Det er både rimeligt og logisk, at danskerne har en forventning om, at velfærdssystemet træder til, når en livskrise rammer. Det er også rimeligt, når borgerne forventer, at systemet virker, og derfor forståeligt, at danskerne er bekymrede for velfærdssamfundets fremtid.
Uanset udgangspunkt og situation.
Danskerne er generelt stolte af og bakker op om velfærdsmodellen. Vi betaler en høj skat, og forventer derfor at den fælles velfærdsmodel holder hånden under os, hvis krisen rammer. Danskerne betaler således til et system der skal sikre, at man kan blive på det niveau, man har nået, selvom krisen rammer. I det mindste i en periode, der er lang nok til at man kan omstille sig, hvis krisen er livsvarig.
Markant opbakning til ny velfærdsmodel
Vi har altså skabt velfærdssystemet for at sikre os på det niveau vi allerede har nået i livet - karriere, hus, hund, børn og bil - også selvom en krise rammer, og et familiemedlem skal gennem en svær periode.
Men sådan er det ikke længere.
Med hård retorik og barske justeringer af systemerne skal enhver, der forventer noget fra velfærdsstaten gennem godkendelsesprocedurer af forskellige slags, varighed og omfang. Ofte flere procedurer efter hinanden, og ofte kommer nye ting til, fordi den enkelte borger bliver svagere og svagere mens systemet vurderer borgerens evner til at bidrage.
Mennesker, der forsøger at søge løsninger selv, bliver tvunget ind i systemet, der er omfattende og stiller krav til den enkelte. Det hele sker på systemets præmisser, så selv hvis opsparede rettigheder til dagpenge træder i kraft, skal den enkelte efterleve systemets krav, regler og kontrol. Der er ingen vej uden om systemets regler, vurderinger og krav.
Det er her den nuværende krise i samfundet minder om tredivernes krise. Der er frustrationer og forvirring i både top og bund.
I toppen forsøger beslutningstagere at indrette systemet til fremtidens økonomiske udfordringer - ikke til fremtidens globale potentiale. I bunden kæmper udsatte danskere med at overleve, og flere og flere mennesker slutter sig ufrivilligt til dem dernede i bunden. Inde i midten står det store velstandsflertal, som skinnende og blinkende billede af velfærdsstatens kolossale succes.
Ringen er på sin vis sluttet, for udviklingen af velfærdsstaten blev iværksat på ideen om, at undgå oprør fra bunden, og senere for at undgå for stor magt i toppen. Det er lykkedes i nu mange år, men de senere år har peget på en ny tendens. Der er flere og flere, der lever sværere og sværere, og samtidig flere der har det federe og federe i toppen.
Anbefalinger fra Produktivitetskommissionen
Styring, ledelse og motivation i den offentlige sektor var Produktivitetskommissionens fokus i deres tredie del rapport i 2013. Få overblik her over anbefalingerne i rapporten. Alt fra politik til regler over trivsel til styring får anbefalinger.
Læs mere her
Internationalt er tendensen den samme, og eksperter tilsiger det årsagen til, at flere og flere multirige nu opfordrer deres samfund til at tage mere fra dem i skat. De frygter ifølge eksperterne, at årtiers harmoni mellem rig og fattig er under opløsning. At vestlige samfund står foran indre kriser, der kan udløse revolutioner.
På det grundlag fortjener det al mulig saglig opbakning og støtte, når modige ledere - med den tidligere ISS-topchef Waldemar Schmidt i spidsen - sammen med organisationer som KL, DI, Dansk Metal og flere andre kaster sig ind i et projekt om at nytænke den danske velfærdsmodel.
Det er klogt af initiativtagerne at tage udgangspunkt i de danske velfærdsværdier. Og det er smart, at sætte den nødvendige tid af til diskussion og debat.
