Mens du snakker skat eller velfærd er velfærdsstaten ved at kvæle samfundet

Politik

25/9/17 10:59

Nick Allentoft

Hvad med en politisk debat, der handler om fremtidens danske samfund, frem for skænderier om skat eller velfærd, spørger chefredaktør Nick Allentoft og stiller tre spørgsmål til debatten.

Så længe snakken handler om skat eller velfærd, vil kriserne i den offentlige sektor derfor blive værre.

For snart to år siden lancerede vi her på DenOffentlige en debat om velfærdsstat eller velfærdssamfund. Vi skrev en analyse om forskellen mellem de to, for mange tror, vi lever i et velfærdssamfund, selvom det i stigende grad er velfærdsstaten, der dominerer.

Mere af Nick Allentoft

Nick Allentoft kan bookes som ordstyrer eller foredragsholder. Skriv til Nick.Alle hans artikler og ledere kan du læse her.Læs også hans bog Velfærdsillusionen. Findes som lydbog her, og som alm. bog her.  Hør uddrag og podcasts her.

Den debat er aktuel igen, fordi det er som om alt handler om skattelettelser eller velfærd. På den ene side politikere, der mener, at velfærd kun findes i den offentlige sektor. På den anden politikere, der mener, at skattelettelser er eneste vej til velstand for landets borgere.

Men det er en debat, der afsporer fokus på det væsentlige. 

Det helt store problem er en stor stærk velfærdsstat, der langsomt kvæler det velfærdssamfund, som politikerne hele tiden taler om. Velfærdsstaten er den virkelighed, borgerne møder hver eneste dag. Velfærdssamfundet er den forestilling vi gerne vil have, men det er i stigende grad en utopi.

 

Krisetilstand

Velfærdsstaten er et system i krise - det illustreres af den ene rapport efter den anden fra Rigsrevisionen og opleves af medarbejderne i sundhedsvæsenet, sagsbehandlerne på jobcentrene og vi borgere, der møder velfærdssystemets mange monopoler på den ene eller anden måde.

Resterne af velfærdssamfundet er udfordret af stigende ulighed, fremmedgørelse og en velfærdsstat, som presser kommunerne med detaljeret styringsbureaukrati og stiller sære krav til både borgere og virksomheder.  

 

Ideen er glemt

Ideen om velfærdsstaten var engang at være hjørnesten i et velfærdssamfund med tryghed for alle borgere. Fattige som rige. Svage som stærke. Efterhånden som velfærdsstaten blev udviklet var håbet, at den kunne styrke et velfærdssamfund med social tryghed, en stærk tryg middelklasse og et effektivt arbejdsmarked. Paraplyen over disse begreber hed samfundsøkonomien, og det er det, debatten om skat eller velfærd handler om.

Samfundsøkonomien er de godt 1.200 milliarder kroner, der hvert år løber gennem den offentlige sektor - danskernes (lige eller ulige) fælles investering i at skabe et offentligt styret og drevet fællesskab. En stor del af dem - ca. 435 milliarder - er omfordeling gennem velfærdsydelser som folkepension, su, dagpenge, kontanthjælp, førtidspension, børnecheck og så videre. Mange af dem i øvrigt indført for at sikre lighed både i økonomisk forstand men måske endnu vigtigere også menneskeligt.

 

Skat bidrager med under halvdelen

En væsentlig men ofte overset detalje er, at skat på arbejde finansierer under halvdelen af den offentlige sektors drift. Danskerne betaler årligt tilsammen godt 531 milliarder kroner i skat på løn. Resten op til de 1200 milliarder kroner hentes ind på alle mulige andre måder.

På sin vis lidt paradoksalt, at skat på arbejde stort set kun finansierer omfordeling gennem velfærds- og sociale ydelser, mens skatten altså ikke formår at finansiere resten af fællesskabet. Her er en del af sandheden om, hvorfor socialkrisen er så alvorlig, for de senere års reformer har styrket middelklassen og svækket velfærdsmodellens sociale ben.

