reglerne er som de er, og egentlig ikke råber op. Der er jo ikke mange længere, der råber op. Der er nogle fagforeninger og nogle bevægelser rundt omkring, og nogen, der siger vi skal af med bureaukratiet. Der er ikke så mange, der siger, det her er sgu blevet for meget.

Nej, det er rigtig nok, men ledelsesudfordringen er jo også at få det bedste ud af det. Altså, det er jo også en sejr, at skabe noget godt i det.

Hvilket samfund vil du helst være i, det Lotte kommer fra, eller det du har her i dag? Hvad vil du helst have?

(griner)

Du skal være ærlig….

Jamen, så vil jeg godt have en mellemting.

Er man ikke ved at køre den mulighed over?

Det ved jeg ikke. Ting ændrer sig jo. Jeg kan huske da jeg var i hjemmeplejen, så skulle vi pludselig både være inde på plejehjemmene og ude i byen i fem år. Så fandt man ud af det var en dårlig ide, for så var der aldrig nogen inde på plejehjemmene og hygge og skabe gode stunder for beboerne. Så lavede man jo det om. Jeg synes jo også et samfund skal kunne forandres. Så kan det være vi i en periode stammer meget, og så finder vi ud af, det er nok ikke helt der vi skal hen, og så løsner vi lidt op igen, og giver lidt mere spillerum.

Jeg er jo i virkeligheden ansat i en privat organisation, men det allervigtigste er jo at have det der ledelsesrum. Hvis jeg vil det her, så er det det, jeg kan.

Men synes du det ledelsesrum er stort nok?

Jeg synes faktisk det er relativt stort.

Når det handler om at få hånd på alt det praktiske, og alt sammen er ting, der er skrevet på papir og lavet strategier for, så er der jo ikke…..

Det er jo mine strategier. Der er jo ikke nogen, der har lavet de strategier for mig.

Du siger jo selv, at dine begrænsninger er relativt store, altså, der er døgntakst, og der er budgetteret helt ned i døgntaksten, så elastikken i økonomien og posterne i budgetterne er jo ekstremt lille?

Det er rigtig.

Altså, 52 kroner i døgnet til mad.

Jo, jo. Det er rigtigt…..Men det er jo fordi jeg synes det er spændende, at kunne gøre det. At få det til at virke inden for de rammer. Det er jo for fanden det jeg gerne vil. Gøre det godt inden for de rammer. Gøre det super godt. Men det gør man jo ikke på et år. I hvert fald ikke i min verden.

De udfordringer du har mødt i den tid du har været her er ledelsesmæssigt sandsynligvis de samme, som Thyra mødte, da hun startede?

Det er helt sikkert. Det har da også været benhårdt. Ingen tvivl om det. Jeg har da også overvejet om det var værd at bruge min gode energi på det.

Er du træt af, at Thyra’s ånd hænger så tungt stadigvæk?

…(stille, undviger, red.).....

Du talte før om at “bygge på” en eksisterende personalegruppe, men kan vel også være fristet til at lave en helt ny kultur?

Det har jeg også været fristet til.

Det må have været en stor udfordring, at få nyt personale til at fungere sammen med så indkørt og velfungerende en personalegruppe, som du overtog?

Ja, det har været og er stadig en stor udfordring. Det arbejder vi stadig med, og det er vi ikke i mål med endnu.

Hvorfor?

Altså, Thyras mor bor her jo. Så Thyra kommer her jo stadig meget. Der også stadigvæk nogle af hendes gamle medarbejdere.

Er det et problem?

Det er i hvert fald en udfordring.

Hvordan bliver det en udfordring?

(stille)....det er svært, at sige, men det kan være svært for dem at være loyale.

Og en tidligere leder kan ikke indgå som en pårørende ressource efterfølgende?

Jo, det kan man sagtens.

Men det vil være vanskeligt?

Det vil jeg ikke...det kommer meget an på, hvem man er, og hvordan man gør det…..

 

Om Peter, der lå glemt i flere timer

 Jeg har talt med nogen, som fortæller om en, der døde den 24. juni, Peter. De fortæller, at der havde været en utilsigtet hændelse inden han kom på sygehuset. Hvordan er den blevet håndteret?

Den bliver jo indberettet som en utilsigtet hændelse. Og så er det jo noget af det, som vi tager op på vores personalemøder.

Har du en kopi af indberetningen?

Nej, det kan du ikke.

Hvorfor ikke?

Ja, fordi det kan jeg ikke. Jeg kan ikke gå på kommunens system og hente den.

Hvad var det, der skete?

….(sukker meget dybt, red.).....det ved jeg ikke om jeg er så skudt med, det her. Jamen, der skete jo det, at….øhhh….ja….han bliver ikke taget op om morgenen, sådan som han plejer. Men først omkring middagstid.

Så han har ligget alene hele formiddagen?

Ja.

Hvordan kommer han på sygehuset?

Da det her sker er han i forvejen rigtig dårlig.

Der er heller ikke nogen, der anklager jer for at være skyld i hans død.

Nej, men man ku jo nemt sige, at det er fordi han bliver glemt de der tre-fire timer om formiddagen, at det er derfor han bliver indlagt i løbet af weekenden, jeg kan ikke huske om det er fredag eller lørdag han bliver indlagt (det er fredag, red.). Men nej, de ting er ikke forbundet. Han ville nok være blevet indlagt alligevel. Han ville helt sikkert også være død alligevel.

Men, en utilsigtet hændelse. Altså, vores fornemste opgave er jo at lære af dem. Det er super super uheldigt. Det er nærmest det mest utilgivelige, at man på en eller anden måde kommer til at overse at en beboer ikke bliver taget op.

Hvordan kan det lade sig gøre?

Ja. Øhh. Det er noget med, at de sidder om morgenen og fordeler beboerne, så har de fordelt i forhold til hvem der nu kommer på arbejde den her dag. Der har vi nogle lister, hvor man skriver hvem der skal ind til de pågældende beboere. Så er der en der laver en ændring, og får glemt at sætte en person på. Så nu er det jo sådan, at der er en, der er ansvarlig for at lave det her hver dag. Det er jo en konsekvens, for vi er jo nødt til at sige, hvad kan vi gøre for at undgå det indtil vi tager diskussionen på et personalemøde, om hvordan vi kan sørge for, at det her ikke sker igen. Det ved jeg jo godt, at vi kan aldrig garantere, at det ikke sker igen, men vi skal jo gøre vores ypperste for at det ikke sker.

Nå, men nu er der i hvert fald en, der er ansvarlig…..men jeg ved jo ikke, hvordan det kan ske. Hvis jeg vidste det så…..altså...det er jo en eller anden…..desværre….

Har der været nogle personalemæssige konsekvenser?

Jeg har snakket med alt det personale, der var på arbejde den dag. Det kan godt være, der bliver en personalemæssig konsekvens af det.

Nu snakkede vi om alt det med dokumentationen, og så kan sådan noget alligevel ske. Og i har alle de smarte ting, med tilkaldealarmer for beboerne, nøgler til dørene, masser af dokumentation. Alligevel kan sådan noget ske?

Det er jo en rigtig svag beboer, som ikke er i stand til at kalde på hjælp. Man kan sige, det er jo derfor det er så uheldigt. Det er derfor det er så graverende, at det sker. Havde det været en beboer, der bare kunne kalde efter hjælp, så havde det jo ikke forekommet.

Jeg har talt med en søn, som fortæller, at hans mor ringede til ham for at bede ham ringe til Lotte efter personale, for nu havde hun trykket og trykket på det tilkaldearmbånd, men der kom ikke nogen, og nu var klokken over ti om formiddagen.

Vi afprøver dem jo jævnligt. Vi har jo hørt den her historie før, og jeg har også hørt den her historie med, at nu har man trykket hele formiddagen. Men når vi går ind og trykker på hendes kald, så kommer der en meddelelse på telefonen, men der havde ikke været nogen meddelelse. Så man kan jo spekulere i om der har været trykket hårdt nok. Så kan man sige, man er jo nødt til at finde ud af, om der så er nogen af vores beboere, der skal have en anden (tilkaldearmbåndsting, red.), for hvis de ikke kan finde ud af at trykke den i bund, så har de jo ikke nogen gavn af den.

Interviewet er slut. En god lang time er passeret og Charlotte Andreasen har undervejs afvist en medarbejder, der gjorde opmærksom på en anden mødeaftale. Det viser sig efterfølgende, at personale og beboere sad og ventede på hende. Hun er tydeligt påvirket af den seneste times forløb, men fastholder sin professionelle og venlige fremtræden. Efter nu 14 måneder i forstanderkontoret har Lottehjemmet sat et aftryk i hendes CV og udfordringen er ikke blevet mindre end da hun startede.

Note: Interviewet er lavet 13. august efter flere ugers forsøg siden juni på at få en aftale i stand om at besøge Lottehjemmet. 

 

Annonce