 

Samfundsøkonomien er i krise

En meget stor del af den offentlige økonomi går til at lønne de omkring 800.000 medborgere, der er ansat til at sikre velfungerende daginstitutioner, skoler, hospitaler, sociale institutioner, plejecentre, hjemmepleje, uddannelsesinstitutioner, socialkontorer og så videre.  

Samfundsøkonomien finansierer med andre ord velfærdsstaten, og når den er i krise, er samfundsøkonomien også i krise. Så bruger vi de fælles penge for dårligt eller forkert, og så er det fuldstændig ligegyldigt om politikerne taler om skattelettelser eller velfærd. Begge dele vil øge krisen indtil vi begynder at tale om det, der er problemet. Både færre og flere penge ind i velfærdsstaten vil øge krisetilstanden.

 

Tre årtier med moderniseringsprogrammer

Regeringen har siden sin tiltræden forberedt sin såkaldte sammenhængsreform, der skal være et nyt bud på modernisering af den offentlige sektor. Foreløbig har ambitionerne primært udtrykt sig ved ministres rundrejser til kommuner og virksomheder, mens konkrete udspil udestår.

Innovationsminister Løhde præsenterede reformprojektet med budskabet “gør vi som vi plejer, får vi det vi plejer,” hvorefter det har været småt med alt andet end netop plejer lige bortset fra nogle lukkede paneler, der “skal udfordre regeringen.”

 

Imens vokser socialkrisen

Et område, der står isoleret mens politikerne debatterer skat eller velfærd, er socialkrisen.

I bund og grund er socialkrisen et resultat af stigende ulighed, men i løbet af sommeren er det blevet tydeligt for mange, at den også skabes af en velfærdsstat, der behandler sine borgere som cpr-numre snarere end mennesker.

Socialkrisen bliver hverken løst med nye teknokratiske justeringer af beskæftigelsesreformerne, skattelettelser eller mere såkaldt velfærd. Den er primært drevet af velfærdsstatens monopol på den hjælp og bistand, som udsatte borgere har brug for. Nok kan man debattere kontanthjælpsloft og dagpengeperioder, men i sidste ende tilbyder velfærdsmodellens lovgivningskompleks en sikker hånd under udsatte. Hvis ellers systemet virkede.

Her også en paradoksal situation, idet velfærdsstatens monopol gennem jobcentre, sociale ydelser og alverdens regler og beskæftigelsesordninger gør det vanskeligt for velfærdssamfundet at skabe løsninger på socialkrisen.

Velfærdsstaten og forskellige sociale bevægelser agerer enten i konflikt med eller uafhængigt af velfærdssystemet.

 

De lette løsningers tid

I det lys kan man måske godt forstå, at den politiske debat og retorik primært fokuserer på den trygge middelklasse i velfærdssamfundet med snak om skattelettelser eller velfærd i form af flere hænder i velfærdsinstitutionerne. Men problemet er, at stadig flere borgere ser, hvad velfærdsstatens systemer gør ved almindelige mennesker.

Velfærdsstaten har den absolut største rolle i den store fælles samfundsøkonomi, og den er ligeglad med skattelettelser og mere såkaldt velfærd vil kun styrke dens magtfulde monopolstatus. Derfor er vi lige nu alle tabere.

Den aktuelle situation svarer til til, at du bor i et hus du ikke har råd til, ikke vedligeholder det og bruger en masse tid på at finde ud af, hvilket tv du helst vil have.

 

Tre centrale spørgsmål til debatten:

  • Hvordan kan velfærdsstaten styrke velfærdssamfundet?

  • Hvad forventer vi af velfærdssamfundet, og hvad ønsker vi af velfærdsstaten?

  • Hvorfor skal vi have tillid til sammenhængsreform, der minder om tre årtiers moderniseringsforsøg?